
Pernille blev student mod alle odds
Pernille voksede op med vold, incest og druk. For fem år siden troede Pernille ikke, at hun kunne blive mere end kontanthjælpsmodtager, men hun trodsede sin egen tvivl, og i dag får hun sin studenterhue
Med en opvækst i et hjem, hvor Pernille blev udsat for incest og vold fra sin far og sin mors alkoholmisbrug, var en studentereksamen ikke det, der umiddelbart stod i Pernilles kort.
Alligevel får Pernille sin hue i dag, når hun består sin sidste HF-eksamen.
– Det er ret stort, at jeg er blevet student. Det har taget mig mange år at komme dertil, hvor jeg er i dag, siger hun.
Læs også: Forældres fuldskab bekymrer studenter
Stigende antal unge ringer om misbrugTUBA hjælper unge, der er vokset op i familier med misbrugsproblemer. Og det er ikke kun studenter, der ringer for at få hjælp og rådgivning.
Antallet af børn og unge, der henvender sig til TUBA er nemlig steget voldsomt de seneste år. Bare i 2015 skete der en stigning på 29 procent i henvendelser i forhold til 2014.
Det svarer til, at der er seks børn og unge, der ringer til TUBA og beder om hjælp dagligt.
En befolkningsundersøgelse om passiv druk blandt unge voksne mellem 18 og 34 år fra 2010 viste, at hver femte unge i alderen 18-34 år mente, at deres forældres alkoholforbrug stort set altid eller af og til var et problem i opvæksten.
Ville ikke kontanthjælp
Da Pernille startede i TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere) for fem år siden, havde hun ingen planer om at starte en uddannelse.
– Jeg kom med den indstilling, at jeg ikke skulle starte i skole. Jeg var på kontanthjælp og tænkte, at jeg nok skulle være på det resten af mit liv. Det var tryggest for mig, fortæller Pernille.
Alligevel var der et ønske om at få en uddannelse.
– Drømmen har jo altid været der. Nu har jeg også to børn, så jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville være noget for dem.
Sammen med terapeuten i TUBA fandt Pernille nogle redskaber til at komme frem i livet.
– Stille og roligt fik jeg noget selvværd. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne, og at nu skulle jeg til at komme i gang.
Alkoholen var hverdag
Trods Pernilles hårde opvækst var det først, da hun kom i TUBA, det gik op for hende, at hendes mor havde et alkoholmisbrug, og at det gik ud over Pernille og hendes tre søskende.
– Det har altid været en del af vores familie. Det har været en del af hverdagen og weekenderne. Da jeg startede i TUBA, følte jeg egentlig, at jeg snød, fordi TUBA var for børn og unge med forældre med alkoholmisbrug. Jeg kom egentlig for at tale om min fars vold og incest, og så brugte jeg min mors alkoholmisbrug som en vej ind i varmen, siger Pernille.

– Men så fandt jeg jo ud af i terapien, at min mor ikke har været der – at hun har svigtet. Hun har aldrig støttet os i skolen, vores fritid eller noget som helst andet. Hun har aldrig sat sig ned og snakket med os og interesseret sig for vores hverdag. Når vi kom hjem fra skole, skulle vi sørge for, at der var pænt til hun kom hjem fra arbejde. Når der endelig var tid til, at vi skulle lave lektier eller være sammen med vores venner, var vi alt for trætte.
Læs også: – Jeg håber ikke, at min far kommer, når jeg skal have hue på.
Ville ikke fejres
For fire år siden droppede Pernille kontakten med sin mor. Pernille har heller ikke fortalt hende, at hun har taget en studentereksamen.
– Der er noget i mig, der gerne vil sige til min mor: “Prøv lige at se, hvor meget jeg har opnået”. Selv om jeg godt kan mærke, at jeg har behov for at fortælle hende det, så ved jeg også godt, at det skal jeg ikke.
Pernille har heller ikke tænkt, at hendes studentereksamen var noget særligt.
– Jeg kæmper stadig med mit selvværd. Uanset hvad, vil den lille stemme altid være der og sige, at jeg ikke skal vise mig for meget frem, så god er du heller ikke, alle andre kan også klare det. Det dårlige selvværd, der fortæller mig, at jeg ikke kan noget. Nu har jeg skubbet det væk og købt en hue. Den har jeg ikke rigtig lyst til at have på. Kun lige når jeg kommer ud. Det med at fejre mig selv er meget grænseoverskridende, fortæller Pernille.
Familien er stolt
Heldigvis var Pernille nærmeste uenige i, at huen var en lille ting. Derfor er hendes søskende og veninde gået sammen om at arrangere noget for studenten.
– Familien er meget stolt af mig. Jeg tror også, det er, fordi jeg viser andre, at jeg godt kan. Det siger familien jo, at de har vidst hele tiden. De har støttet mig 100 procent gennem det hele, fortæller Pernille.
Hun er nu begyndt at glæde sig.
– Jeg gik ind i det med meget lidt håb, men samtidig tænkte jeg, at det skulle jeg nok klare. Jeg har lært, at det er okay at fejle, jeg har fået et større ordforråd, er blevet mere selvbevidst og målbevidst. Så det bliver en stor dag. Jeg tror også, den bliver meget følelsesladet, for der går det nok op for mig, hvad det reelt er, jeg har opnået, vurderer Pernille.
Efter sommerferien skal Pernille læse videre som sygeplejerske.
Vil du gerne have hjælp eller kender du en, der kunne have brug for det, er det muligt at henvende sig anonymt til TUBA. Du kan finde information og telefonnumre her, eller besøg TUBA på deres Facebook-side.