
20-årig kvinde død på Roskilde
Opdateret: En 20-årig kvinde er død på Roskilde Festivalen. Hun blev kørt på hospitalet, men hendes liv stod ikke til at redde
Klokken 02.14 i nat blev en ung kvinde kørt på hospitalet fra teltpladsen på Roskilde Festival med vejrtrækningsproblemer.
Hun afgik ved døden efter ankomsten på hospitalet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Det var kvindens veninde, der delte telt med den 20-årige, der opdagede, at kvinden havde problemer med at trække vejret.
Sammen med andre fik veninden den 20-årige ud af teltet, hvor man gik i gang med førstehjælp.
Derefter blev den 20-årige kørt på hospitalet, men selv om hun kom under behandling, var hendes liv til ikke til at redde.
– Vi er i fuld gang med de tekniske undersøgelser på stedet. Og så afhører vi også de personer, der har været omkring kvinden, for at finde ud af, om de kan kaste noget lys over, hvad der er sket, siger Carsten Andersen, som er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.
Politiet er igang med at undersøge teltområdet, hvor kvinden sov, og dødsårsagen er endnu ikke kendt.
Politiet oplyser dog, at alt tyder på, at dødsfaldet er et enkeltstående tilfælde og altså ikke er forårsaget af noget, der kan være til fare for de andre gæster.
Kvinden kom fra København og alle pårørende er underrettet.
Opdateret klokken 10.37 med vurderingen af eventuel fare for andre festivalgæster.
Ung kvinde afgået ved døden på Roskilde Festivalen #politidk #rf16 https://t.co/e4Mu6vrrEw pic.twitter.com/Krw9SNdWmy
— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) 2. juli 2016