Danske Julie blogger fra USA: Trump er som en femårig bølle

Julie Bendtsen flyttede til USA sidste år og får ofte spørgsmål om, hvordan det egentlig er at bo i et land, der har Donald Trump som præsidentkandidat. “Det giver mig kuldegysninger”, skriver hun i indlægget her

Julie er cand.mag. i engelsk og retorik og har tidligere prydet sig med så forskellige hatte som forlagsredaktør, studievært, tilrettelægger, kommunikationskonsulent og journalist. Sidste år kastede hun sig ud i en helt ny og ukendt rolle som hjemmegående momma, da hun med mand og to børn flyttede til Raleigh, North Carolina. Julie blogger om livet som dansker i sydstaterne på lovefromus.dk.

Det her indlæg har været i mine tanker et godt stykke tid efterhånden. Jeg har ikke helt vidst, hvordan jeg skulle gribe det an (og det bliver muligvis også derefter), men de seneste dages begivenheder her i landet har i hvert fald gjort det umuligt for mig IKKE at få det ud. Så, here goes …

For nogle måneder siden var der en del danskere, der havde behov for at proklamere, at de skammede sig over at være netop det: danskere. Jeg kunne aldrig drømme om at udtale, at jeg skammede mig over min nationalitet, men jeg vil gerne være ærlig og indrømme, at den flygtningepolitik og -retorik, Danmark efterhånden er blevet mere berygtet end berømt for, bekymrer mig og gør det svært at omtale mit land med samme oprejste pande som tidligere. Og ja, det faktum, at så mange danskere ved sidste folketingsvalg valgte at stemme på Dansk Folkeparti skræmmer rent ud sagt livet af mig.

Det er dog intet imod den rædsel, jeg føler, når jeg sidder herovre og er vidne til, hvad der lige nu foregår i amerikansk politik. Jeg berørte mine bekymringer i forhold til Donald Trump i indlægget her, og siden er det kun gået ned ad bakke på en måde og med en fart, der bogstavelig talt giver mig kuldegysninger. Jeg har brugt de seneste måneder på at prøve at fatte, hvad det er, der sker i det her land lige nu, men jeg kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen. Ikke med min fornuft, i hvert fald.

Temperament som en femårig bølle

Både republikanerne og demokraterne har netop overstået deres respektive konventer, og som forudset endte Donald Trump og Hillary Clinton som kandidater til præsidentvalget i november. De pessimistiske hovedpointer og behovet for at sprede skræk og rædsel i befolkningen ved republikanernes konvent blev (næsten) overskygget af Melania Trumps tale, der viste sig at være lidt for inspireret (ahem …) af Michelle Obamas tale ved en tidligere lejlighed, men det er efterdønningerne fra demokraternes konvent, der har skabt flest overskrifter.

Blandt de mange talere var Mr. og Mrs. Khan, som er såkaldte Gold Star Parents. Udtrykket bruges om forældre/familier, der har mistet pårørende i krig, og Humayun Khan døde i Irak i 2004, da han som amerikansk statsborger kæmpede for sit land. Men familien Khan er muslimer, og da de stadig sørgende forældre gik på talerstolen i sidste uge, var det i det stadig rungende ekko fra Trump, der vil forbyde muslimer adgang til USA, og som har udtalt, at alle muslimer hader landet. Hr og fru Khan var der for at fortælle om deres og deres søns fædrelandskærlighed og ikke mindst ultimative offer, og undervejs i talen sendte Khizr Khan en klar besked til Donald Trump:

– You have sacrificed nothing and noone.

