
Hvilken bar skal jeg vælge?
Mange firmaer reklamerer med, at en bar er et godt mellemmåltid efter træning og også til måltidserstatning. Men fylder du dig i virkeligheden med sukker og alt for mange tomme kalorier?
Langt de fleste barer snyder os lidt, da vi oftest kan spise en almindelig chokoladebar, når man ser på det høje sukkerindhold. Så spiser du mange eller en enkelt proteinbarer i ny og næ, så læs nærmere her:
Protein er vigtigt for kroppens funktioner, heriblandt til opbygningen af muskler, og du får højst sandsynligt dækket dit behov for protein gennem din kost. Du har faktisk kun brug for 0,8-1,7 protein pr. legemsvægt, alt afhængigt at dit aktivitetsniveau.
Jeg kan give et eksempel: Jeg vejer 66 kg og træner tre til fem gange om ugen. I de uger, jeg træner mere, spiser jeg ekstra protein på cirka 1.2 g/legemsvægt, og hvis jeg træner tre gange om ugen, bliver det kun til 1 g/legemsvægt.
De fleste danskere får faktisk alt for meget protein, og jeg tror, det også skyldes, at vi ofte får det kastet i hovedet, at vi skal huske at spise nok protein, spise masser af skyr og så videre! Så hvis du ofte får; mælk, skyr, æg, hytteost, fjerkræ, fisk, kød, linser, kikærter, og jeg kunne blive ved, så skal du slet ikke bekymre dig!
Udover at protein er en vigtig del af vores kost, så fortæller de danske kostråd os, at vi maksimum må få 10 energiprocent fra tilsat sukker om dagen, og netop derfor er en sukkerfyldt bar ikke altid et godt valg. Disse 10 E%, får vi typisk fra vores normale kost, og vi kan nemt blive snydt til at vælge det ”sunde” brand, og hermed en bar fyldt med sukker og mange kalorier.
Hvis jeg stiller det op sort på hvidt, så kan man kigge på en bar fra Nutramino og sammenligne den med en almindelig chokoladeguldbar fra Toms, for forskellen er faktisk ikke særlig stor:
Nutramino:
– 270 kcal, 11 g fedt, 20 g protein, 25 g kulhydrat, 15 g sukkerarter
Toms:
– 250 kcal, 12 g fedt, 2 g protein, 34 g kulhydrat og 24 g sukkerarter
Indholdet er stort set det samme, men der er blot flere kalorier og protein i en bar fra Nutramino – noget gris, hvis du spørger mig, og du kan få langt mere for pengene med rigtig mad.
Baren findes alle steder
Proteinbarerne findes ikke kun nede i fitteren, men også i supermarkedet og i Matas, og mange køber en bar med hensigten om at opbygge muskler eller blive slank. Som sagt er problemet her, at der er et højt indhold af sukker og manglen på naturlige næringsstoffer, når du spiser en bar – og indimellem endda også bruger dem som erstatning for et rigtig måltid mad.
Bruger du en bar som måltidserstatning, så stop det med det samme ;). En bar kan nemlig ikke erstatte et rigtigt måltid, da du ikke får dækket behovet med komplekse kulhydrater, kostfibre, vitaminer, mineraler og sundt fedt.
Der findes dog nogle få proteinbarer, som overvejende er lavet på sunde råvarer som tørret frugt og nødder. Her skal du blot læse på bagsiden og se, om den for eksempel indeholder; tørret frugt, nødder, peanuts, mandler og honning, som peger i retning af et sundere produkt.

Men jeg træner ellers så hårdt?
Hvis du træner meget hårdt, så kan det være relevant med et proteintilskud, men jeg ville til hver en tid hellere vælge et rigtig måltid fremfor en bar. Dog behøver proteinerne ikke at komme fra barer, men de er en nem og effektiv løsning – især hvis du er på farten. Så hvis du vælger en bar, så hold øje med sukkerindholdet.
Men men men, det er altså først, når du er en hardcore træner, at du reelt har behov for mange ekstra proteiner. Løber du lidt og træner et par gange om ugen, gavner det ikke med et tilskud. Det vil blot være spild af kalorier og ende som fedt, da du ikke når at forbrænde det. Du kan derfor lige så godt tanke op med mere naturlige proteinkilder – for eksempel et stykke knækbrød med fedtfattigt pålæg, et æg eller en banan og et glas mælk. Disse fødevarer er også en del sundere, da de blandt andet indeholder vitaminer og mineraler, som en bar ikke kan erstatte.
Alt i alt: Spar på sukkeret, på pengene og hvis det er, fordi du virkelig har lyst til chokolade, så forkæl da dig selv ved at gå efter din lyst, og få din protein fra gode madvarer, hvor du også får dækket dine næringsindhold fuldt ud.