Læs også:

Close

Derfor skal du kun spise citroner

Nyheder  | 

Citronens fortræffeligheder spænder over alt fra vægttab og hårblegning til tarmstabilisering og rengøring. Men hvis du tror, at citronen er den sundeste løsning i næsten alle situationer, så tager du fejl

Man skal ikke søge længe på nettet for at finde ud af, at citronen er en frugt med mange kompetencer og egenskaber. Der er faktisk næsten ikke en eneste ting, som den gule frugt ikke kan.

Citroner kan øge mæthedsfornemmelsen og anbefales ofte i forbindelse med vægttab. De kan lysne håret, rense huden, fjerne lugte og efter sigende skulle et glas lunkent vand med citron kunne stabilisere en svamperamt tarm.

Nogle er også begyndt at bruge den alsidige, gule fætter til rengøring. De syrlige safter skulle være gode til at rense en almindelig ovn, mikrobølgeovn og endda kunne bruges som tabs i opvaskemaskinen.

Men selv om det kan virke som en god ide at bruge noget fra naturen i sin rengøring, er der et gennemgående problem med alle disse råd.

– Jeg læste engang, at man kunne bruge to økologiske citroner til at rense sin skraldespand med indvendigt. Sikke et ressourcespild at købe økologisk mad bare for at gøre rent med det, siger Anne Grete Rasmussen, der er husholdningsøkonom og ejer af siden Frugrøn.dk.

Kræver mange ressourcer

Flere hjemmesider opfordrer til brug af citron i husholdningen. Ja faktisk til, at man bruger citroner til alt muligt andet end madlavning.

– Man tænker slet ikke på, at det er ressourcekrævende at fremstille citroner. De skal have gødning, pesticider og transporteres. På den måde bliver det jo mere belastende for miljøet end at bruge rengøringsmidler, forklarer Anne Grete Rasmussen.

Desuden venter et ekstra arbejde med at fjerne frugtkødet fra citronerne, hvis man bruger dem til at rengøre badeværelset med, påpeger hun.

Brug de overskydende citroner til at:

  • Gnubbe de brune pletter på tekoppen
  • Gnide håndvasken ind i citronsaft. Det bleger og fjerner mindre kalkrester
  • Afkalke. Saft fra en halv citron tilsat vand afkalker glimrende, hvis man koger det op et par gange. Citroner er god som kalkfjerner, men har ingen fedtopløselige evner
  • Rense fingrene – særligt hvis du lige har skrabet nyopgravede kartofler

Ritzau

Michael René, som er rengøringsekspert og lektor ved Professionshøjskolen Metropol, anbefaler heller ikke, at du bruger dine sparepenge på citroner, hvis du kun skal bruge dem til rengøring.

– Jeg vil ikke sige, at citroner er et rengøringsmiddel, men en syre, hvilket gør det godt til afkalkningsmiddel. Det afhænger dog af, hvor meget du skal bruge, for man skal jo hele tiden holde prisen op imod et andet afkalkningsmiddel, siger han.

Derfor bruger Michael René primært de overskydende citroner til at afkalke elkedlen, servicen eller andre mindre opgaver.

Brug overskudsfrugter

Det er ikke fordi, de to rengøringseksperter ikke bruger citronens syre som en del af rengøringen. Men når det sker, er det oftest i form af citronsyre i pulverform.

Det er også den, de begge bruger, når de afkalker kummen i toilettet.

– Nogle skærer en citron op og smider den i toilettet, men det kan jeg kun advare imod, da man ikke ved, hvor stoppet rørene er i forvejen, siger Anne Grete Rasmussen.

Hvis du alligevel insisterer på at bruge citronen til rengøringen, kan du bruge overskydende citroner eller frugter, der måske er lidt rådne.

Kilde: Ritzau, frugrøn.dk

· Mere fra samme kategori ·