Læs også:

Close

Anmeldelse: Love & friendship bliver dit hidtil sjoveste møde med Jane Austen

Kultur  | 
Det synes redaktionen: 5

De fleste af os er nok bekendte med Jane Austen-klassikerne Stolthed & Fordom og Fornuft & Følelse, men det er nok de færreste med almeninteresse for litteratur, der er har hørt om Lady Susan

Jane Austen er en af de største kvindelige forfattere og havde flair for karakterskildringer, satire og ironi, hvor de sidstnævnte aldrig før er kommet så klart til udtryk som i denne filmatisering af brevromanen Lady Susan.

Bogen Lady Susan blev udgivet for første gang i 1871 af hendes nevø, 54 år efter Austens død. Fortællingen har flere gange fundet vej til scenen, men det er første gang, romanen filmatiseres.

Filmatiseringen har fået navnet Love & Friendship og er “Jane Austensk”, som du aldrig har oplevet det før!

Historien kort fortalt

Historien udspiller sig i 1790’erne og handler om den smukke enke Lady Susan Vernon, der søger tilflugt fra rygter og sladder hos sin afdøde mands familie.

Efter mandens død har Lady Susans udskejelser ført til et plettet rygte, og hun beslutter sig derfor for at flytte på landet, til rygterne i byen har lagt sig.

Det er dog ikke det eneste, Lady Susan har på dagsordenen. Vigtigst af alt er det nemlig at finde en rig mand til sin, ellers modvillige, datter og ikke mindst sig selv.

Kate Beckinsale
Selv om Lady Susan flygter fra drama i byen, er hendes ankomst til svigerfamiliens landejendom kun grobund for nyt. (Foto: All Over)

Lady Susan viser sig hurtigt at være en slange i svigerfamiliens landlige paradis. Svigerindes lillebror, den unge og flotte Mr. Reginald Decourcy, tryllebindes af hendes smukke ydre og besnærende sind, til stor foragt og modvilje hos resten af familien, som ikke er spor fan af den beregnende svigerinde.

I forhold til mandejagten har hendes datter, Frederica, ikke meget at skulle have sagt og er længe blevet forsøgt at blive afsat hos den lidt skøre, men stinkende rige Sir James Martin. Dog uden held.

Samlet igen efter 18 år

Det er den oscarnominerede Whit Stillman, som står bag både det adapterede manuskript og instruktionen og er producer på filmen.

I hovedrollen har vi britiske Kate Beckinsale, der imponerer som filmens antihelt. Hun bliver gjort selskab af Chloë Sevigny i rollen som hendes bedste veninde og medsammensvorne, den amerikanske Alicia Johnson, der er gift med den højtrespekterede Mr. Jonhson (Stephen Fry), som har nægtet hende at ses med Lady Susan.

Kate Beckinsale, Chloe Sevigny
On screen besties Kate Beckinsale og Chloë Sevigny som Lady Susan og Alicia Johnson. (Foto: All Over)

Det er ikke første gang denne trio stifter bekendtskab, de arbejdede nemlig sammen for 18 år siden på komedie-dramaet Last Days of Disco fra 1998.

Resten af skuespillertruppen er en blanding af mere eller mindre kendte skuespillere, der alle virker som fisk i vandet i Stillmans Jane Austen-univers. Du kan blandt andet se australske Xavier Samuel i rollen, som den flotte ungekarl Mr. Reginald Decourcy.

Et veloplagt cast

Love & Friendship underholder fra start til slut, når Jane Austins satire og ironi får frit spil i en fortælling, der stadig tiltaler os efter 200 år.

Bare læn dig tilbage, og nyd alle 92 fuldtudnyttede minutter uden dikkedarer, imens det utroligt morsomme og velskrevne manuskript bliver leveret af et veloplagt cast med en uforlignelig god timing.

Kate Beckinsale er forrygende i rollen som den smukke og manipulerende enke, der i bedste Casper og Frank-stil lever efter filosofien “Benægt, benægt, benægt”, imens hun snor mænd om sin lillefinger.

Et af filmens højdepunkter er Tom Bennett i rollen som den ufrivilligt morsomme Sir James Martin. Whit Stillman fortæller selv, at han efter Toms audition har skrevet karakteren ind i flere scener. Hvilket kommer os alle til gode.

Desværre virker det som om at Hr. Stillman var løbet tør for tid. Til trods for at man ikke efterlades med nogle løse ender, har filmen en lidt brat slutning.

Kate Beckinsale, Tom Bennett
Kate Beckinsale sammen med Tom Bennett i rollen som Sir James Martin. (Foto: All Over)

En klar anbefaling herfra

Love & Friendship er tidløs underholdning, der kan vriste et smil af folk i alle aldersgrupper. En komedie med overbevisende skuespilspræstationer og brilliant timing, der kun kan få de varmeste anbefalinger.

Tag med dine veninder eller familie i biografen til halvanden times uforpligtende underholdning i det kedelige sommervejr.

Til trods for at titlen måske ikke lyder ret fængende og måske lidt pladderromantisk i et par mandeøre, kan du sagtens tage kæresten med i biffen, og lade ham blive positivt overrasket!

Spilletid: 92 minutter
Originaltitel: Love & Friendship
Premieredato: torsdag d. 11. aug. 2016
Censur: Tilladt for alle

snapchat.com/add/mydailyspace

· Mere fra samme kategori ·