
MY MORNING NEWS: Danmarks første kvindemoske åbner i dag og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danmarks første moske kun for kvinder åbner i dag
Danmarks første moske kun for kvinder slår dørene op i København i dag. Det skriver TV2.
Kvinden bag projektet, imam Sherin Khankan, kaldte kvindemoskeen for et feministisk projekt i et interview til Politiken. Mariam Moskeen skal nemlig ledes af og for kvinder med kvindelige imamer, der står for fredagsbønnen.
– Jeg har aldrig følt mig hjemme i de eksisterende moskeer. De er jo sindssygt smukke, de nye stormoskeer, men jeg har følelsen af at være fremmed der. Vi kvinder står oppe på en balkon og kigger ned på der, hvor det hele foregår. Mange kvinder og unge kommer slet ikke i moskeerne, fordi man træder ind i et mandsdomineret og patriarkalsk rum, hvor manden har ordet på talerstolen, manden leder bønnen, manden er i fokus og dominerer. Derfor skaber vi nu en moske på kvinders præmisser, siger Sherin Khankan.
Moskeen skal blandt andet sikre lige rettigheder til kvinder. For eksempel skal det være nemmere for muslimske kvinder at blive skilt fra deres mænd.

Ny kriseplan skal rette op på katastroferamte SKAT
I dag præsenterer skatteminister Karsten Lauritzen (V) en plan for, hvordan SKAT igen skal komme på rette vej igen, efter det kom frem, at SKAT er blevet snydt for mindst 12,3 milliarder kroner, til trods for at medarbejderne råbte op om sagen i flere år. Det skriver DR.
Mediet erfarer, at skatteministeren blandt andet vil investere syv milliarder kroner i skat frem til 2020. Det betyder også stop for planlagte fyringer af 1.000 medarbejdere, og det betyder endda ansættelse af 1.000 nye. Det betyder reelt, at SKAT får 2.000 nye hænder.
Forslaget skal forsøge at samle 90 mandater til Finansloven for 2017.

Mange gymnasielevevers grænser overskrides ved skolestart
Introture, ryste sammen-ture, fester og sprut. Mange elever oplever den første tid i gymnasiet som grænseoverskridende. Det skriver P4 København.
P4 København har lavet en rundspørge blandt 332 1.g-elever på fem gymnasier i hovedstadsområdet.
Her svarer hver femte elev, at de har fået overskredet deres grænser i løbet af den lille måned, de har gået i gymnasiet.
Eva Tyndeskov fra 1.G på Birkerød Gymnasium fortæller, at en af de mere grænseoverskridende lege var i intro-dagene, hvor en klassekammerat af modsat køn skulle stikke en snor ind under tøjet på hende.
– Jeg blev rørt omme bag på ryggen, hele vejen ned, igennem mine trusser ude på siden og ned langs mit ben. Det var ikke rart, for det var en dreng, der skulle røre mig på steder, hvor man ikke har lyst til at blive rørt af en fremmed, siger hun.
Rundspørgens resultater kommer bag på formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i Storkøbenhavn, Jakob Rafn.
– Det er jo 20 procent for mange, og der er ikke nogen, der skal have en oplevelse af, at de bliver tvunget ud i noget, de ikke har lyst til, siger han.
