Læs også:

Close

Anmeldelse: Lola Baidels digtsamling “Uden videre”

Kultur, Mit liv  | 
Det synes redaktionen: 5

Mere end 30 år efter, at hun sidst udgav en digtsamling, er Lola Baidel tilbage med bogudgivelsen “Uden videre”

Lola Baidel er min bogholder. Men Lola Baidel er også en af mine yndlingsdigtere. Det er over 30 år siden, at hun sidst udgav en digtsamling, selv om hun solgte hundredetusindvis af bøger og hendes læsere elskede hende.

Om Lola Baidel

  • Lola Baidel er født i 1951 og debuterede som digter i 1977.
  • Hendes forfatterskab kredser om det at være kvinde og hendes oplevelse af verden, mænd og samfundet.
  • I 1984 trak Lola Baidel sig tilbage fra det litterære rampelys og etablerede sig i stedet som bogholder og coach.
  • I 1990 blev hun enlig mor til datteren Clara og vendte i 1997 tilbage med selvhjælpsbogen “Du kan sagtens klare dig uden en mand – men ikke uden en vaskemaskine”.
  • Nu er hun tilbage med digtsamlingen “Uden videre”, som jeg gnavede mig igennem på en time. Jeg kunne ikke lægge den fra mig – eller, som Peter Dyreborg har udtrykt det, digtene ville bare læses:

    – Hendes styrke har altid været, at hun kunne skrive digte, som ville læses. Og hun kan stadig skrive digte, som vil læses. Uden videre.

    Rammende ærlig poesi

    Lola Baidels tidlige digte er især præget af sensualitet, længsel og en underliggende skrøbelighed, som kvinder kan nikke genkendende til på tværs af ståsteder og årtier.

    Det er derfor, at hendes digte fra 70’erne og 80’erne stadig holder, for vi danske kvinder har i det store og hele de samme kærlighedsproblemer i dag som for 30 (eller 50) år siden.

    Asger Schnack har ytret, at “hendes stil er fotografisk præcis, men får også røntgenbilledets nuancer med”, og det synes jeg faktisk er en spot-on beskrivelse af det, Lola kan.

    Hun skriver ikke højpandet og abstrakt lyrik, som vil dissekeres og analyseres til ukendelighed; hun skriver umiddelbar og ærlig poesi uden omsvøb, som rammer direkte plet i det inderste.

    Det er det, der betød, at læserne i sin tid tog hende til sig og holdt hendes ord nær, selv når anmelderne var lunkne.

    Dagene glider imod mig
    flager af hensigter
    slås løs
    og skaber ubeskyttede brudflader
    Den åbenlyse
    mangel på titler
    rasler ildevarslende
    Fraværet
    af mål og retning
    og ethvert kendskab dertil
    Afdækkes
    Dagene sover igennem
    ingenting vågner
    Meningen med det hele
    lister ydmygt omkring
    uden at gøre sig bemærket
    Dagene der gik til, Uden videre, 2015

    Jeg er ikke vred

    Men inden i mig
    er der små
    blomster
    der forundres
    og fortvivler
    og dør

    Så jeg må luge dagligt
    for at holde bitterheden nede

    – Du skal passe din have, 1979

    Et opgør med tidens oplevelsesfiksering

    Lola Baidels nye digte bærer præg af en afklarethed, som virker både skræmmende og betryggende. Skræmmende i sin sandhed og betryggende i forsikringen om ikke at stå alene med hverken de store eller små følelser.

    Jeg tog mig selv i at sidde at nikke og storsmile af overraskelse over at læse så mange af mine egne betragtninger på vers. I at føle et søsterbånd til denne her kvinde. Til alle kvinder egentlig.

    Rigtig mange af digtene fik jeg lyst til at læse højt. Flere gange. Så det gjorde jeg. Nogle af dem tog jeg billeder af med mobilen og sendte til mine veninder. Det gjorde jeg, fordi de ramte mig, og det gjorde de, fordi jeg genkendte mig selv på godt og ondt. Mest på ondt i relation til at have for travlt – til at haste afsted efter … Noget.

    Når vi har tid
    skynder vi os at planlægge
    så vi ikke længere
    har tid
    til noget
    som måske er mere givende
    end det vi aftalte

    Men nu er det aftalt

    Så har vi styr på det
    kan fremvise en fuld kalender

    Beviset på
    at vi er travle og spændende mennesker

    Vi ved
    præcis
    hvad der skal ske
    hvornår

    Hvor kedsommeligt

    Kedsomhed, Uden Videre, 2015

    Til Fyens Stifttidende kalder hun vores tid for oplevelsesfikseret:

    – Oplevelser er ikke lig med lykke. Tænk på nytårsaften. Alle ræser forventningsfulde til fest, for nu skal alt være så fantastisk. Og så spiser og drikker man for meget, og det ender altid med, at man skidefryser, mens man venter på en taxa.

    – Og hvordan kan man opleve noget som helst, når alt er planlagt på forhånd? De særligt gode oplevelser er uplanlagte. De opstår i glimt.

    Spørger du mig, er de bedste oplevelser også dem, der rører noget i én, minder én om noget vigtigt eller rykker ved noget i éns opfattelse af virkeligheden. Denne læseoplevelse har gjort alle tre ting for mig.

    Jeg har verdens sejeste bogholder.

    Den slagne vej
    rummer ingen fristelser

    Jeg længes efter at vælge forkert
    og mærke resultatet smelte under mig

    Tage voldsomt felj
    forlise
    og starte forfra
    uden at være blevet klogere
    kun vådere og koldere 

    Stable en ny mig på benene
    uden at kunne huske andet
    end et navn

    – Mangelsymptom, Uden videre, 2015

    Kilder: Fyens.dk, baidel.dk, Blogdahl.

    Læs også: Flyvefærdig: Ny bog sætter fokus på pressede unge

    mydailyspace-facebook-logo-400x331

    · Mere fra samme kategori ·