
Undersøgelse viser, at mænd er creepy
Hvis du hele tiden har haft det på fornemmelsen, er her bevis på, at flere giver dig ret: 95 % svarer nemlig i en ny undersøgelse, at creepy personer højst sandsynligt er af det mandlige køn
Du har sikkert brugt ordet “creep” eller “creepy” flere gange, når du har beskrevet nogen, som var særligt skumle eller klamme, men betydningen har sjældent været så klar som nu. Knox College i staten Illinois har nemlig forsket i erfaringer og iagttagelser for at fastslå, hvad der betegnes som creepy karaktertræk.
Studiet er blevet offentliggjort under navnet On the nature of creepiness, og resultatet viser, at creepy ses som noget uberegneligt, der er en potentiel trussel. 1.341 personer fra forskellige lande har deltaget i undersøgelsen, og hele 95 % har svaret, at det er mere sandsynligt, at en creepy person er en mand end en kvinde.
– Kvinder var mere tilbøjelige til at tænke, at personen (som var creepy, red.) havde en form for seksuel interesse i dem, uddyber Frank McAndrew, der er professor i psykologi og har ledt forskningsprojektet, til Broadly.
Især klovne er creepy
Forsøgets deltagere, som har en gennemsnitsalder på 28, har blandt andet taget stilling til, hvilke professioner, der er mest creepy, så hvis du vil undgå det mærkat, skal du helst styre uden om arbejde som:
- Klovn
- Konservator
- Ejer af en sexbutik
Derudover er der også en bestemt slags adfærd, der gør dig creepy – nemlig hvis du er dårlig til at begå dig socialt. Det inkluderer:
- At stå for tæt på folk
- Ikke at kigge din samtalepartner i øjnene
- At spørge ind til detaljer i andres privatliv
- At have en psykisk sygdom
- At tale om dit eget privatliv
- At vise for mange eller for få følelser
- At være ældre
- At styre samtale ind på sex
Forskerne har også spurgt ind til udseende, men det spiller en meget lille rolle i bedømmelsen af en creepy person.
– Hvis folk har et meget usædvanligt udseende, så forstærker det de creepy vibes, de sender ud, men der er ingen specifikke fysiske træk, som vi kigger på og siger: “Aha! Et creep!”, fortæller Frank McAndrew.
Du har en creep-radar
Resultatet af studiet viser også, at mennesket gennem tiden har udviklet en creep-radar for at undgå fare. Det gælder både når du står over for personer og steder.
– Du bliver hyperfokuseret på at afkode situationen: “Er den her person en trussel eller ej?” Fordi det vil være virkelig pinligt, hvis du løber skrigende væk, og personen viser sig at være uskyldig, fortæller Frank McAndrew og fortsætter:
– På den anden side: Hvis du ikke løber skrigende væk, og vedkommende er skummel, så har du et andet problem. Vi er meget motiverede for at komme af med denne ubehagelige uklarhed.