Læs også:

Close

#AldrigDinSkyld: Hvad er op og ned i sagen?

Nyheder  | 

Tre drenge er frifundet for voldtægt af en pige, fordi retten ikke mener, at pigen har bevist, at hun var ude af stand til at sige nej. De sociale medier har kogt over, og danskerne har demonstreret. Nu skal sagen køre én gang til i landsretten. Vi giver dig overblikket

En spektakulær sag om tre drenges formodede voldtægt af en pige har taget en ny drejning. Det sker, efter at statsadvokat i København Lise-Lotte Nilas har anket frifindelsen af de tre drenge, og nu skal sagen gå om i Østre Landsret.

– Jeg har efter en grundig gennemgang af sagens beviser og dommen konkluderet, at landsretten bør have mulighed for at vurdere beviserne igen med friske øjne. Derfor anker vi sagen til landsretten. Anklagemyndigheden vil ligesom i byretten rejse tiltale for, at den forurettede blev voldtaget af de tre mænd, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.

Ifølge Retten i Roskilde bygger drengenes frifindelse på, at det ikke har været muligt at bevise, at pigen var i en tilstand, hvor hun ikke kunne sige fra. Det har fået den offentlige debat til at bulderkoge under hashtagget #AldrigDinSkyld, fordi det efter manges mening er dybt forkert, at pigen skal sige aktivt nej, før det, der skete, kan betegnes som voldtægt.

MY DAILY SPACE forklarer sagen for dig:

Troede, pige ville have sex med alle tre

En aften i 2014 var de fire involverede i sagen, tre drenge og en pige, til ungdomsfest i et forsamlingshus i Herfølge.

Ifølge anklageskriftet var den ene dreng tiltalt for at have forsøgt at få samleje med pigen, hvorefter han overlod hende til de to andre drenge, der blandt andet blev tiltalt for at have skaffet sig samleje og oralsex med pigen på skift. Alle tre drenge blev tiltalt for at have efterladt pigen i hjælpeløs tilstand.

Drengene nægtede sig alle skyldige og hævdede, at de var overbeviste om, at pigen gerne ville have sex med dem alle tre, forstået på den måde, at pigen ikke sagde tydeligt fra, mens det stod på. Retten konkluderede derfor, at den 17-årige pige gik frivilligt med de tre teenagere.

aldrig din skyld_edit
I sidste uge var der landet over demonstrationer mod rettens afgørelse. Nu er sagen anket og skal tages op igen. (Foto: Aldrig din skyld)

Hun var ikke for fuld til at sige nej

Pigens anklager har forklaret, at pigen havde sukkersyge, og at kombinationen af manglende insulin-medicin og alkohol gjorde, at pigen var i en tilstand, hvor hun ikke var i stand til at modsætte sig samleje med drengene.

Især retsmedicinernes udtalelse om pigens sukkersyge blev afgørende i sagen, fordi de ikke mente, at pigen kunne miste bevidstheden, selv om hendes blodglukoseværdier steg fra 6,5 til 32,1 på tre timer. De sagde dog, at det kunne føre til svimmelhed, synsforstyrrelser og øget tissetrang

Samtidig blev det vurderet, at pigens promille kunne ligge på enten 2,37 eller 1,58 under hændelsen. Og her vurderede domsmandsretten, at en alkoholpromille på 1,58 ikke burde være nok til, at pigen ikke var i stand til at sige fra eller kæmpe imod.

Kunne ikke stå selv

Ifølge vidneforklaringer fra den ene tiltalte dreng, forsøgte han at have samleje med pigen op ad et træ, men pigen var ikke i stand til at stå op ad træet, og faldt sammen. Den tiltalte har forklaret, at han derfor opgav.

Et andet vidne forklarede, at pigen ikke var til at komme i kontakt med.

Pigen selv har fortalt, at hun ikke var i en tilstand, hvor hun kunne gøre modstand, og pigens søster har fortalt i retten, at hun fandt pigen livløs bag en busk til festen.

Men retten mener ikke, at vidneforklaringer og lægeudtalelser har bevist tilstrækkeligt, at pigen var i en hjælpeløs tilstand og derfor ikke kunne sige nej eller kæmpe imod. Derudover var der ifølge retten usikkerhed om pigens promille, at det eneste, der kunne fastslås var, at hun var påvirket af alkohol.

Endvidere begrundede retten sin afgørelse med, at pigen delvist selv og med hjælp fra andre var i stand til at gå, og at hun ikke sagde tydeligt nok fra til samleje med de tre drenge, og at de derfor ikke har haft grund til at tro, at hun ikke ville have sex med dem – heller ikke selv om den ene dreng forklarede, at pigen var ude af stand til at stå selv, da han forsøgte at have samleje med hende.

Sagen går om

Pigens anklager Lasse Biehl sendte sagen til Københavns Statsadvokat, Lise-Lotte Nilas, som vurderede, at sagen skulle ses med friske øjne. Hun ankede sagen, og den skal nu køres én gang til i Østre Landsret.

· Mere fra samme kategori ·