I USA er der er uskreven regel om, at man ikke rører Gold Star Families. Man kritiserer dem ikke, man udfordrer dem ikke på deres sorg, og man fornærmer dem slet ikke. Men Donald Trump – som sædvanlig udstyret med et temperament som en femårig bølle – gik direkte ind i et interview og satte ikke bare spørgsmålstegn ved Khans budskab (“Jeg har ofret en masse. Jeg har arbejdet meget hårdt og skabt masser af arbejdspladser.”); han tillod sig at kritisere Mrs. Khan, fordi hun ikke sagde noget. Trump kom med en slet skjult hentydning til islams berygtede kvindesyn, da han noterede sig, at Mrs. Khan ikke åbnede munden på talerstolen – og at hun måske ikke havde fået tilladelse til det. Efterfølgende udtalte Ghazala Khan, at grunden til, at hun ikke talte, skulle findes i hendes sorg; i, at hun ganske enkelt ikke ville kunne tale om sin søn uden at bryde sammen.

En megaloman psykopat med et forfærdeligt menneskesyn

Trump kom med flere andre fornærmelser, og nogle mener, at han måske er ved at have nået grænsen for, hvad amerikanerne vil finde sig i at høre fra en præsidentkandidat. Men faktum er, at han ER republikanernes kandidat – også selv om mange republikanere har haft travlt med at tage afstand fra hans seneste udtalelser – og at det her så langt fra er første gang, han opfører sig stødende, aggressivt, mobbende og i det hele taget helt ubegribelig modbydeligt. Trump har sat lighedstegn mellem mexicanske immigranter og voldtægtsforbrydere, han lægger ikke skjul på sit forhistoriske kvindesyn, han har opfordret Rusland til at hacke Hillary Clintons email, han har udvist komplet ignorance i forhold til udenrigspolitik (og løjet om sit forhold til Vladimir Putin, som han i øvrigt tidligere også har omtalt som en stor leder), og han har helt åbenlyst mobbet og gjort grin med en journalist med et handicap.

Ingen af disse ting er enlige svaler, men de er blandt de mange sørgelige beviser på, at vi i Trump har at gøre med en megaloman psykopat med et forfærdeligt menneskesyn.

Det har været frygteligt at være vidne til, men det værste er, at Trump hele vejen igennem har kunnet nyde sig selv stige i meningsmålingerne. Der har indtil videre været nærmest dødt løb mellem ham og Hillary, og det er dét, jeg slet, slet ikke forstår. Jeg bor et sted, hvor jeg stort set kun møder venlige, intelligente og imødekommende mennesker, men det er også en stat, der er erklæret Trump-land. Jeg ville SÅ gerne have en snak med en Trump-tilhænger, som jeg rent faktisk respekterer og kunne lytte til. Jeg nægter at tro, at så stor en del af befolkningen er så langt ude, at de kan støtte den mands hadefulde retorik, og jeg kunne oprigtig talt godt tænke mig en forklaring fra et normalt tænkende menneske.

Jeg ved, at mange stemmer på Trump, fordi han ikke er Hillary Clinton – den tidligere førstedame er mildt sagt ikke den mest populære kandidat, demokraterne har disket op med de sidste mange år – men jeg er stadig meget, meget forvirret. Jeg kan ikke forstå, at man kan kende til Trump og hans udtalelser og menneskesyn og stadig mene, at han er et forsvarligt valg som en af verdens absolut mest magtfulde ledere. Han skaber had, splittelse og frygt, og ingen stopper ham. Det virker, som om Trump aldrig bliver stillet til regnskab for sine vanvittige udgydelser, og i stedet har han formået at storme frem. Jeg er nået dertil, hvor det ikke bare forvirrer mig, det fortvivler mig og skræmmer mig helt vildt.

Jeg er vanvittig spændt på at følge valgkampen fra nu og til november, men selv hvis Hillary vinder, vil hele det her forløb i mine øjne altid være en skamplet på USA. At så mange mennesker støttede en psykopat. Det er ikke første gang, det er sket i historien, men vi havde nok alle sammen håbet, at det ikke ville ske igen.

(Jeg kan i øvrigt varmt anbefale at se hele Khizr Khans ekstremt rørende tale – I kan finde den her.)

Indlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.