Bank-Barbie og gagballs – anmeldelse af bogen Verdens Heldigste Kvinde

Verdens Heldigste Kvinde af Jessica Knoll handler om Ani FaNelli, der forsøger at kæmpe sig ud af “pøbelhullet” og blive trofækone i New Yorks overklasse – men et traume truer med at ødelægge alt det, hun har opnået

28-årige Ani FaNelli lever udadtil en 24-karats jetsettilværelse med få stoppesteder.

Bevæbnet med sæsonens mest minimalistiske Helmut Lang-kjole og knæhøje kernelæderstøvler fra Balenciaga ligner hun et naturligt kultmedlem af Upper East Side-Size Zero-trofækonerne i New Yorks bourgeoisi-miljø, og her er intet tilfældigt – ej heller kærligheden.

Ani FaNelli deler Manhattan-adresse med sin forlovede, Luke –en følelsesmæssig afstumpet bankmand – og deres bryllup står til at skulle afholdes om et lille års tid, hvor Ani dermed vil have giftet sig ind i en større familieformue.

Tiden indtil da bruger hun på at skrive sexklummer for et hipt kvindemagasin, sippe Chablis fra krystalglas og på at finde ugens nyeste sultemetode for at kunne få alle organer klemt ned i hvide, lavtaljede Roberto Cavalli-jeans. Men, som de fleste ved, så er der bag enhver kvindes nye profilfoto 47 kasserede selfies med dårlig belysning og dobbelthage, og bag Anis facade gemmer der sig også mere end en omgang teenageacne.

En mørk hemmelighed fra hendes ungdomsår truer med at forpurre hele molevitten, da Ani bliver plaget af tiltagende flashbacks, mareridt og personer fra fortiden uden situationsfornemmelse, som belejligt skifter karriere fra gymnasielærer til Hedge Fund-manager, og nu kan konfrontere hende med fortiden på hendes eget territorium.

Ani står overfor en vigtig skillevej: Skal hun kæmpe for at bevare hemmeligheden og sit hidtil uspolerede image, eller er det på tide at stå ved det liv, hun levede, før hun besluttede sig for at iscenesætte sig selv på ny?

En daggammel leverpostej blandt patéer

Verdens Heldigste Kvinde er skrevet af journalisten Jessica Knoll, der tidligere har arbejdet på Cosmopolitan og The New York Magazine.

Det er hendes debutroman, og den kan bedst klassificeres som chick-lit med dystre undertoner.

Forsiden på romanen forsøger gennem en sort rose at lade læserne forstå, at Knolls roman er et mørkere univers end det, chick-lit normalt begår sig i, som for eksempel Shopaholic eller Bridget Jones-serien, og det er tydeligt, at der angiveligt gemmer sig noget barbarisk og voldsomt under al iscenesættelsen og sminken.

Den mørke hemmelighed, som jeg-fortælleren, Ani, gemmer på, annonceres allerede på bogens første side, men lader derefter vente på sig og bliver først introduceret efter over 100 siders læsning. Romanen er skrevet som en rammefortælling og skifter mellem kapitler omkring nutiden og fortiden, og forsøger hele vejen igennem at give et svar på, hvordan Ani er endt, som hun er.

Ani, hvis tidligere navn var Tifanni, forsøger at flygte fra sin fortid igennem et semikreativt navneskift, månedlige blonde affarvninger og sultekure, men kan alligevel ikke flygte fra sit eget hoved og minderne om sin opvækst, hvor hun som eneste lavere middelklasse-barn gik på en privat overklasseskole, og hvor iscenesættelsen af Ani nok for alvor begyndte.

Minderne om tiden på gymnasiet presser sig på, og det sætter hende i et dilemma, da hun nu som 28-årig skal gøre op med det i forbindelse med et tilbud om at medvirke i en HBO-dokumentar, der skal handle om hemmeligheden. Hendes eget skuespil i et forsøg på at maskere, at hun blot er en dagsgammel leverpostej blandt patéer, forhindrer hende i at være ærlig – selv overfor sig selv.

Jeg bemærker, jeg kun har min Victoria’s Secret-top på

Knoll forsøger ikke at gøre Ani sympatisk i sine handlinger og tale, men igennem historien om sin tragiske fortid. Hun præsenteres som en beregnende, egocentreret og fordømmende kvinde, der vil gøre nærmest alt for at blive en del af et miljø, hvor hun ikke hører til.

Ani aflurer svigermors måde at hilse på, venindernes forsigtige tag på vinglassets stilk og kopierer og stjæler fra enhver identitet, som hun føler vil gavne hendes usynlige ansøgning om et livsvarigt medlemskort til Upper East Side-klubben. Der er ikke plads til varme følelser og venskab, og Ani selv har ikke mange kvaler, når det kommer til at få det, hun føler bør tilhøre hende.

Hendes indre kommentarspor bliver dog hurtigt trættende og monotont, da det primært drejer sig omkring andre kvinders udseende og ageren:

Mine øjne fulgte hendes ryg, da hun vendte sig om for at låse sit skab op.

