Læs også:

Close

#PanamaPapers: Få adgang til papirerne i aften

Nyheder  | 

Panama-papirerne offentliggøres i aften, og det bliver muligt at se navnene på mere end de 200.000 selskaber, der har gemt penge i skattely

Søndag den 3. april 2016 begyndte sagen om de lækkede, hemmelige skattepapirer fra Panama at rulle – afsløringerne, der går under #PanamaPapers på de sociale medier.

Helt kort handler sagen om, at et advokatfirma i Panama har hjulpet en masse magtfulde og rige mennesker i flere lande med at skjule penge i Panama. I mange tilfælde har formålet været at undgå at betale skat af pengene og de indtægter, der er kanaliseret den vej, men der kan også være andre formål med at skjule formuerne.

Du kan få et hurtigt overblik over sagen her.

Er du nysgerrig efter at se, hvem der står i de omstridte Panama-papirer, så skal du ikke vente meget længere. Det internationale konsortium af undersøgende journalister, ICIJ, vil nemlig offentliggøre Panama-papirerne i aften klokken 20.00 dansk tid på denne side.

Det skriver ICIJ på deres hjemmeside.

Skatteskandale

Panama-lækket indeholder navnene på mere end 200.000 selskaber, der med hjælp fra advokatfirmaet Mossack Fonsecas har skjult penge i skattely.

Det internationale konsortium af undersøgende journalister vil ikke offentliggøre optegnelser af bankkonti, finansielle transaktioner, mails og andre korrespondancer, der indeholder oplysninger som pas og telefonnumre, men de har oprettet en database, hvor det vil være muligt at søge efter navne.

Informationerne, der offentliggøres, vil udelukkende være et udsnit af informationerne, som bliver udsendt i offentlighedens interesse.

I alt er 11,5 millioner dokumenter lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, der er et af verdens største udbydere af skattelyløsninger. 109 medier fra 76 lande har i dag fingre i papirerne. I Danmark er det Politiken og DR, der ligger inde med dem.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) opfordrede i midten af april DR til at udlevere de afslørende dokumenter til skattemyndighederne. Det har DR dog afvist.

En af de afslørede er Islands statsminister, som vi har skrevet mere om her.

De afslørende dokumenter går helt tilbage til advokatfirmaets etablering i 1977 og frem til udgangen af 2015.

Kilde: Ritzau

· Mere fra samme kategori ·