
Kvinder går mere op i miljøet, end mænd gør
Når det handler om klimaet og ambitionerne for et grønnere Danmark, giver kvinder mændene baghjul
Hvis du bekymrer dig om global opvarmning og synes, Danmark skal satse endnu mere på grøn energi, så er du langt fra den eneste. Hvis du altså er kvinde.
En ny Megafon-undersøgelse viser nemlig, at kvinder er langt mere engagerede i klimaspørgsmål, end mænd er. Vores ambitioner, når det kommer til grøn energi, er meget større end mændenes.
– Generelt er der et enormt engagement fra både mænd og kvinder i forhold til grøn energi og bred bekymring for klimaforandringer. Men kvinder er så endnu mere engagerede. Det får da sådan nogle som mig til at overveje, om der er behov for, at vi tænker det mere ind i vores kampagner, siger Morten Buchgreitz, koncerndirektør for kunde- og markedsområdet i Dong Energy.
Kvinder er utålmodige
Undersøgelsen viser, at kun to procent af kvinderne slet ikke bekymrer sig over global opvarmning. Til sammenligning er hele ti procent af de adspurgte mænd i undersøgelsen slet ikke bekymrede.
Hver syvende danske mand mener også, at global opvarmning ikke kan stoppes. Det er kun hver 14. kvinde, der er enig i det udsagn, ifølge undersøgelsen.
Kvinder er også langt mere utålmodige, når det gælder omstilling af Danmarks el til vedvarende energi. Ifølge 16 procent af mændene må der godt gå over 15 år, før al dansk el er grøn. Det er kun fire procent af kvinderne enige i.
Samtidig viser undersøgelsen, at et massivt flertal af danskerne mener, at Danmark skal være foregangsland for resten af verden eller som minimum være bedre end gennemsnittet, når det gælder vedvarende energi.
Hver tredje dansker vil endda have, at Danmarks el kun skal komme fra vedvarende energi, og det skal ske indenfor de næste et til fem år.
Skåner klima gennem forbrug
Undersøgelsen peger på, at bekymringen for klimaet kommer til udtryk i måden danskerne forbruger energi i hverdagen.
Kirsten Askholm er en af de kvinder, der skåner klimaet gennem sit energiforbrug.
– Jeg flyver og spiser røde bøffer, så jeg er ikke rigtig klimanervøs. Men jeg synes bare, der er mange daglige ting, der er spild af ressourcer både økonomisk og miljømæssigt, siger hun.
Hun slukker blandt andet for lyset og apparater, når hun ikke bruger dem. Hun har spare- og LED-pærer i sine lamper, og hendes maskiner står aldrig på standby-strøm.
– Vi har induktionskomfur og vasker ved lave temperaturer. Og det er ikke med min gode vilje, at vi har tørretumbler, for det er virkelig spild af strøm og penge, siger Kirsten Askholm.
Kilde: Ritzau