Læs også:

Close

Anmeldelse: The Legend of Tarzan skal ses for det, den er

Det synes redaktionen: 3

Med en voldsomt veltrænet Tarzan, en selvstændig Jane, hæsblæsende action, vilde animationer, et lille strejf af Doctor Doolittle, en superskurk og Samuel L. Jackson som comic relief bliver fortællingen om abernes konge fortalt på ny i The Legend of Tarzan

Fortællingen om Tarzan stammer helt tilbage fra 1912, hvor forfatteren Edgar Rice Burroughs første gang fortalte om drengen, der blev adopteret af aber og opfostret i junglen i novellen Tarzan, Abernes Konge, og efterfølgende gjorde det til en bog i 1914.

Siden har forfatteren skrevet 25 efterfølgere til historien, og adskillige bøger af andre forfattere er blevet til, samt utallige udgaver i radio, tv, teater, tegneserier og ikke mindst på film, hvor den første var en stumfilm fra 1917.

Kort sagt: Historien om Tarzan er fortalt mere end én gang, så hvorfor fortælle den en gang til?

Tiden efter Tarzan

The Legend of Tarzan er det nyeste skud på stammen af eventyrfilm, der filmatiseres på ny enten fra tegnefilm til rigtig film, hvoraf Alice in Wonderland, Snow White and the Huntsman, Maleficent og Junglebogen kan nævnes.

Ligesom Junglebogen handler historien om Tarzan også om en lille dreng, der vokser op i junglen blandt vilde dyr. Men The Legend of Tarzan er ikke en klassiske remake af den gamle fortælling, den tager nemlig udgangspunkt i tiden efter den originale fortælling.

Filmen starter i London mange år efter, at Tarzan fik sin Jane og rejste fra Afrikas jungle for at leve et adeligt og civiliseret liv som John Clayton III, Lord Greystoke.

Det britiske parlament er interesseret i at gøre forretninger med den belgiske konge, der besidder store dele af Afrika. Med en fortid som abernes konge er John Clayton a.k.a. Afrikas Søn, inviteret tilbage til Congo som det britiske parlaments handelsattaché.

Men den unge, adelige mand ved ikke, at hans fortid er ved at indhente ham, og at han bliver lokket ind i et dødsensfarligt spil om grådighed og hævn, udtænkt af den belgiske kaptajn, Leon Rom. Dog ved den onde kaptajn heller ikke, hvilke kræfter han slipper løs, når han går mod Tarzan.

Stjernespækket liste af skuespillere

Hovedrollen spilles af svenske Alexander Skarsgård (True Blood, Zoolander og Hidden) og hans store kærlighed Jane spilles af australske Margot Robbie (The Wolf of Wall Street og Suicide Squad).

Skarsgård gør det godt som flot, adelig mand, der forsøger at holde sin dyriske fortid skak, samtidig med at han prøver at opretholde sin noble dyder, lært i naturen, som en loyal, moralsk og pligtopfyldende mand i et civiliseret og samtidig bedragerisk samfund.

De to unge skuespillere har en fin kemi på lærredet og opfylder legenden om Tarzans udødelige kærlighed til sin kone til fulde.

Margot Robbie fremstiller Jane som en meget moderne, selvstændig, principfast og ikke mindst handlekraftig, moderne kvinde, og for en gangs skyld har den kvindelige hovedrolleindehaver mere tøj på end den mandlige gennem det meste af filmen.

Christoph Waltz (Inglorious Basterds, Water for Elephants, Django Unchained og Spectre) er som altid overbevisende som superskurk med en eksotisk (læs tysk/østrigsk) accent, og deler rollen med Djimon Honsou (Blood Diamond, Gladiator og Guardians of the Galaxy), der gør det som hævntørstig stammeleder.

Samuel L. Jackson (Pulp Fiction, Hateful Eight og Django Unchained) spiller en amerikaner med løse pistoler og rappe replikker med en interesse for slavehandlen i Afrika. Den garvede skuespiller gør det godt som comic relief i en atypisk birolle.

Dus med dyrene

De vilde afrikanske dyr spiller selvfølgelig en rolle i filmen, og det er lige før, at der går lidt Doctor Doolittle i fortællingen, når Tarzan nikker kærlige skaller til løvinder på savannen. Heldigvis kan ingen af dyrene rent faktisk tale, hvilket passer fint til historien.

Gorillaerne som adopterede legenden spiller også en markant rolle, og hvis du tror, at de er lige så søde som i Disneys tegnefilmsversion af fortællingen, kan du godt tro om igen: Der bliver ikke sparet på effekterne, når Tarzan slås med sin gorillabror, får bank af sin gorillafar, eller når flokken svinger sig i lianerne, og helten sender sit karakteristiske brøl ud over junglen.

Alexander Skarsgård og Margot Robbie gør det godt som Tarzan og Jane. (Foto: Polfoto)
Alexander Skarsgård og Margot Robbie gør det godt som Tarzan og Jane. (Foto: Polfoto)

Fortjener et kig

The Legend of Tarzan er et actioneventyr, der forsøger at fortolke den klassiske fortælling på ny. Samtidig forsøger den at sætte spot på udnyttelsen af det afrikanske kontinent, slavehandel og kolonialisme.

På en time og 49 minutter er det lidt for meget at gabe over. Men tager man The Legend of Tarzan for det, den primært er – en action-adventure-film – fungerer den ganske glimrende.

Til tider virker Alexander Skarsgård dog lidt for pæn som Tarzan, og det virker til, at de engelske te-selskaber alligevel har hevet lidt for meget af junglen ud af den unge mand. For eksempel er hans accent og ordforråd ret urealistiske.

Til gengæld virker Margot Robbies Jane til at have det som en fisk i vandet, og til tider er hun næsten mere overbevisende som junglebarn end hendes mand.

Ikke desto mindre er man godt underholdt gennem hele filmen, der tager sig ganske godt ud på det store lærred med fuld skrald på kærlighed, stunts, grin, action, smukke scenerier og ikke mindst veltrænede, bare overkroppe.

Se den med dine veninder, dine søskende eller på en date.

 

Spilletid: 1 time 49 minutter
Originaltitel: The Legend of Tarzan
Premieredato: torsdag d. 14. jul. 2016
Censur: Tilladt for børn over 11 år

mydailyspace-facebook-logo-400x331

 

· Mere fra samme kategori ·