Læs også:

Close

Dagens overskrifter: 17. maj

Kultur, Nyheder  | 

MY DAILY SPACE har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i verden

Regeringen har fremlagt nye, sociale mål med fokus på unge

Med en liste på ti punkter har socialminister Karen Ellemann præsenteret regeringens nye sociale mål. De nye mål omfatter langt flere mennesker end tidligere – cirka 143.000 personer mod en målgruppe på cirka 55.000 mennesker for de gamle mål.

Men ambitionsniveauet i planen er for lavt, lyder det fra Rådet for Socialt Udsatte.

– Jeg har svært ved at se, at man for alvor kan rykke på det her og vende den negative udvikling uden flere penge og bedre opfølgning med strategier og handleplaner, siger Jann Sjursen, der er formand i rådet, til Ritzau.

Særlig højt på listen står regeringens ønske om at gøre handicappede, socialt udsatte og psykisk syge til en del af arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.

Her er regeringens nye sociale pejlemærker:

1: Udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen skal forbedres.
2: Flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
3: Flere personer med handicap skal i uddannelse og beskæftigelse.
4: Flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse eller beskæftigelse.
5: Flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse og beskæftigelse.
6: Færre udsatte unge skal begå kriminalitet.
7: Færre skal være hjemløse.
8: Der skal være større effekt af stofmisbrugsbehandlingen.
9: Der skal være større effekt af alkoholbehandlingen.
10: Flere uden for arbejdsfællesskabet skal være en del af den frivillige indsats.

Regeringen har fremlagt en række sociale mål, der blandt andet skal forhindre hjemløshed blandt unge. (Foto: Polfoto.)
Regeringen har fremlagt en række sociale mål, der blandt andet skal forhindre hjemløshed blandt unge. (Foto: Polfoto.)

Nu bliver e-cigaretter sidestillet med tobak

Hvis du har været vant til at dampe løs på din e-cigaret, hvor end du befinder dig i det offentlige rum, skal du indstille dig på, at det nu vil ændre sig.

For fra den 7. juni sidestilles e-cigaretterne med almindelige cigaretter og skal følge de normale påbud om rygning forbudt. Til gengæld flytter salget af væsken til de elektroniske cigaretter fra specialbutikker til almindelige dagligvare butikker.

– Vi styrker sikkerheden for forbrugerne med en række krav til producenterne. Og samtidig strammer vi reglerne for salg af elektroniske cigaretter. Der bliver også forbud mod at dampe på institutioner og skoler, så vi undgår, at de voksne lærer børnene at dampe, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde til Ritzau Fokus.

Helt konkret må du ikke længere ryge e-cigaretter med eller uden nikotin på børneinstitutioner, skoler, kostskoler, efterskoler institutioner med udbud af treårige gymnasiale ungdomsuddannelser, opholdssteder og lignende steder, der har optaget børn og unge under 18 år. Det bliver også forbudt at sælge e-cigaretter til personer under 18 år.

Rygning af e-cigaretter bliver ligeledes forbudt i dagplejehjem, dag-, fritids- og klubtilbud til børn og unge og på kollektive transportmidler, herunder danske passagerskibe og danske eller udenlandske luftfartøjer i dansk luftrum.

Reglerne for e-cigaretter strammes nu. (Foto: All Over.)
Reglerne for e-cigaretter strammes nu. (Foto: All Over.)

Hilda Heick stemte helt forkert i juryen ved Eurovision

Dansktopstjernen Hilda Heick, der var et ud af fem danske jurymedlemmer ved lørdagens Eurovision, vendte op og ned på karaktergivningen ved konkurrencen. Det bekræfter hun over for Ritzau.

Ved sangkonkurrencen skulle jurymedlemmerne rangordne landene fra nummer 1 til 26, men det misforstod Hilda Heick,og hun kom til at bytte rundt på pointfordelingen, så hendes favoritsang fra Australien fik bundpoint. 

– Det har jeg fået fuldstændig galt i halsen. Det er jeg frygtelig ked af. Jeg har opfattet det, som om man skulle tildele det højeste nummer til den sang, man bedst kunne lide. Og det laveste nummer går til den, man ikke bryder sig om, siger Hilda Heick.

De fire andre danske jurymedlemmer rangerede alle Australien som den bedste sang, og derfor ville Australien faktisk have fået toppoint fra Danmark, hvis Hilda Heick havde afgivet sine stemmer korrekt. Det skete dog ikke, og da juryens stemmer blev omregnet til point, fik Australien derfor 10 point, som nummer to, mens Ukraine løb med de 12 point.

Det endelige resultat af Eurovision var dog blevet det samme, og Ukraine blev vinder af Eurovision Song Contest 2016.

Hilda Heick havde ikke helt styr på reglerne for pointgivning til dette års Melodi Grand Prix. (Foto: Polfoto.)
Hilda Heick havde ikke helt styr på reglerne for pointgivning til dette års Melodigrandprix. (Foto: Polfoto.)

· Mere fra samme kategori ·