Læs også:

Close

#AlternativtInterview – derfor gik nettet amok over Clement og Uffe

Et interview mellem Clement Kjersgaard og Uffe Elbæk har fået det danske internetland til at gå i selvsving. Men hvorfor er et kritisk interview med en politiker så interessant? MY DAILY SPACE giver dig svaret

Et interview med tv-værten Clement Kjersgaard og formanden for Alternativet, Uffe Elbæk, har sat gang i den politiske debat i det ganske land, hvor det danske internet nærmest kortsluttede sig selv kort efter med analyser, kritik, satirevideoer og meget mere.

Men hvad går alle helt amok over? MY DAILY SPACE giver dig overblikket:

Den 29. maj bringer DR programmet Vi ses hos Clement, hvor DR-værten Clement Kjersgaard interviewer Alternativets formand Uffe Elbæk.

Du kan se programmet her:

I løbet af de lidt over tyve minutter, Clement Kjersgaard interviewer Uffe Elbæk, udvikler debatten sig mere og mere mellem de to herrer, imens de taler om udlændingepolitik.

Flere gange stiller Clement Kjersgaard spørgsmål, hvor han kræver klare svar fra Uffe Elbæk, men afbryder politikeren ad flere omgange, og det påpeger Uffe Elbæk til sidst cirka 13 minutter inde:

– Det er et meget specielt interview det her. Jeg vil gerne svare på dine spørgsmål, men …, siger Uffe Elbæk inden Clement Kjersgaard afbryder og svarer:

– Det tror jeg ikke, du vil.

Læs også:#Panama-papers og deres rolle i Islands statsministers afgang fra politik

Politikere boycotter Clement

Interviewet med Clement Kjersgaard er optaget fredag aften, men vises først søndag. Det er meningen, at Uffe Elbæk skal deltage i et endnu et DR-program – Deadline på DR2 – der vises søndag aften, efter en weekend med Alternativets første årsmøde.

Men Uffe Elbæk melder afbud til interviewet og skriver et Facebook-opslag på sin væg:

– 30 sekunder inde i interviewet med Clement var jeg klar over, at uanset hvad jeg svarede, var der lagt en struktur ned over de spørgsmål, jeg fik, der kun drev samtalen et sted hen. Et sted, Clement vidste, hvor var, men som jeg kun kunne gætte på, hvor var. Kort sagt: Der var på intet tidspunkt i interviewet nogen form for oprigtig nysgerrighed fra journalisten, skriver Uffe Elbæk blandt andet på sin Facebook-side.

Efter interviewet med Uffe Elbæk, går justitsminister Søren Pind (V) ud og siger, at han har boycottet Clement Kjergaard-interviews:

Men den udmelding tager Clement Kjersgaard med ophøjet ro. I et interview med Ritzau fortæller han, hvordan han ser politikere og pressens roller i forhold til hinanden.

– Jeg har ikke kommunikation med justitsministeren. Det kan godt være, at det her kommer som et chok for offentligheden. Men generelt er det sådan, at politikerne ikke stiller ret meget op til sammenhænge, hvor de ved, at de bliver underkastet kritiske spørgsmål på et tidspunkt, hvor de ikke ønsker at besvare dem. De seneste 15 år har vi set, at politikere og partier bruger stadig større ressourcer på at kontrollere, hvordan de bliver interviewet, og hvordan det bliver viderebragt, siger han.

Clement Kjersgaard interviewes også af Politiken, hvor han fortæller sine regler for kritiske interviews, og fastholder sine metoder.

Læs også: Kronik: Forventer samfundet for meget af os?

Klynker Uffe, eller er Clement for meget?

Mandag morgen og ugen frem går bølgerne højt mellem de to fløje. En masse analytikere, offentlige personer, politikere og meningsdannere gav deres besyv med i sagen på Twitter under hashtagget #dkpol og på Facebook.

Satireprogrammet Selvsving lavede en alternativ version af interviewet, der udstillede skænderiet:

Og Politiko fik to forskere til at analysere interviewet ord for ord.

Der er dem, der mener, at Clement Kjersgaard giver politikerne det, de fortjener. Hårde og kontante spørgsmål, som de ikke kan tale uden om, og at Uffe Elbæk klynker. Og så er der dem, der mener, at værtens afbrydelser og teknik er alt for meget, at Clement Kjersgaard er selvfed, og at Uffe Elbæk aldrig fik lov til at svare på spørgsmålene.

Det er sagens kerne, og det internettet går amok over. For Clement Kjersgaard er kendt for en særlig interviewstil, der ofte lægger sig i den hårde genre, samtidig med at undersøgelser viser, at danskerne føler politikerlede, blandt andet fordi de ikke svarer på det, de bliver spurgt om.

Spørgsmålet, som diskussionen drejer sig om, er så, om Clement Kjersgaards metoder blotlægger politikere, der ikke vil svare klart på spørgsmålene? Eller blokerer Clement Kjersgaards interviewmetoder for, om politikerne nogensinde får lov til at svare ordentligt på spørgsmålene?

Siden det famøse interview har Uffe Elbæk deltaget i programmet Mennesker og Medier på DR1. Her virkede vreden til at være stilnet af:

– Umiddelbart så tror jeg, jeg ville sige ja. For jeg tror egentlig også, men det ved jeg selvfølgelig ikke, at Clement har tænkt over, hvordan det gik, siger han i programmet.

Selv om fejden måske er ovre, står spørgsmålet stadig tilbage:

Er mediernes metoder for grove? Eller er politikerne for gode til at undvige kritiske spørgsmål? Det sidste ord i den diskussion er nok ikke skrevet, talt eller råbt endnu. Hvad mener du?

 

mydailyspace-facebook-logo-400x331

· Mere fra samme kategori ·