
Fie og Henriettes liv ændrede sig drastisk, da de fandt en træner på Instagram
Fie og Henriette er begge blevet stærkere fysisk af Instagram-stjernen Kayla Itsines træningsprogrammer, men de to kvinders liv har også ændret sig på andre og meget større måder
Kayla Itsines har på kort tid skabt, hvad hun selv kalder verdens største fitnessfællesskab for kvinder. Den 25-årige entreprenør har sammen med sin kæreste, Tobias Pearce, skabt et træningsimperium gennem Instagram, hvor kvinders forskelligheder, fremskridt og søstersolidaritet hyldes.
Du kan læse MY DAILY SPACEs interview med Kayla Itsines her.
Itsines’ tilgang til sine følgere på de sociale medier er netop grunden til, at danske Henriette Korshøj og Fie Kilmose kastede sig ud i det intense træningsprogram.
– Jeg fandt Kayla tilfældigt på instagram, fordi jeg fulgte en masse skønne piger fra hele verden, som ikke alene havde tabt sig, og var blevet stærkere, men også havde opbygget større selvtillid, fortæller 28-årige Henriette fra Aarhus.
Også 21-årige Fie Kilmose fra Valby faldt over den australske træner på de sociale medier:
– Jeg opdagede tilfældigt Kayla Itsines på Instagram. Jeg tror, at jeg havde søgt på et hashtag a la #Fitspo, og så dukkede der en masse transformationsbilleder af rigtige piger med rigtige kroppe. Nogle havde tabt sig helt vildt meget og havde virkelig gennemgået en forandring, andre var blevet strammet op og mere tonede at se på.
Var træt af yoyo-vægt
Henriette havde altid været en fit pige, der nød at dyrke sport. Men for ti år siden fik hun problemer med sit knæ, og det satte en brat stopper for træningen. Den manglende motion betød også, at vægten svingede meget op og ned.
– Jeg havde prøvet mange forskellige ting. 5:2 kuren, flere forskellige træningsforløb i flere forskellige træningscentre, spise efter min blodtype og så videre. Men intet hjalp, og jeg faldt hurtig i efter et par uger, fortæller Henriette.
Men i sommeren 2015 tog Henriette til Berlin med sin kæreste. En dag var de på shoppetur, og det blev hendes vendepunkt.
https://www.instagram.com/p/BDdSVxmRYNS/?taken-by=henriette.bbg
– Jeg stod i et omklædningsrum og prøvede en nederdel, da det gik op for mig, at størrelsen jeg stod med var for lille. Jeg så mig selv i spejlet, og der gik det op for mig, hvordan jeg så ud. Jeg begyndte at græde i stride strømme. Det var mit vendepunkt. Jeg så mig selv og realiteten i øjnene, tørrede tårerne af kinderne og lovede mig selv, at når vi kom hjem fra Berlin, skulle jeg gøre noget ved det en gang for alle. Og det gjorde jeg.
Da hun kom hjem, var hun mentalt klar til at købe trænerens e-bog og kastede sig over træningen.
– I starten handlede det om at tabe mig, og allerede efter en uge, så jeg resultater. Jeg tabte meget væske og affaldsstoffer. Efterfølgende gik det stærkt. På de 12 uger, som træningen varede, tabte jeg mig rigtig meget, fortæller Henriette.
Hvad hun præcist tabte, ved Henriette ikke, for hun smed sin badevægt ud på Kayla Itsines opfordring. Til gengæld tog hun billeder af sig selv gennem forløbet.
– Jeg kan se det, og jeg kan mærke det. Jeg har skiftet min garderobe et par gange efterhånden. Nu træner jeg for at blive stærkere, og det er rigtig sjovt. I starten kunne jeg maksimalt tage fem armbøjninger på knæene. Nu laver jeg almindelige armbøjninger, som om det var det letteste i verden. Jeg kan virkelig mærke en forskel. Det er det fedeste ved Kaylas programmer, hun lægger vægt på at have en sund og stærk krop.
