Læs også:

Close

MY DAILY NEWS: 26. maj 2016

Nyheder  | 

MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i verden

Flere unge tager sabbatår efter gymnasiet

Efter flere år med fald i andelen af unge, der holder en pause efter den gymnasiale uddannelse, stiger tallet igen.

For tre år siden var det 73,5 procent af de unge, der ikke gik direkte i gang med en videregående uddannelse, mens det sidste år var steget til godt 77 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Det skriver Politiken.

I Dansk Arbejdsgiverforening ser underdirektør Erik Simonsen med skepsis på udviklingen, fordi den ifølge ham overordnet set giver en mindre kompetent arbejdsstyrke.

– Det er jo det, der er tilfældet, når studietiden bliver forlænget med et år, hvor man kunne have været en kvalificeret medarbejder på arbejdsmarkedet. Så der er ingen tvivl om, at når man ser det på lidt længere sigt, så taber samfundet på det her, siger han.

Den fremtrædende erhvervskvinde Stine Bosse mener, at et refleksionsår kan være en rigtig god ide og styrke de unges arbejdsevne på længere sigt.

– Min generation skal forstå, at de unge i dag skal blive rigtig gamle, og de skal blive rigtig længe på arbejdsmarkedet. Derfor er det en særdeles god ide, at man får tænkt over, hvordan ens liv skal se ud, og hvad man gerne vil, siger hun.

Stine Bosse tog i sin tid selv et sabbatår mellem gymnasiet og sit jurastudium.

– Det fik jeg rigtig meget ud af. Jeg fik benene på jorden, for alt var lidt kaotisk på det tidspunkt, og jeg brugte tiden på at undersøge forskellige uddannelser. Så tog jeg til en juraforelæsning og fandt ud af, at det var lige mig, siger hun.

Vil du gerne tage et sabbatår, men ved ikke, hvad du skal bruge det på, kan du læse mere her.

Flere unge vælger et sabbtår inden de læser videre. (Foto: Polfoto).
Flere unge vælger et sabbtår inden de læser videre. (Foto: Polfoto).

Hver fjerde kvinde bliver chikaneret på jobbet

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at en fjerdedel af kvinder har oplevet chikane på arbejdspladsen i løbet af det seneste år, og det er i langt højere grad kvinder end mænd, det sker for. Det skriver Berlingske.

Undersøgelsen viser, at kvinderne bliver udsat for sexchikane, trusler om vold, vold eller mobning på arbejdspladsen.

– Vi betragter os selv som meget seksuelt frigjorte, men når jeg har gennemgået sagerne om sexchikane, er det ofte et argument, at “sådan er tonen her på arbejdspladsen”. Sager er faldet på grund af det modargument, siger Anette Borchorst, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Ifølge hende er sexchikane stadig så tabubelagt, at mange ofre oplever en følelse af, at det er for svært at gøre en sag ud af det eller sige det videre til den nærmeste chef. Hun synes, at der er meget opmærksomhed på området. Men der sker alligevel alt for lidt, mener hun.

– Der er fokus på området. Men det virker ikke rigtig til, at der sker så meget. Vi kan godt gøre meget mere. I øjeblikket er der en tendens i vores samfund, hvor man skal på arbejdsmarkedet uanset hvad, og så er det et problem, hvis man ikke tager det her alvorligt, siger hun til Ritzau.

Hver fjerde kvinde oplever uønsket opmærksomhed fra deres mandlige kollegaer. (Foto: All Over).
Hver fjerde kvinde oplever uønsket opmærksomhed fra deres mandlige kollegaer. (Foto: All Over).

Verdens mest berømte gravmæle forurenes af insekter

Kærlighedsmonumentet Taj Mahal står på bredden af en stærkt forurenet flod med stillestående vand. De blanke marmorvægge er igennem en årrække gulnet mere og mere på grund af Indiens luftforurening, men nu trues Indiens største turistattraktion også i stigende grad af grønne ekskrementer fra insekter.

Det er monumentets bagmur, der er lavet af marmor med indlagte ædelstene i årene 1631-1648, der er plaget af grønne skjolder fra insekterne.

Taj Mahal står på bredden af den stærkt forurenede flod Yamuna, der i stigende grad udsættes for algeangreb, hvilket igen har fået antallet af insekter til at eksplodere i området. Og det er altså de insekters ekskrementer, der farver det hvide kærlighedsmonument grønt.

Myndighederne i delstaten Uttar Pradesh har nu iværksat en efterforskning af forureningen for at beskytte verdens mest berømte gravmæle.

– Delstatsregeringen er ekstremt bekymret over denne sag. Folket kan trygt stole på, at vi ikke vil tillade, at der sker skader på Taj Mahal, siger den ledende ministers talsmand, Rajendra Chaudhary.

Taj Mahal plages af grønne pletter på grund af insekekskrementer. (Foto: All Over).
Taj Mahal plages af grønne pletter på grund af insektekskrementer. (Foto: All Over).

 

mydailyspace-facebook-logo

· Mere fra samme kategori ·