
Opskrift: Oldemors Kanelsnegle
Elsker du også kanelsnegle? Fjollet spørgsmål – selvfølgelig gør du det! Disse snegle er klistrede og med rigeligt fyld, lige som de skal være
De her kanelsnegle er de absolut bedste hjemmelavede af slagsen, jeg har smagt til dato. Det har måske noget at gøre med, at de vækker minder frem fra barndommen, hvor min far og jeg altid bagte kanelstang ud fra min oldemors opskrift.
Efter mine forældre blev skilt, flyttede jeg med min mor, som bare ikke kunne få stangen lige så god som min kære far. DOG kunne hun trods alt følge opskriften, og så lavede hun små snegle i muffinforme i stedet. De var mindst ligeså gode, så jeg slap heldigvis for en traumatisk barndom.
Jeg spiser normalt ret sundt og erstatter mange ting i bageopskrifter med lidt sundere ingredienser. Men ikke her. De skal bevares helt, som de er!
Du skal bruge
… til dejen:
– 50 g gær
– 2 dl lun mælk
– 100 g smeltet smør
– 2 spsk sukker
– 1 tsk kardemomme
– 1/2 tsk salt
– 1 sammenpisket æg
– 500 gram mel… til remoncen:
– 150 blødt smør
– 150 sukker
– 3.5 spsk kanel… til glasuren:
– Flormelis
– Kogt vand
Jeg fik 18 stk. ud af denne opskrift.
Fremgangsmåde:
- Start med at blande alle de våde ingredienser i en stor skål (evt. i en røremaskine), og tilsæt mel.
- Rør det hele sammen, og lad dejen hæve i 30 minutter.
- Nu skal du lave din remonce, som er fyldet i sneglene.
- Blød smøret op, og bland tingene med en gaffel (jeg endte med også at bruge hænderne).
- Sæt remoncen til side.
- Når dejen er hævet, rulles den ud med en kagerulle til en stor firkant. Den skal være cirka en halv centimeter tyk.
- Smør fyldet jøvnt på hele firkanten.
- Rul din dej sammen som en roulade og skær den i halvanden til to centimeter tykke skiver.
- Jeg plejer at bruge muffinsforme til mine, så de bliver lidt høje. Men hvis du ikke gør det, så mas dem lidt flade, og læg ni stk. pr. bageplade.
- Bag dem i ovnen i syv til 10 minutter. Jeg gav mine syv minutter, og de blev perfekte. Dejen var bagt, men stadig lidt blød indeni. Mums!
- Lav en glasur af kogt vand og flormelis, men pynt først sneglene, når de er kølet af. Og server!