
Analyse: Især unge kvinder skipper morgenmaden
Især unge kvinder dropper dagens første måltid. Travlhed og manglende sult er nogle af årsagerne, og der er store forskelle på nord- og syddanske kvinders morgenmadsrutiner
Hvis du har valgt morgenmaden fra her til morgen, er du langt fra den eneste. Selv om de fleste danskere fra barnsben af fået fortalt, at morgenmåltidet er et af dagens vigtigste måltider, er der alligevel mange, der dropper dagens første energiskud.
Undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på 895 webinterviews blandt kvinder.Af kvinder mellem 18 og 25 år springer 31 procent morgenmaden over mindst én gang om ugen.
Manglende sult, travlhed og manglende indkøb er top tre over årsager til at springe morgenmaden over.
47 procent spiser brød med ost til morgenmad. Det er den mest populære morgenmad.
Kvinder mellem 18 og 25 år: 38 procent spiser frugt, 31 procent spiser æg, 29 procent spiser skyr, og 20 procent spiser smoothies.
Kvinder mellem 26 og 35 år: 40 procent spiser havregryn, 26 procent spiser brød med ost, og 24 procent spiser brød med pålæg.
Kvinders morgenmad skal være mættende (68 procent), nemt at tilberede (51 procent), og rigt på fibre (27 procent).
Knap hver tredje danske kvinde skipper nemlig morgenmåltidet en eller flere gange om ugen. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Epinions Danmarkspanel har foretaget for Cheasy. Det er især de unge mellem 18 og 25 år, der er slemme til at springe morgenmaden over. Her er det kun hver anden, der spiser morgenmad hver dag.
Af de kvinder, der vælger morgenmaden fra, peger godt en tredjedel på, at de har for travlt om morgenen til at spise morgenmad. Men ifølge brand manager i Arla, Anette Boye, er der mange måder at gøre morgenmaden nem og overskuelig på.
– Det er vigtigt at spise morgenmad for at få en god start på dagen, hvad end man skal på arbejde eller studie. For mange er morgenen et hektisk tidspunkt på dagen. Men der findes mange gode og sunde løsninger, som ikke kræver det store overskud fra morgenstunden. For eksempel kan man lave en smoothie dagen før. Og hvis man ikke føler sig sulten, når man står op, er det nemt at tage en drikkeskyr eller yoghurt og frugt med på farten, siger hun.
Store regionale forskelle
Kigger man på de regionale resultater, er det især kvinderne i Syddanmark, der springer morgenmaden over en eller flere gange om ugen. Mere end fire ud af ti spiser nemlig ikke morgenmad hver dag.
Til gengæld er nordjyderne gladest for morgenmad, for her er det kun hver fjerde kvinde, der ikke spiser morgenmad hver dag.
Den klare favoritspise er brød med ost uanset landsdel. Men smoothies er især populære i Hovedstaden og på resten af Sjælland, hvor godt hver tiende spiser den cremede frugt- eller grøntsagsdrik, mens det kun gælder for fem procent i Syddanmark og Nordjylland.
Omvendt er nordjyderne mere glade for havregryn end sjællænderne, som henholdsvis hver tredje og hver femte af de kvinder, der spiser morgenmad, typisk spiser.
– Foruden smagspræferencer i de forskellige dele af landet er det ens for kvinderne, at morgenmaden skal lægge en god bund, og at det ikke må tage for lang tid at tilberede. Vores undersøgelser viser nemlig, at syv ud af ti kvinder lægger vægt på, at morgenmaden skal være mættende, mens halvdelen peger på, at den skal være nem at tilberede, siger Anette Boye.