Læs også:

Close

Klumme: Mit fejlslagne liv (ifølge mit 17-årige jeg)

Mit liv  | 

MY DAILY SPACEs egen Josephine punkterer dine forventninger til det perfekte liv i sin egen personlige beretning

Det er sjovt, hvordan livet udfolder sig, ikke?

Jeg har reflekteret lidt over, at jeg fyldte 27 i januar. Sluttyverne. Kan du høre den dystre, melodiske nedgang i mit livs soundtrack?

17-årige Josephine forestillede sig, at jeg på nuværende tidspunkt lavede et eller andet “corporate”. Indsæt her en kavalkade af silkeskjorter, pencil skirts, kitten heels og carry-ons ind og ud af lufthavne og taxaer.

Hun forestillede sig, at jeg efter endt arbejdsdag ville smide nøglerne til min Mercedes-firehjulstrækker i Chanel-tasken, som jeg senere ville smide henslængt i min Arne Jacobsen-designede lænestol. At jeg ville samle min mands habitjakke op fra Eilersen-sofaen og hænge den ind i vores velorganiserede walk-in-closet og skænke ham et glas Châteuneuf-du-Pape fra 2007 og tale om vores spændende corporate liv, mens vi ville se ud over Københavns tage og vente på, at et eller andet lækkert simrede færdigt i ovnen. Måske ville vi tale om et selskab, vi var inviteret til. Eller vores næste ferie til Maldiverne. Eller om den lille baby i min mave, som man lige akkurat kunne begynde at ane. Det kunne være, at en af os ville tage et vigtigt, corporate telefonopkald undervejs, og at vi ville smile indforstået til hinanden, mens der blev hældt branche-lingo i røret og stampet symbolsk i gulvet.

Så. 17-årige Josephine ville være svært skuffet over virkelighedens 27-årige Josephine; butiksejeren som bor i en lille 2’er på Amager med sin hund. Som går mere i Birkenstocks end quiltede ballerinaer og handler mere på DBA end i Illums Bolighus. Som ganske vist drikker Châteuneuf-du-Pape og har en Chanel-taske og lækre ting simrende i ovnen … Men hvad gik der lige galt i forhold til resten?

Ingenting.

Ingenting gik galt. Og det synes jeg er rigtig vigtigt for vores generation af unge kvinder – og mænd – at forstå. Vi er okay. Du er okay. Det er okay. Det er okay, at vi skifter mening og kurs. At vi regulerer vores mål og drømme og forestillinger, efterhånden som livet lærer os, at vi sgu ikke altid har ret til at starte med. At CBS eller jurastudiet eller whatever ikke var det rigtige valg, når det kom til stykket. At drømmefyren viste sig at være en narrøv. At tid pludselig blev mere værd end penge. At glæde kom til at vægte højere end prestige. At det blev vigtigere at leve sit eget end mors og fars liv.

Ingenting gik galt

Om du har valgt – eller kommer til at vælge eller fravælge – vej X, Y eller Z er fuldstændig bedøvende ligegyldigt, så længe det ikke bliver på bekostning af din livskvalitet. Så længe det betyder, at du ikke skal stå op klokken 5:30 som B-menneske eller knokle til klokken 21 som A-menneske. At du glæder dig til dagen, når du står op, og at du glæder dig til morgendagen, når du går i seng. At du glæder dig over øjeblikket, mens det er der.

Måske lever du fuldstændig op til dit yngre jegs forventninger – måske har du langt overgået dem. Måske er og har du hele tiden været lykkelig i processen. I så fald bifalder jeg dig! Hvor jeg dog under dig dét. Men sidder du eller din søster eller din veninde med en lille øv-følelse eller en lille skuffelse eller en lille fortrydelse, så husk lige, at det altså kun er dig (eller hende) selv, der kan vende skuden. Og at det aldrig er for sent at gøre noget andet. Passer skoen ikke, så prøv da for pokker et andet par! Forskerne forventer, at vi bliver over 100 år gamle. Der er masser af tid.

Sluttyverne

Er det meningen, at jeg skal begynde at stresse nu – eller hvad? Det nægter jeg altså. Der er masser af tid. Der er masser af tid. Skal vi lige tage den én gang til: Der er masser af tid til at glædes og grine og falde og rejse sig igen.

Så hvad er mine forventninger til 37-årige Josephine?

Ingenting.

For jeg er ikke 17-årige Josephine længere. Jeg tror faktisk ikke, at vi ville være enige om særlig meget andet end 1) at Borat er sjov, 2) at vi burde have haft krøller, og 3) at Heath Ledger er (var) en steg.

Jeg har ingen forventninger til Josephine om 10 år. Jeg har intet tænkt scenarie eller nogen fikseret forestilling. Jeg håber, at hun er lykkelig. Og jeg håber, at hun er rolig og afklaret, og at hun er sund og rask. Men jeg forventer ikke noget af hende. Hverken når det kommer til mand, børn, job eller coolness factor.

Måske skænker hun manden i sit liv et glas Châteuneuf-du-Pape, mens de taler om dagen, der er gået. Måske skænker hun sig selv en kop earl grey, mens hun læser en digtsamling og lytter til hunden, der snorker fra den anden ende af sofaen. Måske skænker hun sin datter et glas vand, mens de taler om, hvorfor piger ikke har en tissemand. Måske ikke.

Gud, hvor kan jeg ikke tage mig af noget, jeg ikke har nogen jordisk chance for at forudse alligevel. Gud, hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke kan forudse det.

Gud, hvor er det egentlig en rar indsigt at skrive sig frem til.

 

 

Læs også: Klumme: Sundhed er en helhed

 

mydailyspace-facebook-logo

· Mere fra samme kategori ·