
MY DAILY NEWS: 30. maj 2016
MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i verden
I juni fordobles antallet af unge, der bruger studydrugs
Rystende hænder, svedige håndflader og hamrende hjerter. Eksamenstiden er over tusindvis af gymnasieelever i hele landet, men for en lille andel bliver pulsen holdt kemisk i ro, skriver Metroxpress.
Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at forbruget af hjertemedicinen betablokker, som læger også udskriver mod svær eksamensangst, fordobles fra april til eksamensmåneden juni blandt 15-19-årige.
Undersøgelser har vist, at cirka hver 10. studerende bruger forskellige typer af studydrugs, og forbruget ser ud til at være lige så udbredt blandt gymnasieelever, mener forsker ved Københavns Universitet Nanna Cecilie H. Kongsholm.
– Forbruget af studydrugs vokser og vil vokse yderligere, for det er i stigende grad op til den enkelte at finde sine egne løsninger til at klare sig godt, siger hun og pointerer, at de unge prøver at behandle sig ud af en utilstrækkelighedsfølelse.
Formanden i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Veronika Ahrensbøll Schultz, genkender forbruget og peger på, at eksamen er blevet livsafgørende for gymnasieeleverne.
– Eksamen er med til at afgøre hele deres fremtid, og det gør forståeligt nok mange meget nervøse. Det hænger sammen med, at der er kommet flere og flere uddannelser, hvor der er krav om nogle utroligt høje snit, og derfor kan man ikke tillade sig at klare sig dårligt. Heller ikke bare i en enkelt eksamen.
Professor i etik Thomas Søbirk Petersen ser dog ikke noget problem i, at unge lægger kemisk låg på eksamensangsten.
– Det kan være en kattelem for at kunne præstere det, som de gerne vil, selv om de er meget nervøse.

Finansministeren indberettede ikke sekscifret støttebeløb
Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) valgkampagne har ifølge Politiken modtaget et sekscifret beløb fra en hemmelig erhvervsklub uden at opgive det til myndighederne, hvilket er i strid med partistøtteloven.
Afsløringen kommer i bogen “Skjulte penge”, der beskriver lobbyisme i dansk politik. I bogen oplyser formanden for klubben Liberalt Erhvervsforum, Jens Steglich-Petersen, at klubben årligt indsamler 150.000 til 200.000 kroner fra sine medlemmer. Han anslår, at klubben i forbindelse med folketingsvalgene i både 2011 og 2015 donerede i omegnen af 400.000 kroner til Venstre i Rudersdal, hvor Claus Hjort Frederiksen er opstillet.
Donationer over 20.000 kroner til politikere skal oplyses til myndighederne. Men ifølge bogen var Liberalt Erhvervsforum ikke nævnt i indberetningen for 2011 fra Venstre i Region Hovedstaden eller i Rudersdal. Indberetningen fra 2015 forelå ikke endnu.
Claus Hjort Frederiksens kredsformand, Gitte Rasmussen, kalder ifølge bogen fejlen for en “forglemmelse”. Claus Hjort Frederiksen har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen, men i en skriftlig kommentar til avisen hedder det:
– Jeg er glad for, at min kredsformand har sikret, at der nu er kommet styr på indberetningen, for formalia skal naturligvis være i orden. Jeg har jo heller ingen interesse i at skjule, hvis nogen ønsker at støtte kredsens arbejde.
Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har svært ved at tro på forklaringen om en forglemmelse.
– Det her er meget, meget simpelt. Hvis man får mere end 20.000 kroner, så skal man oplyse det. Alle – Claus Hjort Frederiksen, hans lokale partiforening, kassereren, formanden – alle, som beskæftiger sig med politik, kender de her regler, siger Roger Buch.

Kvindelig soldat voldtaget på dansk kaserne
Natten til fredag blev en kvindelig soldat voldtaget på Antvorskov Kaserne i Slagelse. Sagen undersøges af Forsvarets Auditørkorps, det særlige politikorps, der tager sig af kriminalitet foretaget af soldater i tjeneste.
– Vi har modtaget en anmeldelse i en sædelighedssag, og den efterforsker vi naturligvis, siger efterforskningsleder Hans Herluf Pedersen fra Forsvarets Auditørkorps til TV ØST.
Han ønsker dog ikke at komme med flere detaljer i sagen og heller ikke at kommentere, om en officer er indblandet i sagen. Han siger dog, at det er naturligt, at sagen ligger hos Forsvarets Auditørkorps, selv om de ikke har den samme erfaring i den slags sager som det normale politi.
– Det er jo en hændelse, der er foregået på militært område, og derfor ligger sagen naturligvis også hos os, siger han til tv-stationen.
Han oplyser, at sagen efterforskes af tidligere politifolk, der har stor erfaring i efterforskning.

Putin: Krim er ikke længere til debat
Krims status er et færdigdiskuteret spørgsmål ifølge den russiske præsident, Vladimir Putin. Halvøen Krim er det ukrainske område, som blev annekteret af Rusland tilbage i 2014.
– Rusland vil ikke deltage i diskussioner med nogen om dette emne, sagde Putin fredag efter et møde med den græske premierminister, Alexis Tsipras.
Putin gjorde det også klart, at Rusland er nødt til at tage foranstaltninger mod USA’s raketskjold i Europa. Han advarer om, at Rumænien og Polen kan være de lande, han har i tankerne.
USA aktiverede tidligere på måneden et missilskjold til 800 millioner dollar (over 5,2 milliarder kroner) i Rumænien. Det anses for at have afgørende betydning for at kunne beskytte amerikanske og europæiske interesser mod såkaldte slyngelstater.
Ifølge Rusland udgør missilskjoldet en trussel mod russernes nationale interesser.
– Men missilskjoldet er ikke noget fremtidigt forsvar mod russiske raketter, siger USA’s viceforsvarsminister, Robert Work.
Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, siger, at Ukraine vil genvinde kontrollen over de østlige territorier fra prorussiske separatister og også over Krimhalvøen.
