
Boligtrend: Få din flamingo på!
Sig “flamingo” til din indretning! Den vanvittige og vidunderlige fugl er hyperpopulær blandt designere og stylister. Her er 10 tips, der får dig med på den pink trend
Af Lara Watson, Houzz.dk
“Flamingo” stammer fra det spanske ord “flamenco”, som bogstaveligt talt betyder “med flammens farve”. Vi giver her 10 bud på, hvordan du kan indrette med den pink fugl, der med rette kan siges at være Miami-stilens svar på en havenisse.
Et lille strejf
Et soveværelse i diskrete farver bliver pludseligt ganske fængslende, når en orange-rød flamingo tager plads i sengen. Når temaet holdes simpelt som her, fungerer flamingoen som et humoristisk indslag med en excentrisk undertone – og så er det en ideel måde at prøve kræfter med flamingo-trenden på uden nødvendigvis at overgive dig fuldstændigt.
Overgiv dig til dynamikken
Du kan gå “all in” på den tropiske, lyserøde trend med et helt vildt tapet. Dette ungdommeligt indrettede værelse er en ren eksplosion af hippe trends og er som taget ud af et modemagasin – her er både geometriske mønstre, sukkulenter og lamper i bure… Alligevel er det vores trendy flamingoer, der stjæler opmærksomheden. Et naturligt og relativt neutralt trægulv og hvidt sengetøj giver en god balance til et farverigt tema som dette.
Sæt fut i børneværelset
Byd baby og fugl velkommen til verden samtidig. Børneværelset her er blevet udstyret med en ordentlig omgang flamingoer, der både er mere farverige og trendy end storke. Tapetets svævende udtryk, de sprøde, hvide møbler, den elegante lysekrone og det bløde tæppe holder rummet stilrent og luksuriøst, så både nybagte forældre den lille ny beboer vil elske værelset.
Skru op for sødmen
Drys med print
Hvis det der med et helt flamingo-tapet virker en smule ekstremt, findes der masser af flamingo-inspirerede plakater og billeder, der kan sørge for et farverigt skud fuglefjer. Detaljerne i dette værelse giver det i forvejen smukke, lyse rum et eventyrlystent strejf. Tilsammen giver de tropiske print, den traditionelle, kinesiske havestol og batikfarvede tekstiler indtrykket af at være kommet inden for hos en frisindet og rejselysten beboer.
I tropisk humør
Udestuen her demonstrerer, hvordan du kan bikse et muntert naturtema sammen, uden at det koster dig masser af tid eller penge. Hvide havemøbler i flet er blevet stylet med et farverigt tæppe, rigeligt med planter og en flot bunke puder – som selvfølgelig domineres af en stolt flamingo, der sætter det tropiske tema i højsædet.
Kast dig ud i en guldversion
Giv din have et kitsch touch med gyldne flamingoer, fordi… hvorfor ikke? Måske ville det være en smule for overvældende at indrette dagligstuen sådan, og derfor er det befriende at kunne dekorere terrassen eller gårdhaven med fri fantasi og højt til loftet.
Tag komikken med på kontoret
Dette er ikke bare et fabelagtigt eksempel på stilrent flamingotapet, men også et eksempel på en velplaceret detalje i verdensklasse. Her er det en ensom, neonpink mappe, der understreger alle de diskrete, pink detaljer i det grå flamingotapet.
Flet en detalje ind
Rummet her er fuldstændig hvidt, så det flamingobelagte rullegardin skiller sig nærmest ud som et kunstværk, samtidig med at det bringer varme og visuelt spil i rummet uden at virke overvældende. De pink blomster harmonerer fint med gardinets lyserøde detaljer. Den lyserøde fugls popularitet har gjort, at det i dag ikke er svært at finde tekstiler med flamingo-print så det er bare at gå på jagt efter din favorit. Få enten en professionel til at fabrikere rullegardinet, eller gør det selv, hvis du er fiks med en symaskine.
Den kunstneriske tilgang
Det smukt tegnede mønster her er en stoflig vægbelægning, designet specielt til badeværelser. Tænk engang at tage bad, omgivet af et hav af flamboyante flamingoer!