Læs også:

Close
Demonstration i Reykjavik

#PanamaPapers: Hvad sker der med Islands statsminister?

Nyheder, Økonomi  | 

Sagen om #PanamaPapers og Islands statsminister har udviklet sig til lidt af en saga. MY DAILY SPACE giver dig overblikket

Ledende politikere, sports- og forretningsfolk har fået problemer, efter medier verden over fik adgang til 11,5 millioner dokumenter med navne på personer, der har fået hjælp til at gemme deres formuer i skattely.

Søndag den 3. april 2016 begyndte sagen om de lækkede, hemmelige skattepapirer fra Panama at rulle – afsløringerne, der går under #PanamaPapers på de sociale medier.

Helt kort handler sagen om, at et advokatfirma i Panama har hjulpet en masse magtfulde og rige mennesker i flere lande med at skjule penge i Panama. I mange tilfælde har formålet været at undgå at betale skat af pengene og de indtægter, der er kanaliseret den vej, men der kan også være andre formål med at skjule formuerne.

Et af de mennesker er den islandske statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, der indtil i går nægtede at gå af. At en statsminister gemmer penge i skattely er problematisk i sig selv, men det er en helt særlig, og ikke mindst dramatisk, sag med den islandske statsminister. For at forstå, hvorfor, skal vi en kort tur tilbage til finanskrisen i 2008.

Island blev særlig hårdt ramt af krisen. Det lille lands tre store banker var en stor del af landets økonomi, og de havde lånt penge i udlandet for at kunne låne penge videre til islandske firmaer, der ville købe forretninger og bygninger i andre lande. Da finanskrisen ramte, kollapsede landets tre største banker og blev overtaget af staten, og de andre nordiske lande måtte låne Island penge, for at landet ikke gik bankerot.

Sigmundur David Gunnlaugsson blev valgt ind i det islandske parlament i 2009, da krisen stadig var på sit højeste, og fire år senere gik han til valg med et løfte om et opgør med dem, der havde spillet en rolle før, under og efter finanskrisen. Han blev valgt som landets yngste statsminister nogensinde.

Solgte firma til konen, dagen før han trådte til

Tilbage i 2016 viser Panamapapirerne, at statsministerens kone ejer et skuffefirma på de Britiske Jomfruøer, som parret oprettede sammen i 2007. Papirerne antyder også, at statsministeren solgte sin del af firmaet til sin kone i 2009 for en dollar, lige før han trådte til i det islandske parlament og var påkrævet ved lov at fortælle om sit firma.

Firmaet kræver 4,2 millioner dollars fra de islandske banker, der kollapsede under krisen. De samme banker har statsministeren forhandlet en aftale med, og det sætter nu Sigmundur David Gunnlaugsson i en interessekonflikt.

De oplysninger har fået op til 22.000 islændinge på gaderne i protest og udløst en politisk krise, hvor statsministeren først har bedt præsidenten om at opløse parlamentet og udskrive valg. Det nægtede præsidenten og efter i flere dage selv at have nægtet at gå, trådte Sigmundur David Gunnlaugson tilbage som statsminister torsdag den 6. april.

Vi følger fortsat sagen om Panama Papers, og du kan læse mere her.

Se videoen, hvor den islandske statsminister konfronteres med PanamaPapers – og udvandrer.

Kilder: The New York Times, DR.dk

· Mere fra samme kategori ·