
Dagens overskrifter: 24. maj 2016
MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i verden
P-vagter skal være turistguider i København
Parkeringsvagterne i København skal ikke kun holde øje med ulovlige parkeringer og udskrive bøder. Fremover skal de også hjælpe byens turister. Samtlige af Københavns Kommunes 100 parkeringsvagter skal nemlig også fungere som turistguider fremover.
Københavns Kommune overtog for halvandet år siden ansvaret for turistinformation fra Wonderful Copenhagen, og sidste år var 11 parkeringsvagter på kursus, men nu har samtlige 100 parkeringsvagter i København været på et et-dags-kursus.
Her har de blandt andet lært om informationssøgning, forklarer udviklingskonsulent i Københavns Kommune, Bianca Mercier.
– De kan hjælpe med at finde vej, men de kan også fortælle turisten, hvis der sker noget spændende lige rundt om hjørnet, som de ellers ikke ville have opdaget, siger hun.
Hun kalder det oplagt, at parkeringsvagterne bliver klædt på til at hjælpe turisterne, for det er ofte dem, der bliver spurgt til råds.
– Nu håber vi bare på, at de kan svare endnu bedre, fordi de har en bedre baggrundsviden om, hvad turister gerne vil opleve, og hvorfor de er her, siger Bianca Mercier.

Ny bog vil gøre op med menstruationsskam
Når kvinder skal skifte bind på deres arbejdsplads, gemmer de ofte bindet lidt diskret i hånden.
Menstruation skal ikke ses, ikke høres, ikke lugtes. Men det bør vi lave om på, mener de to forfattere bag bogen ’Gennemblødt’, der handler om netop menstruation og udkommer tirsdag. Det skriver Politiken.
De to forfattere ser sig selv som en del af en global bevægelse, som vil sætte blodet fri for skam.
– Mange forbinder menstruation med en kæmpe skam og føler, det er noget, man bør holde skjult, siger 31-årige Sine Cecilie Laub, den ene af de to forfattere.
Den anden forfatter, Maja Nyvang, supplerer:
– Den skam er dybt problematisk. Den udspringer af en opfattelse af, at kvindens krop er forkert, hvorimod mandens er rigtig, siger hun.
Bogen udkommer i dag tirsdag.

Stort jordskred i en mine i Myanmar koster 11 livet
Et jordskred i en jademine i Myanmar har kostet mindst 11 personer livet, oplyser lokale myndigheder i det asiatiske land. Den type ulykker sker jævnligt i Myanmar. Mange savnes efter skreddet, og man frygter derfor, at flere kan være omkommet. Redningshold søger efter overlevende, skriver Ritzau.
– Vi har fundet 11 døde indtil videre. Da jordskreddet skete, var der omkring 50 personer i minen, siger Nilar Myint fra delstatsmyndighederne i Kachin.
Det var et kraftigt regnskyl, der udløste jord- og stenskredet i minen, mandag aften.
En tidligere ngo-arbejder, som bor i området, fortæller til nyhedsbureauet AFP, at flere hundrede mennesker har ledt efter jadesten, efter at de store mineselskaber har indstillet deres arbejde i regntiden.
– Vi skønner, at omkring 200 mennesker arbejdede i området, da jordskreddet skete i nat. Der kan være mange flere omkomne, siger ngo-arbejderen, som kræver at være anonym.
Ulykken er blot den seneste af en stribe lignende hændelser. I november blev 100 mennesker dræbt i et skred. Og i december skete endnu et voldsomt stenskred. De omkomne i de jævnlige jordskred er ofte personer, som søger efter små stykker jade i miner, hvor store mineselskaber har været i gang med tungt graveudstyr.