
MY DAILY NEWS: 5. juli 2016
MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i verden
Debattør og provokatør Mads Holger er død
Mads Holger er død, 38 år gammel. Det skriver Politiken.
Mads Holger kan skrive mange titler på CV’et – forfatter, debattør, radiovært, kronikør, blogger og fast del af hovedstadens kulturliv.
Familien har oplyst til Politiken, at Mads Holger valgte at tage sit eget liv i familiens sommerhus på Sydfyn. Han efterlader sig sin kæreste, mor, to mostre og en søster.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, vi alle kan få i livet.
Hos Livslinien kan du alle dage klokken 11-04 få en rådgivende samtale. Du kan være anonym. Ring 70 201 201 eller besøg www.livslinien.dk

Islandske fodboldhelte modtaget med vikingeklap i Reykjavik
Island tog hele Europa med storm, da det lille land mod nord fik slået den ene modstander efter den anden i dette års EM i fodbold.
Især Islands sejr over England gav nationen vinger, men desværre blev de stækket i den efterfølgende kamp, da Frankrig vandt kvartfinalen med 5-2.
Selv om sejren ikke kom i hus i år, er de islandske fodboldspillere nationalhelte nu. Omkring 10 procent af den islandske befolkning var med som støtte til kampene, og fansene gjorde sig især bemærket ved deres særlige vikingeråb – HÚ.
Den samme modtagelse fik det islandske landshold, da de vendte hjem til den islandske hovedstad Reykjavik. Se klippet her:
2.000 campister evakueret fra brand – flere danskere påvirket
Mere end 2.000 campister blev evakueret, da en brand udbrød på en campingplads tæt på Venedig i det nordøstlige Italien igår.
Flere hundrede danskere menes at være direkte påvirket af branden, og 30 af de 40 mobilehomes, der brændte ned, var beboet af danskere.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge italienske medier, er det en dansk familie, der ved et uheld fået antændt nogle gasflasker med et levende lys. Da det er en ulykke, er der ikke nogen, der er anholdt i sagen, men en dansk mand risikerer at skulle betale for skaderne.
– Jeg ved ikke, hvad årsagen til branden er, men vores eneste mål er at finde et sted til de mange evakuerede beboere. Derefter skal vi have repareret skaderne på det store område, der er blevet ramt, siger Stefano Scrignoli, der er manager på campingpladsen, til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet