
MY MORNING NEWS: Økseangreb i tog, kæledyr dumpes og Christiania-betjente hængt ud på hjemmeside
MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste morgennyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden
17-årig gik amok med økse: Fire sårede
Mandag aften gik en 17-årig amok i tog med en økse og et stikvåben. Fire mennesker meldes alvorligt sårede.
Det skriver TV2.dk.
I alt fire mennesker meldes alvorligt såret i angrebet, der skete om bord på et tysk tog ved Würzburg i Tyskland.
– Jeg har aldrig set så meget blod i mit liv. I nat kommer jeg ikke til at lukke et øje, sagde et øjenvidne til den tyske avis Bild.
Flere tyske medier melder, at den 17-årige dreng var et uledsaget flygtningebarn fra Afghanistan. Da han gik til angreb på passagererne, lykkedes det at alarmere togpersonalet, som fik fat i politiet, der ved et tilfælde havde en aktionsstyrke i nærheden.
Gerningsmanden flygtede ud af toget, og politiet satte efter ham, og skød og dræbte den 17-årige.
Indtil videre har politiet ikke fundet et motiv. Der er dog fundet et IS-flag på den 17-åriges værelse, men de tyske myndigheder mener, at drengen har ageret alene.
TV2.dk

Danskerne dumper deres kæledyr i ferien
De danske dyreinternater er proppede med uønskede kattekillinger, for ganske mange danskere bruger sommerferien, til at skille sig af med deres uønskede kæledyr.
Det skriver Ritzau.
I slutningen af juni måned, havde man 833 dyr på Dyrenes Beskyttelses internater. Det er dobbelt så mange som i februar, marts og april.
– Der er mange mennesker, der skal på ferie, og så benytter nogle anledningen til at komme af med deres dyr ved at aflevere dem på internaterne. Det er typisk noget, de har gået og overvejet i et stykke tid, og så afleverer de dyrene, når de skal på ferie for at undgå at betale til dyrepensioner og lignende, siger Jens Jokumsen, chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse.
Men det er ikke alle, der kommer og afleverer de dyr, de ikke længere ønsker at have.
– Vi oplever desværre stadig mange dumpninger af dyr, hvor folk eventuelt slipper deres kaniner løs i naturen eller sætter en papkasse med kattekillinger et sted, siger Jens Jokumsen.
Kattekillinger er det kæledyr, der oftest fylder op i internaterne, efterfulgt af hunde og kaniner. Men også fugle, hamstere og marsvin indlogeres hos Dyrenes Beskyttelse.
Manglen på plads til de mange overladte dyr er et problem. I Dyrenes Beskyttelses bestræbelser på at hjælpe så mange dyr som overhovedet muligt, sender de dyr i pleje i private hjem.
/ritzau/

Betjente fra Pusherstreet hængt ud på hjemmeside
Navne og adresser på 19 betjente fra Taskforce Pusher Street er mandag blevet lagt ud på en hjemmeside.
Det skriver DR P4 København.
– Formålet er at udpege og identificere mennesker, der dagligt chikanerer og blufærdighedskrænker fredelige borgere på og omkring Christiania, står der på hjemmesiden.
Der lægges billeder op af betjentene på siden, og man beder samtidig offentligheden med at komme med private oplysninger på betjentene.
Københavns Politi er opmærksom på hjemmesiden.
– Vi efterforsker sagen og undersøger, om der er sket overtrædelse af persondataloven, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen til DR P4 København.
– Det er uacceptabelt. Men samtidig er det noget, som de betjente, der arbejder på Christiania, har været udsat for før. Det er selvfølgelig ikke behageligt, men det er en del af at være politimand, siger Henrik Møller Jakobsen.
DR P4 København