Hun havde en lang, smal overkrop, der endte i brede hofter og en omfangsrig, men flad røv. Jeg kunne ikke beslutte mig for, hvad der var værre – at glide stille ind i livets efterår i mormorjeans eller at kæmpe imod med kroppen fuld af botox og sulten nagende hver eneste dag” (s. 52)

Detaljer såsom ”jeg bemærker, at jeg kun har min Victoria’s Secret-tanktop på” er strøet sporadisk udover de 390 sider, romanen fylder, og giver mig lyst til at springe flere kapitler over for at finde frem til, hvad det er, der plager den afmagrede Ani FaNelli så meget – for hvilken slags tanktop, hun sover i, og hvor mange centimeter hendes bukselinning poser ud er ikke begivenhedsrig læsning, men virker i stedet som regibemærkninger, der burde have haft en ordentlig omgang rettestreg inden udgivelsen.

Luke, den forlovede, bliver beskrevet som en mand uden indlevelsesevne, empati og humor, og et klap i røven under sex gør ham fysisk utilpas, mens Ani selv dagdrømmer henover kontorbordet om elektrochok i fissen og gagballs i munden, og deres forhold virker substansløst og forstillet. De passer ikke sammen, men heldigvis fylder forholdet til Luke meget lidt i romanen i forhold til, hvad man kunne forvente ud fra genrens normale fremgangsmåde, og det må man rose Knoll for at forsøge at gøre op med.

Sproget er til tider underholdende og originalt, for eksempel da en kvindelig bekendt skal beskrives og bliver præsenteret som ”Bank-Barbie”, og Knoll har godt styr på miljøet omkring karakterne og beskriver det i meget specifikke detaljer, hvilket gør det let for læseren at indleve sig i verdenen, selv hvis man aldrig har besøgt New York.

Det er måske også noget af det, der har gjort, at filmrettighederne til romanen allerede er blevet solgt til skuespillerinden og instruktøren Reese Witherspoon, som også er citeret på bogens forside, hvor hun udtaler, at ”det er sådan en af de bøger, man bare ikke kan lægge fra sig”, hvilket kan diskuteres, men nuvel, Witherspoon har nok ret i, at den vil egne sig bedre til Hollywood og deres amerikanske biografgængere, da historien til tider imiterer et filmmanuskript bedre end en roman.

Sort rose på forsiden eller ej, det har desværre ikke den ønskede effekt, og romanen bliver i stedet alt for fokuseret på de mange popkulturreferencer, klædningsbeskrivelser og den usympatiske og jævne protagonist, der ikke vækker nogen speciel interesse eller medlidenhed, da hun ikke bryder ud af forfatterens brug af alt for mange klicheer, som dækker hendes Ani FaNelli som en massiv kugledyne.

Bitchy og brødflov

Ani er, som man kan forvente, når man hører ord som jetset, New York og klummeskribent. Hun er en kælling, men en uinteressant en af slagsen.

Ikke at sige at usympatiske og amoralske karakterer ikke kan være interessante (se blot Brett Easton Willis “American Psycho” eller Nabokovs “Lolita”), men fordi det usympatiske i det her tilfælde nærmest virker utilsigtet og ikke specielt realistisk, og reel ondskab er der ikke at finde i hende.

Verdens Heldigste Kvinde vil fungere godt som strandlæsning til afbudsrejsen til Maldiverne, men leverer ikke den opreklamerede, mørke stemning som lovet.

Den godt bevarede hemmelighed bliver beskrevet meget hurtigt og overfladisk og fylder sølle halvanden side, og ellers er den negligeret til fordel for de føromtalte regibemærkninger omkring tøj og brede hofter, og det er en skam, for ideen bag er god nok, men udførelsen halter.

Knoll kunne have gjort både Ani FaNelli og historien om hendes skjulte og forpinte fortid langt mere levende og fængslende, men forfatteren benytter sig i stedet af de genkendelige og allerede overbrugte chick-lit klicheer om, hvordan kvinders indre liv og tanker forløber, og deltager samtidig i den lange tradition af internaliseret sexisme hos kvindelige forfattere, der ikke tør udfordre status quo og opfinde bedre og originale karakterer, der kan mærkes på et mere følelsesmæssigt plan gennem teksten.

Hævnelementet er nærmest ikke-eksisterende, og slet ikke i nærheden af at have samme makabre kaliber som “Gone Girl” af Gillian Flynn, som Knoll ellers er blevet sammenlignet med af sine egne redaktører og marketingsfolk.

Læs den, hvis du kan lide …

… milde krimier, young adult-genren og bitchy bank-Barbier, for Knoll er ikke en dårlig forfatter og Verdens Heldigste Kvinde har sine momenter af en slags spænding, hvor den lader læseren få et indblik i et ekstremt detaljeret univers af snobberi, hævntanker og manipulation.

Hvis du forestiller dig, at Sex and The City bedækkede Sara Blædel efter en våd nat i byen, så er Verdens Heldigste Kvinde deres glitrende bastardbarn.