
Sådan tjener bloggere penge på Instagram
Hvordan foregår det helt præcist med sponsorerede billeder på Instagram? En blogger taler ud
Du har sikkert lagt mærke til de sponsorerede billeder på diverse bloggeres Instagram-profiler. De største af dem tjener kassen på at dele fotos på det sociale medie, fordi brands verden over glædeligt kaster penge efter de såkaldte Instagram-stjerner for at få eksponeret deres produkter.
Men hvordan foregår den egentlig, den business der ligger bag bloggernes betalte billeder?
Det har bloggeren bag profilen We Wore What, Danielle Bernstein, givet en forklaring på. Hun har i skrivende stund 1,4 millioner følgere på Instagram og fortæller, at beløbet for et sponsoreret billede steg markant, da hun nåede en million.
– Det er en milepæl, siger hun til Harper’s Bazaar.
Instagram-branchen spænder meget i indkomst. I gennemsnit er det sådan, at hvis du har flere hundredetusind følgere, så kan du tjene alt fra 3.000 til 33.000 kr. – men har du op mod seks millioner følgere, kan du sagtens tage 130.000 til 660.000 kr. for et enkelt billede.
– Hvilket er ret skørt, siger Thomas Rankin, der står bag Dash Hudson, som rådgiver i at få mest muligt ud af sponsorerede delinger på Instagram.
Det skøre ligger i, at aftalen ikke altid kræver, at bloggeren ligger kæmpe arbejde i et billede. Danielle Bernstein fra We Wore What har for eksempel fået en pæn check ud af blot at få taget et billede, hvor hun sidder helt afslappet i sin sofa. Billedet var sponsoreret af tv-programmet Project Catwalk.
– Så skrev jeg, at jeg så programmet, fortæller Danielle Bernstein.
Før hun nåede milepælen på en million følgere, tog Danielle Bernstein mellem 33.600 kr. og 100.800 kr. for at dele et enkelt sponsoreret billede på Instagram. Prisen afhænger af aftalen med det specifikke brand.
– Alt kan forhandles, fortæller Danielle Bernstein.
For eksempel kan et krav være, at hun skal lægge en serie af billeder op eller ikke må nævne et konkurrerende mærke i en bestemt periode – og pengene ruller ind hos bloggeren, der tjener virkelig, virkelig meget om året.
– Jeg hader at tale om penge, men lad os bare sige, at det er mere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig at tjene som 22-årig. Jeg forsørger mig selv fuldt ud, og det ligger midt i de sekscifrede beløb, fortæller Danielle Bernstein.
Hvis vi antager, at hun taler om cirka 500.000 dollars, svarer det til en løn på 3,3 millioner kr.
– Jeg sparer op, jeg investerer, jeg prøver at foretage kloge valg, og jeg lærer en masse undervejs.