Rigtige piger med rigtige resultater
For Fie var træningscenteret ikke et fremmed sted. Hun havde været tilmeldt flere gange. Hendes kondition blev mærkbart bedre, og hun kunne løfte tungere vægte. Men synlige resultater kom der ikke mange af. Fie besluttede sig for at prøve Kayla Itsines træningsprogram.

– Det, jeg faldt for, var, at det lød relativt overskueligt. Kayla lovede, at efter 12 uger med 28 minutters benhård træning hver dag, ville du opnå synlige resultater. Vigtigst af alt: Det var ikke fup – det var alle transformationsbillederne et bevis på. Det kunne lade sig gøre, hvis man gav sig hen til projektet, fortæller Fie.
Fie kastede sig ud i Kaylas BBG-programmer.
– Nøj, hvor var det hårdt. Det bliver der bestemt heller ikke lagt skjul på, men jeg tror først rigtigt, at man fatter, hvor hårdt det rent faktisk er, når man selv prøver det, fortæller Fie.
Efter nogle uger på programmet måtte Fie sætte træningen på pause, da hun fik svær angst. Hun har dog planer om at starte på programmet igen.
– Til daglig læser jeg, har snart eksaminer og jeg kæmper stadig med angsten. Oven i det løber jeg tre, fire gange om ugen, så lige nu er der ikke plads til Kaylas program i mit liv. Men jeg har helt sikkert planer om at starte med igen, når jeg har mere overskud i min hverdag til hård træning.
Kvinder over hele verden støtter hinanden
Kayla Itsines har bygget sin følgerskare op gennem de sociale medier, og både Fie og Henriette følger den unge australske træner på de forskellige platforme. Det fællesskab, der er på fitnessstjernens Instagram-profil, er Henriette selv med til at bygge op i Danmark.
https://www.instagram.com/p/-v6WrvRYJD/
– Jeg bruger kun min Instagramprofil til træning, kost og livstil, og jeg har fundet virkelig mange skønne piger fra hele verden og Danmark gennem det. Vi støtter hinanden, motiverer, giver gode tips og råd. Har man en dårlig dag er det også ok. Det er et fantastisk fællesskab, for vi opmuntrer hinanden, og der er så meget kærlighed i mellem os. Det er vildt, at piger fra den anden side af verden sidder og hepper på dig, siger Henriette.
Kayla er tilgængelig
Fie og Henriette er enige om, at Kayla Itsines er en helt speciel type kvinde, og de er ikke i tvivl om, at hendes ligefremhed er årsagen til, at hun på kort tid er blevet fitnessverdenens ukronede dronning.
Men Kaylas tilgang har også motiveret de to kvinder på andre måder.
– Kayla har på kort tid og i en ung alder formået at opbygge en kæmpe succes. Brandet er centreret omkring hendes træning og personlige erfaringer, hvilket jeg synes er enormt inspirerende. Hun er blevet ved med at kæmpe for at lave det bedst mulige træningsprogram til kvinder, et program der virker, og det må man jo sige er lykkedes. Dette er også noget jeg helt sikkert kan bruge i forhold til at nå mine egne mål i livet – at man skal blive ved med at kæmpe for det man brænder for, for så skal det nok lykkedes, siger Fie.
Henriette er enig.
– Jeg har udviklet mig enormt meget under denne process. Jeg startede med meget lavt selvværd og selvtillid. Jeg havde ikke store drømme for mig selv, som sådan. Men en dag gik det op for mig, at jeg var ved at spilde mit liv væk. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvad jeg havde opnået, hvad mine drømme var, hvad ville jeg med mit liv?, fortæller Henriette.
Hun starter nu som selvstændig kosmetiker.
– Jeg ville aldrig have taget dette spring, hvis ikke det var for Kayla og BBG-fællesskabet, som har hjulpet mig til at vælge at tro på mig selv, tage styring over mit liv og gøre noget ved mine drømme nu. Jeg ville helt sikkert fortryde, hvis jeg ikke gjorde noget, når jeg som 80-årig sidder og tænker tilbage. Tag chancen, du lever kun en gang, slutter Henriette.