
MY DAILY NEWS: 21. juni 2016
MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i verden
Ung mand død efter koncert i Den Grå Hal
I sidste uge mistede en ung mand livet efter en koncert med det amerikanske punkband NOFX i Den Grå Hal på Christiania.
– Onsdag nat mistede en ung mand livet efter at have været til koncert i Den Grå Hal. Vi er selvfølgelig alle dybt berørt af ulykken, og vores tanker og følelser går i disse dage til familie, venner og efterladte. Flere frivillige i hallen kendte afdøde og beskriver ham som en glad fyr med gang i den og fuld af liv. At en så ung mand dør efter, hvad der skulle have været en glad aften, er tragisk og ulykkeligt, skriver Amager Bio og Den Grå Hal i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen fik den unge mand et ildebefindende og faldt bagover, da han stod i kø til garderoben efter koncerten. Han slår hovedet mod gulvet og mister kortvarigt bevidstheden.
Han får hurtigt hjælp og tilses af en gæst, der identificerer sig som læge. Der ringes 112, og Alarmcentralen vurderer ikke, at der er behov for at sende en ambulance, da manden allerede er i bedring. Det aftales, at der skal ringes til alarmcentralen igen, hvis den unge mand bliver dårlig.
I de følgende tre kvarter er der opsyn med den unge mand, der til sidst føler sig klar nok til at tage hjem, hvor han forsikrer de tilstedeværende, at der er venner til at tage sig af ham.
Ifølge pressemeddelelsen tager den unge mand direkte hjem og går i seng, hvor han sover ind i løbet af natten.
Amager Bio og Den Grå Hal
Opdateret den 22. juni 2016: Uenighed om forløbet ved ung mands død efter koncert i Den Grå Hal.

Studenter kræver luksusvogne
Når dette års studenter skal ud at fejre deres huer med vognkørsel, er det i en noget mere opgraderet udgave, end tidligere generationer har været vant til. Det skriver DR Østjylland.
Studenterne er nemlig blevet mere kræsne og stiller i stigende grad krav til de biler, der skal køre dem rundt på den store dag.
– Vi opgraderer vores vognpark kraftigt. Vi tilbyder i dag vogne med polstrede bænke. Der er køleskab ombord, kæmpe anlæg og specialsyede presenninger. Så der mangler ikke noget til vores studenter, når de træder op i vores lad, fortæller Christian Lykke, ejer af Dansk Studenterkørsel.
Det koster fra 10.000 kroner og opefter at lege en lastbil til studenterkørslen, og prisen for denne luksus er ikke et problem for de unge.
– Vi oplever meget tit, at der ikke bliver sparet på noget på denne dag. Det er én gang i livet, man får den her mulighed. Den skal have fuld skrue – og det får den altså også, siger Christian Lykke til DR Østjylland.
DR Østjylland

Ung brite ville dræbe Donald Trump
En 20-årig brite havde sat sig for at slå den republikanske præsidentkandidat Donald Trump ihjel.
Drabsforsøget skulle være foregået ved et vælgermøde i Nevada, hvor den unge mand forsøgte at tilkæmpe sig en pistol fra en politibetjent. Det lykkedes ham dog ikke, og han blev overmandet på mødet.
Det skriver Daily Mail.
Den unge mand, Michael Sandford, er britisk statsborger og havde ikke tilladelse til at opholde sig i USA. Han har selv fortalt, at han har planlagt drabet på Trump gennem det sidste år.
Daily Mail

Bombeforskrækkelse i Bruxelles var falsk alarm
Indkøbscenteret City 2 i Bruxelles blev evakueret efter en mand ringede til belgisk politi og truede med at sprænge sig selv i luften.
Det skriver BBC.
Politiet spærrede området af, og kort efter blev manden anholdt.
Heldigvis havde han ikke en rigtig bombe på sig, men havde lavet en attrap, der lignede et bombebælte.
Manden er nu ved at blive afhørt.
BBC
