
Det mener Jeppe: #Dentidpåmåneden
Hvad end du har en kæreste, en flirt eller bare tætte venner i dit liv, så har du sikkert prøvet at have en samtale omkring menstruation, som ikke helt gik, som den skulle. Det kender Jeppe i hvert fald
Denne uge udkom en ny bog om menstruation. Derfor bad redaktionen på MY DAILY SPACE mig om at skrive dette indlæg, som nok er det sværeste, jeg har skrevet indtil videre. Det er det, fordi jeg som mand egentlig ikke har noget at skulle sige, når emnet falder på noget så velkendt og berygtet. Men som publikum har vi mænd også (nogle gange) en følelsesmæssig reaktion på menstruation.
Da vi mænd har været så “heldige” at trække en fribillet til lige netop den forlystelse, betyder det desværre også, at en del af os ikke forstår helt præcis, hvad det indebærer. Derfor har du som kvinde sikkert hørt en masse dumme, provokerende og decideret grænseoverskridende kommentarer, fordi du simpelthen har mødt en mand med mindre empati end en skovl.
Den mandlige holdning til mens er meget forskellig, og jeg kender både nogen, som tænker: “Fy for satan” og nogen, der mener, “det er det absolut frækkeste”. Skalaen over mænds mens-reaktioner spænder altså bredt.
Personligt hører jeg til den kategori, som sagtens kan være vidne til en menstruation (og hvad det ellers indebærer), men jeg har dog et punkt, hvor jeg kommer en smule til kort: Sex. Jeg tror, det stammer fra nogle tidlige minder, da jeg som “yngre” først stødte på menstruation i den sammenhæng, og det var ikke den milde udgave af, hvad jeg nu ved, en menstruation kan være.
Ingen gider høre på en klaphat
En anden ting er den tydelige ændring i adfærd. Alle mænd ved, at vi absolut ikke må anerkende, hvad den skyldes, fordi det måske kan resultere i en oplevelse, som får det at falde nøgen på cykel ned i en bunke legoklodser, brændenælder og hundelorte til at virke som en sjovere oplevelse.
Men reaktionen fra jeres side af, er helt forståelig. Ingen gider da høre på en eller anden klaphat, der siger, at du ikke har styr på dine handlinger og følelser, når vedkommende ikke har en jordisk chance for at vide, hvordan det føles.
Jeg oplever det i hvert fald selv, i en meget mild grad, når jeg for eksempel engang imellem offentliggør, at jeg er farveblind. Hold da fast, hvor har jeg mange gange mødt “eksperter”, som lige skal fortælle mig, hvilke farver jeg nu engang kan se … Selv om jeg står og fortæller dem direkte, at jeg ikke altid helt ved, hvilken farve jeg kigger på. Det er da megafedt at snakke med nogen, som åbenbart tror, at de kender din krop bedre end dig selv, ikke?
Så mænd: Hold kæft, opfør jer ordentligt, og vis i den grad hensyn.
Og kvinder: Glem eller ignorer, hvordan din kæreste eller mænd generelt har det med det, da det ikke gør en forskel på din menstruation. Men pris dig derimod lykkelig for, hvis du skulle have en kæreste, som elsker det. (Men vær måske en smule på vagt, hvis han siger, at han elsker det lidt højere end andre af dine kvaliteter …)
#Tænkoverdet #detmenerJeppeihvertfald