
Opskrift: Fuldkornstærte med gedeost, spinat og karameliserede løg
Her får du en lækker og sund opskrift på en hjemmelavet fuldkornstærte med gedeost, spinat og karameliserede løg. Mums, mums, mums, siger jeg bare!
Jeg lavede denne tærte, da min mor forleden kom forbi til aftensmad. Jeg har egentlig ikke noget imod en klassisk butterdej fra den lokale Netto, når det skal gå lidt stærkt, men det er da lidt lækrere med en hjemmelavet fuldkornstærte.
Udover at det er 100 gange sundere, så tager det faktisk ikke meget længere tid. Win/win situation!
Min mor og jeg delte denne tærte i to, men den kan snildt gå op til fire personer, hvis der bliver lavet en lækker salat til! Vi kunne også godt ha’ spist mindre, men den smagte bare så godt, at det var svært at stoppe igen ;).
Det skal du bruge:Dej:
– 100 g grahamsmel eller andet fuldkornsmel
– 50 g havregryn
– 1 håndfuld hvedemel
– 5 spsk olie
– 1 spsk græsk yoghurt/skyr
– Salt og peberFyld:
– 2 løg
– Olie
– 2 tsk sukker
– 1 gederulle (fra netto)
– 1 pose frisk spinat (250 g)
– Cherrytomater efter eget behov
– Evt. lidt frisk rosmarin på toppenÆggemasse:
– 2 æg
– 2 spsk creme fraiche med lav fedtprocent
Salt og peber
Fremgangsmåde:
- Start med at lave din dej, og tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Dejen kan være lidt tricky, fordi den kan smuldre let. Hav tålmodighed, og brug fingrene!
- Op i et smurt tærtefad med dejen (godt op af kanterne), og ind i en varm ovn i 10 minutter
- Mens du venter, snitter du dine løg i skiver og damper din spinat i en gryde med låg på
- Hæld olie på en varm pande og i med de snittede løg.
- Tilsæt salt, peber og sukker, og lad dem stå i 10 minutter ved svag varme. Husk at røre rundt i ny og næ
- Husk din tærte i ovnen. Kun 10 minutter!
- Pres eventuelt væden ud af spinaten, når den er klasket helt sammen, og tilsæt dine løg.
- Fyld din tærte med din blanding af spinat og løg, tilsæt tomat, hæld din æggemasse ud over, og læg gedeost i skiver på toppen
- I ovnen i cirka 30 minutter og server!
Velbekomme!