Læs også:

Close

Dagens overskrifter: 18. maj

Nyheder  | 

MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i verden

Københavns skraldeplage: Unge drikker, spiser og er ligeglade med skrald

De seneste uger er de sociale medier svømmet over med skrald. Frustrerede borgere har delt billeder af parker, byrum og gader i København, der flyder med pizzabakker, plastikkrus og papir.

Kommunen har tidligere sagt, at det kan være svært at følge med, når det gode vejr sætter ind, og folk strømmer ud med engangsgrill, to go-kaffe og chipsposer. Ifølge adfærdsforsker fra Roskilde Universitet Pelle Guldborg Hansen er det ganske enkelt: Kommunen kan ikke følge med, fordi folk simpelthen ikke rydder op efter sig. Han peger på unge som særligt dårlige til at huske at smide affaldet ud.

– Vi taler om en gruppe af unge med mange penge, der drikker øl og spiser pizza i det offentlige rum, og som er ligeglade. Der er ikke længere en norm om, at man rydder op efter sig, siger han ifølge Ritzau til Metroxpress.

Ifølge ham er problemet så massivt, at kommunen er nødt til at indføre sanktioner. Noget, adfærdsforskeren normalt ikke er fortaler for. Han foreslår for eksempel, at de svinende københavnere bliver sat til at gøre parken ren. Københavns Kommune har for nylig også søgt om at kunne få lov at uddele bøder til borgere, der smider affald i gaderne.

Københavns Kommune ville blive lige så glade som pigen her, hvis folk huskede at rydde deres skrald på efter dem. (Foto: Polfoto).
Københavns Kommune ville blive lige så glade som pigen her, hvis folk huskede at rydde deres skrald op efter dem. (Foto: Polfoto).

USA’s militær skal for første gang ledes af homoseksuel mand

Præsident Barack Obamas bud på en minister for den amerikanske hær er blevet godkendt af Senatet. Dermed bliver kandidaten Eric Fanning udpeget til stillingen. Valget af ham er kontroversielt, da USA’s soldater dermed for første gang nogensinde skal ledes af en erklæret homoseksuel mand.

Udnævnelsen af Eric Fanning bliver kaldt historisk af organisationer, der arbejder for homoseksuelles rettigheder, skriver NBC News, Reuters, Defense News og Ritzau.

Barack Obama har i løbet af sin tid som præsident afskaffet “don’t ask, don’t tell”-princippet, hvilket har gjort det muligt og ikke mindst lovligt for ansatte i militæret at tale om egen eller andres homoseksualitet. Tidligere betød reglen, at ledere i USA’s væbnede styrker ikke måtte udspørge soldater om deres seksualitet, og homoseksuelle soldater ikke skulle fortælle om deres seksualitet til nogen.

Eric Fanning har tidligere fungeret som viceminister i det amerikanske luftvåben og været stabschef for USA’s nuværende forsvarsminister, Ash Carter. Det var et enigt senat, der godkendte kandidaten. Særligt republikaneren John McCain, der er formand i Senatets komité for væbnede styrker, har bakket op om Eric Fanning som militærchef.

Eric Fanning er som den første erklærede homoseksuelle mand blevet valgt til at lede USA's hær. (Foto: All Over).
Eric Fanning er som den første erklærede homoseksuelle mand blevet valgt til at lede USA’s hær. (Foto: All Over).

12.000 opfordres til flugt fra storbrand

En voldsom naturbrand har hærget Canada de seneste uger, og den ser ud til at fortsætte. Især området omkring Fort McMurray, hvor der bliver udvundet olie fra tjæresand, er i fare. 

Flere tusinde oliearbejdere er allerede blevet evakueret, og omkring 12.000 mennesker er nu blevet opfordret til at skynde sig væk fra byen. Allerede for to uger siden blev alle byens indbyggere evakueret på grund af branden, og det er altså flammernes hærgen, der nu er rykket et skridt tættere på oliearbejdspladserne.

De lokale myndigheder anslår, at branden opsluger mellem 30 og 40 meter land i minuttet, og det ventes, at den vil have brændt sig seks kilometer tættere på arbejdslejrene i olieområdet i løbet af to timer.

Skovbranden forventes at vare et par uger endnu, skriver BBC og Ritzau.

Store områder hærges af naturbrand i Canada. (Foto: All Over).
Store områder hærges af naturbrand i Canada. (Foto: All Over).

mydailyspace-facebook-logo

· Mere fra samme kategori ·