
Er du tynd udenpå og fed indeni?
Du kender det godt. Din åleslanke veninde spiser burgere og slik med stor glæde og tager aldrig et gram på. Hun kan være velsignet med et højt stofskifte, men hun kan også være i fare for at være tyndfed
Det har altid været en fordom, at det var de tykke piger, der var usunde, mens de tynde piger var sunde. Vægten og dit BMI har længe været pejlemærker for, hvor sund du var. Men forskerne har nu fundet ud af, at der ikke er garanti for sundhed, bare fordi dit BMI er på den rigtige side af grænsen.
Problemet er skjult fedt, der ikke sætter sig som deller på maven, ridebukser på lårene eller baggage i bagsmækken bagpå. I stedet lagrer fedtet sig i blodet og rundt om organerne. Det kaldes tyndfedme, og som navnet antyder, betyder det, at man sagtens kan være tynd udenpå, men fed indeni.
– Vi er vant til, at vi kan vurdere vores vægt ud fra vores BMI. Men bag disse tal kan der gemme sig mange forskellige kropstilstande. Hvis muskelmassen er lav, og fedtmængden er høj, uden at man egentlig vejer for meget, så taler vi om, at man kan være tyndfed, siger diætist Marina Fredskilde til Ritzau Fokus.
Fakta om tyndfedme:Du er tyndfed, hvis du har lav muskelmasse og høj fedtprocent. Tyndfede har ofte dårlig kondition og lav styrke.
Den høje mængde fedt i bughulen kan give forhøjede mængder fedt i blodet og forhøjet blodtryk.
Derudover kan det give nedsat insulinfølsomhed og en mildere kronisk betændelsestilstand i kroppen.
Det er særligt fedtet omkring organerne, der er farligt, fordi det er aktivt og let frigøres og øger risikoen for diabetes og hjerte-kar-sygdomme.
Det er vigtigere, at have fokus på en lav fedtprocent end et lavt BMI. BMI skal ligge mellem 18-25, men fordi muskler vejer mere end fedt, kan tallet ikke stå alene.
Lav fedtprocent er vigtigere end BMI
Det kan være svært at vurdere, om man er i risikozonen, men et målebånd om taljen kan give en indikation. Kvinders taljemål bør højst være 88 cm, mens det for mænd højst bør være 102 cm.
– Generelt er mænd i større risiko end kvinder, og fysisk inaktive er i større risiko end aktive. Og er du stresset, er du også i større risiko end ikke stressede. Folk, der stiger hurtigt i vægt, kan heller ikke vide sig sikre, fortæller klinisk professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab Thorkild Sørensen.
Den største risiko er hos dem, der umiddelbart er heldige, fordi de ikke behøver røre sig for at kunne spise, hvad de vil, og stadig holde vægten. Men de inaktive bør få undersøgt, om der gemmer sig fedt de forkerte steder.
Gå til din læge
Om man reelt er tyndfed, er næsten umuligt at sige uden en kropsskanner, som kan måle fedtprocenten og afsløre, hvor på kroppen fedtet er lagret.
– Der er ikke nogen oplagt tommelfingerregel, men hvis livvidden overstiger hofteomkredsen hos i øvrigt tynde, kan man nok godt regne med, at man er på vej til den farlige tyndfedme. Nogle hævder, at en livvidde over halvdelen af ens højde er et faresignal, siger Thorkild Sørensen.
Skal du være helt sikker på, om du er blevet tyndfed, kræver det, at din læge henviser dig til en undersøgelse, eller at du tager en tur forbi en diætist eller et større fitnesscenter for at blive målt af en kropsskanner, som kan vise, hvor fedtet er lagret henne. En blodprøve kan også vise, om der er grund til bekymring.
Hvis undersøgelserne viser, at du er blevet tyndfed, gælder det om at gøre det usunde fedt til muskelmasse ved at være mere fysisk aktiv. Uanset hvad skader det aldrig at tage nogle ekstra ture i fitnesscentret, gå en tur eller at lave et løbe- og træningsprogram, der er sjovt og samtidig giver dig sved på panden.
Kilder: Ritzau Fokus.