
Pas på: Fupfirmaer leverer katastrofale kjoler
I takt med at flere handler tøj på nettet, er historierne om fupsider og katastrofale køb blevet flere. Nu advarer kvinder hinanden og deler billeder og erfaringer af deres katastrofale kjolekøb
Du støvsuger nettet tyndt for at finde den perfekte kjole til en kommende begivenhed, og du er endda så heldig at finde en, der med få klik og for næsten ingen penge kan blive din. Desværre bliver du bare alt andet end begejstret, da kjolen lander i din postkasse. Ikke nok med, at den sidder virkelig dårligt – den ligner overhovedet heller ikke kjolen fra salgssidens produktbilleder.
Lyder dette scenarium bekendt for dig? Så er du desværre ikke alene. Flere uheldige kvinder har haft negative oplevelser med udenlandske tøjsælgere på nettet, og i mange tilfælde er forskellen så ekstrem, at flere nu er begyndt at advare hinanden mod fupsider på nettet. På sider som Knock Off Nightmares og Scam Alert deler kvinder gyserhistorier, fejlkøb og forhandlere.
– I det mindste havde de sendt en kjole, der forsøgte at ligne det produkt, de solgte på siden. Tasken derimod – den lignede ikke engang den vare, jeg havde bestilt. Den var i et andet design, et andet materiale og havde mønster på, fortæller Simone Saron til MY DAILY SPACE.
Hun er en af de uheldige, danske kvinder, der har prøvet shoppinglykken på en udenlandsk side og ikke har fået det, hun betalte for. Du kan læse mere og se billeder fra Simones historie her.

Flere handler på nettet
Danskernes nethandel vokser med 10-15 procent om året. Dansk Erhverv vurderer, at danskerne bruger 21 mia. kr. på nethandel i 2020 – rejser, flybilletter, musik og film er ikke medregnet.Ifølge Dansk Statistik er billetter til kulturoplevelser og tøj det, unge danskere køber mest af på nettet.
Unge er de mest aktive netkøbere, og især udenlandske sider er populære at svinge dankortet på.
Sådan får du pengene tilbage fra nethandel
Selv om det oftest går fint med at købe på nettet, så kan det altså alligevel gå grueligt galt – især hvis sælger handler gennem en udenlandsk side. Dansk lov siger, at du kan klage over køb på nettet, hvis virksomheden er fast etableret i Danmark.
Har du derimod handlet i en webshop, der er etableret i eksempelvis Kina, kan det være sværere at klage. Skulle du få medhold i din klagesag, kan det også være svært at få en sælger på den anden side af kloden til at rette sig efter en afgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Men det betyder ikke, at det er helt umuligt at få pengene tilbage fra et forfejlet netkøb. Ofte kan charge back nemlig være den bedste mulighed for at få dine penge tilbage, hvis sælger ikke selv vil returnere pengene.
Charge back betyder, at du får din bank til at hente pengene tilbage. Det kan du eksempelvis, hvis du bestiller en vare, der ikke lever op til de specifikationer, virksomheden har reklameret med. Så kan den nemlig betragtes som en ikke-leveret vare, og så kan du kræve dine penge tilbage.

Tjek 5 ting, før du køber
Derudover er der flere ting, du kan holde øje med forud for dit indkøb:
- Er sproget rigtigt? Er det fyldt med stave- og grammatikfejl, er det sandsynligvis ikke en god side.
- Har virksomheden en adresse? Hvis der kun er en emailadresse tilknyttet, skal dine alarmklokker ringe.
- Tjek om siden er e-mærke-certificeret, og om mærket er ægte.
- Læs anmeldelser af siden på nettet.
- Tænk dig om. Hvis du ser en smuk gallakjole til 100 kr. og med gratis fragt, kan du være sikker på, at der er sparet på kvaliteten. Husk det gode gamle råd: Er noget for godt til at være sandt, er det det sandsynligvis også.
Har du fået købt det forkerte, eller vil du gerne vide, hvad dine rettigheder er, så har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en masse gode råd til dig her. Du kan læse mere om danskernes forbrug på Dansk Erhverv og Dansk Statistik.