
Fem efterårstrends under 1.000 kr.
Det behøver ikke koste en formue, at sæsonen og dermed moden skifter. Modemæssigt er efterårskollektionerne de mest interessante, og i år er ingen undtagelse
Designerne hos de store, internationale modehuse har været verden og historiebøgerne rundt, hvilket betyder at udtrykkene for efterårsmoden er mange. Men frygt ej! Der er som altid et par sikre valg, der er modemæssige fuldtræffere uanset hvilket look og hvilken stil, du går efter dette efterår.
Særligt iøjnefaldende er den casual herrestil med løse, enkle og androgyne snit og den retro-inspirerede vintagestil med lave klodshæle, blomsterprints og brændte farver – og heldigvis fås alle efterårstrends også på budget, uden at gå på kompromis med den gode stil.
Fem efterårstrends, der ikke ruinerer dig
Efterårstrend #1: Loafers
Loafers i skind, Zara, 549 kr.
Loafers er det perfekte maskuline touch til din efterårsgarderobe, og så er de drøn-comfy. Gucci, Celine og Boyy har lavet de mest guddommelige udgaver med indvendig pels, men mindre kan også gøre det – som Zaras budget-venlige bud i blødt skind.
Efterårstrend #2: Cross body
Bordeaux Cross Body Bag, Asos, 280 kr.
Efteråret går hånd i hånd med ruskind og farven bordeaux. Med andre ord har denne taske alt, du har brug for at have over skulderen i én kompakt lille herlighed. Cross body-tasken ser ud til at være kommet tilbage for at blive, efter fashionistaerne (endelig) har pensioneret “håndtaskerne” på størrelse med en Nissan Micra bagerst i skabet. Hurra for “hands free” movement og færre skulderskader!
Efterårstrend #3: Den casual herrestil
Når mændende bruger beauty-produkter, er der vel ingen grund til, at vi kvinder ikke også skal græsse lidt på deres marker? I hvert fald byder herregarderoben på mange items, der klæder kvindekroppen (endnu) bedre end mandens. Eksempelvis den løse frakke. Brug den som overgangsfrakke, mens vejret stadig er omskifteligt eller over kassebukser og en stram rullekrave indenfor, når de koldere temperaturer manifesterer sig.
Efterårstrend #4: Vintageinspirerede blomsterprint
Blomstret kjole, Topshop, 799 kr.
Blomster er ikke forbeholdt forårs- og sommerkollektionerne. Dette efterår er mindst ligeså blomstrende, som de forgangne seks modemåneder har været det. Forskellen ligger dog i brugen af dybere og mørkere farver, der klæder lette tekstiler og lange, løse snit. Langærmede, knælange kjoler er smukke både til hverdag og fest i efteråret – parret med loafers eller ankelstøvler med lav hæl.
Efterårstrend #5: Korte støvler med hæl
Sorte ankelstøvler i lak fra Asos 350 kr.
Dine nye efterårsstøvler (for du skal jo have mindst ét par, ikke?) skal helst være ankelkorte og med en lav klodshæl. Snuden kan være både rund og spids og du kan både gå efter varianter i printet stof, farvet læder – eller lak, hvis du vil være helt fremme i (ankel-)støvlerne.
Efterår: kom an!