
MY DAILY NEWS: Nyt Pokémon-spil får verden på den anden ende og andre vigtige nyheder
MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden
Theresa May bliver ny engelsk statsminister
Storbritanniens premierminister, David Cameron, har fundet sin efterfølger til posten som Englands leder. Det bliver hans indenrigsminister Theresa May, der overtager posten.
Det skriver The Independent.
Storbritanniens valg om at stemme sig ud af EU har ført til flere politiske kriser i de efterfølgende uger. Blandt andet valgte statsminister David Cameron at træde tilbage, fordi han havde anbefalet briterne at blive i EU.
Flere forskellige kandidater var oppe at vende, blandt andet de to Brexit-ledere Nigel Farage og Boris Johnson, men Farage forlader politik, og Johnson vil ikke stille op.
Stille og roligt er feltet blevet indsnævret, indtil den sidste kandidat tilbage var den konservative Theresa May, og flere forventer, at Brexit sættes hurtigt i gang med hende ved roret.
The Independent

Pokémon Go indtager verden med storm
Hvis du har lagt mærke til, at flere mennesker på gaden går rundt med deres smartphones fremme, et smørret grin på ansigtet og stiller sig ved pudsige lokationer, så er chancen for, at de spiller det nye Pokémon Go-spil, ret stor.
Nintendos nye mobilspil har nemlig taget verden med storm siden sin release for en uge siden. To dage efter udgivelsen var appen installeret på fem procent af alle iPhones. Det er flere brugere, end Tinder har.
Samtidig bruger spillerne næsten tre kvarter dagligt på spillet, hvilket er mere end de bruger på populære apps som Instagram og WhatsApp.
Samtidig har Nintendos genoplivning af det 20 år gamle Pokémon-univers øget firmaets værdi med 50 milliarder kroner på bare to dage.
Appen bruger dit mobilkamera og din gps til at få de små fantasidyr frem i gadebilledet på din telefon, hvor du så skal fange dem.
Appen roses for at få folk ud og motionere, fordi de skal gå rundt og finde pokémons. Det er dog ikke helt ufarligt at spille Pokémon Go. Blandt andet fandt en ung kvinde et lig, fordi hun ledte efter vand-pokémoner og andre er kommet til skade, eller har været udsat for røveri, fordi de var så optagede af at fange de små dyr.
Spillet er endnu ikke udgivet officielt i Danmark.
Ekstra Bladet, Huffington Post, Reuters, AJ+, /ritzau/, /ritzau/FOKUS og BBC

Foreløbig fred i Sydsudan
Der har ikke været kampe i Sydsudans hovedstad siden i går eftermiddag.
Det skriver Reuters og Ritzau.
Siden sidste uge har de to stridende parter præsident Salvar Kiir og vicepræsident Riek Machars soldater ligget i kamp i Sydsudans hovedstad Juba, men nu ser det ud til, at der er foreløbig fred i området.
Det sker, efter de to ledere har bedt deres soldater om at stoppe deres angreb. Det har indtil videre ført til en skrøbelig våbenhvile, der gik i gang mandag eftermiddag.
Læs mere: MY DAILY NEWS: Sydsudan tæt på ny borgerkrig og andre vigtige nyheder
Reuters og /ritzau/
