Anmeldelse: Lola Baidels digtsamling “Uden videre”

Mere end 30 år efter, at hun sidst udgav en digtsamling, er Lola Baidel tilbage med bogudgivelsen “Uden videre”

Lola Baidel er min bogholder. Men Lola Baidel er også en af mine yndlingsdigtere. Det er over 30 år siden, at hun sidst udgav en digtsamling, selv om hun solgte hundredetusindvis af bøger og hendes læsere elskede hende.

Om Lola Baidel

Lola Baidel er født i 1951 og debuterede som digter i 1977.

Hendes forfatterskab kredser om det at være kvinde og hendes oplevelse af verden, mænd og samfundet.

I 1984 trak Lola Baidel sig tilbage fra det litterære rampelys og etablerede sig i stedet som bogholder og coach.

I 1990 blev hun enlig mor til datteren Clara og vendte i 1997 tilbage med selvhjælpsbogen “Du kan sagtens klare dig uden en mand – men ikke uden en vaskemaskine”.

Nu er hun tilbage med digtsamlingen “Uden videre”, som jeg gnavede mig igennem på en time. Jeg kunne ikke lægge den fra mig – eller, som Peter Dyreborg har udtrykt det, digtene ville bare læses:

– Hendes styrke har altid været, at hun kunne skrive digte, som ville læses. Og hun kan stadig skrive digte, som vil læses. Uden videre.

Rammende ærlig poesi

Lola Baidels tidlige digte er især præget af sensualitet, længsel og en underliggende skrøbelighed, som kvinder kan nikke genkendende til på tværs af ståsteder og årtier.

Det er derfor, at hendes digte fra 70’erne og 80’erne stadig holder, for vi danske kvinder har i det store og hele de samme kærlighedsproblemer i dag som for 30 (eller 50) år siden.

Asger Schnack har ytret, at “hendes stil er fotografisk præcis, men får også røntgenbilledets nuancer med”, og det synes jeg faktisk er en spot-on beskrivelse af det, Lola kan.

Hun skriver ikke højpandet og abstrakt lyrik, som vil dissekeres og analyseres til ukendelighed; hun skriver umiddelbar og ærlig poesi uden omsvøb, som rammer direkte plet i det inderste.

Det er det, der betød, at læserne i sin tid tog hende til sig og holdt hendes ord nær, selv når anmelderne var lunkne.

Dagene glider imod mig
flager af hensigter
slås løs
og skaber ubeskyttede brudflader
Den åbenlyse
mangel på titler
rasler ildevarslende
Fraværet
af mål og retning
og ethvert kendskab dertil
Afdækkes
Dagene sover igennem
ingenting vågner
Meningen med det hele
lister ydmygt omkring
uden at gøre sig bemærket

Jeg er ikke vred

Men inden i mig
er der små
blomster
der forundres
og fortvivler
og dør

Så jeg må luge dagligt
for at holde bitterheden nede

– Du skal passe din have, 1979

Et opgør med tidens oplevelsesfiksering

Lola Baidels nye digte bærer præg af en afklarethed, som virker både skræmmende og betryggende. Skræmmende i sin sandhed og betryggende i forsikringen om ikke at stå alene med hverken de store eller små følelser.

Jeg tog mig selv i at sidde at nikke og storsmile af overraskelse over at læse så mange af mine egne betragtninger på vers. I at føle et søsterbånd til denne her kvinde. Til alle kvinder egentlig.

Rigtig mange af digtene fik jeg lyst til at læse højt. Flere gange. Så det gjorde jeg. Nogle af dem tog jeg billeder af med mobilen og sendte til mine veninder. Det gjorde jeg, fordi de ramte mig, og det gjorde de, fordi jeg genkendte mig selv på godt og ondt. Mest på ondt i relation til at have for travlt – til at haste afsted efter … Noget.

Når vi har tid
skynder vi os at planlægge
så vi ikke længere
har tid
til noget
som måske er mere givende
end det vi aftalte

Men nu er det aftalt

Så har vi styr på det
kan fremvise en fuld kalender

Beviset på
at vi er travle og spændende mennesker

Vi ved
præcis
hvad der skal ske
hvornår

Hvor kedsommeligt

Til Fyens Stifttidende kalder hun vores tid for oplevelsesfikseret:

– Oplevelser er ikke lig med lykke. Tænk på nytårsaften. Alle ræser forventningsfulde til fest, for nu skal alt være så fantastisk. Og så spiser og drikker man for meget, og det ender altid med, at man skidefryser, mens man venter på en taxa.

– Og hvordan kan man opleve noget som helst, når alt er planlagt på forhånd? De særligt gode oplevelser er uplanlagte. De opstår i glimt.

Spørger du mig, er de bedste oplevelser også dem, der rører noget i én, minder én om noget vigtigt eller rykker ved noget i éns opfattelse af virkeligheden. Denne læseoplevelse har gjort alle tre ting for mig.

Jeg har verdens sejeste bogholder.

Den slagne vej
rummer ingen fristelser

Jeg længes efter at vælge forkert
og mærke resultatet smelte under mig

Tage voldsomt felj
forlise
og starte forfra
uden at være blevet klogere
kun vådere og koldere 

Stable en ny mig på benene
uden at kunne huske andet
end et navn

– Mangelsymptom, Uden videre, 2015

Kilder: Fyens.dk, baidel.dk, Blogdahl.

Læs også: Flyvefærdig: Ny bog sætter fokus på pressede unge