Læs også:

Close
Ung kvinde som smiler i solen og mediterer mindfulness

Mindfulness på farten

Sundhed  | 

Du behøver ikke at sidde hjemme i mørket for at dyrke mindfulness. Sådan bliver du mere mindful dagen igennem

Okay, indrømmet; det er smaddersundt og har en kæmpe effekt at lave længerevarende mindfulnessøvelser. Men der er også rigtig mange små ting, du kan gøre for at flette mindfulness ind i din hverdag. Måske kan du bruge dem som et tilløb til at komme i gang med at meditere mindfulness eller som et supplement til din daglige meditation.

For eksempel kan du tage et minut, hvor du fokuserer intenst på dit åndedræt. Det kan du gøre, mens du venter på bussen, eller hvis din veninde er lidt forsinket til en aftale. Vær bevidst om at fylde dine lunger helt op med ren ilt, og sørg for at få udtømt al den “brugte” luft i din udånding med små bitte pust til sidst.

Mærk, hvordan din indåndning nærer de mange milliarder af celler i din krop, og hvordan din udånding renser dig for affaldsstoffer. Det er okay, hvis du bliver lidt svimmel.

Mindfulness betyder at være bevidst nærværende

Øvelse gør mester! Du tænker måske, at du “ikke er typen” eller “ikke kan finde ud af” at meditere. Sludder og vrøvl – selvfølgelig er du det, og selvfølgelig kan du det. Giv dig selv plads til at starte fra begyndelsen. Alle gode vaner tager tid og træning.

Når du går fra ét sted til et andet, kan du sørge for at være bevidst nærværende om alt omkring dig. Rigtig meget af tiden gør vi ting uden at tænke videre over dem. Men prøv at aktivere alle dine sanser.

Læg mærke til lyden og fornemmelsen af dine fødder på underlaget. Mærk vinden på dit ansigt og din krop. Fornem de dufte, der rammer dig, uden at tage kritisk stilling til dem. Vær nysgerrig og sug alle indtryk til dig uden at analysere på dem. Prøv at forestille dig som en lille del af et større kredsløb i stedet for at være stjernen i dit eget univers.

Du kan også være bevidst nærværende, når du spiser. Fornem alle smagene, konsistensen og den næring, du giver din mekanisme. Prøv også at være helt til stede, når du er sammen med dem, du holder af. Læg telefonen væk, og fordyb dig i deres mimik og tonefald.

Du kan faktisk være mindful i alt, du gør – for eksempel når du dyrker motion, eller når du udfører opgaver i dit hjem eller på dit job. Prøv at fortabe dig fuldstændig i den enkelte opgave uden at tage stilling til, om du synes, at den er sjov eller kedelig. Det kan endda være noget så simpelt som at tage ét dybt åndedræt eller at være 100 % opmærksomt til stede i dine hænder, inden du går i gang med et nyt gøremål.

Er du blevet nysgerrig på mindfulness, så kan du læse mere på blandt andre Henning Davernes hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig mindfulness- og meditationskurser.

Mediterer du selv? Har du nogle tips, du gerne vil dele? Eller er der noget, som du synes er særlig svært? Del det gerne med os i kommentarfeltet.

· Mere fra samme kategori ·