Mindeord: Når de store takker af

For Camilla har 2016 indtil videre været et forfærdeligt år for musikken. Først mistede vi Bowie, et af hendes store musikalske ikoner, og nu også Prince

Som barn af firserne er jeg flasket op med troen på, at musikken var bare lidt bedre dengang. Ikke fordi alting var bedre i gamle dage, eller fordi nutidig musik er dårlig, men fordi musikere og verden var anderledes for bare 20-30 år siden. Der var mere på hjerte, og der var mere på spil.

Fra jeg var helt lille, har jeg været fascineret af musik. Spørger du mine nærmeste, er der næsten ikke en sang, jeg ikke kender teksterne til. Og selv om jeg ofte opdager nye kunstnere, der kan noget, er det altid de samme få, jeg vender tilbage til.

Der en håndfuld musikere og bands, der har sat et markant præg på min verden og mit liv og et uudsletteligt indtryk på musikhistorien i min optik; Bowie, Rolling Stones, Michael Jackson, Madonna, Pink Floyd, Bruce Springsteen, Queen for bare at nævne nogle få. Og så er der Prince.

Et liv med Prince

Mange af mine bedste barndomsminder kredser om formiddage i mine forældres hus. Før vi skulle til fest eller have gæster, havde vi tradition for at slukke for fjernsynet og gøre os klar til musik. Jeg husker, at terrassedøren stod åben på vid gab. Imens min far forsøgte at få noget morgenmad i mine mindre søskende, stod min mor og strøg tøj og sang højlydt med på musikken, der gjaldede ud af højtalerne i stuen.

Det er også herfra mit første minde om Prince stammer. Selv om jeg har haft afstikkere gennem tiden til andre musikere, er jeg altid vendt tilbage til ham, og hans sange fungerer næsten som en tidslinje gennem mit liv.

Som lille var det numre som Raspberry Beret, 1999 og Let’s Go Crazy, der var mine foretrukne lydspor. Der skulle knald på, og der skulle danses. Jeg forstod alligevel ikke teksterne, så musikken var det bærende element for mig, og den stak helt ud i forhold til de andre ting, mine forældre spillede for mig.

Men da jeg nåede mine pre-teens, var jeg en håbløs romantiker.

Kærlighedsnumre somThe Most Beautiful Girl in the World, Nothing Compares 2 U, I Could Never Take The Place Of Your Man, Diamonds And Pearls og Purple Rain blev spillet til hudløshed på mit orange pigeværelse, mens jeg sad og dagdrømte om Christian Slater (trust me, han var lækker dengang!) og drengene fra min klasse.

Da jeg kom over min kærlighedsfase, og hormonerne svirrede i luften, gik det for alvor op for mig, hvem Prince var. Little Red Corvette, I Wanna Be Your Lover, Dirty Mind og især Darling Nikki og Cream osede af sex.

Prince har skrevet sange for adskillige kunstnere gennem tiden. Der er også mange artister, der er blevet kendte på at lave et cover af en Prince-sang.

Det mest kendte cover er Sinead O’Connors version af Nothing Compares 2 U fra 1990, der oprindeligt blev udgivet af Prince i 1989.

Beyonce har også været kraftigt inspireret af Prince. Faktisk har hun kopieret teksten fra Prince-nummeret If I Was Your Girlfriend fra 1987 i hendes megahit Bonnie & Clyde med Jay-Z fra 2002.

Endelig havde Alicia Keys et stort hit med sangen How Come You Don’t Call Me Anymore i 2001. Det nummer blev oprindeligt udgivet af Prince på albummet 1999, der udkom i 1982.

Prince var over hele det seksuelle spektrum. Hetero og homo. Mand og kvinde. Han legede med sin identitet, sin seksualitet, sine meninger. Hans feminisme var hamrende maskulin. Det var aldrig helt klart, hvad han var.

Men vigtigst af alt var kvinderne i hans univers frække, stærke, selvstændige og seksuelle. De var fantastiske, og jeg ville være ligesom dem.

I hans sidste år skiftede han sit legendariske band The Revolution ud med et rent kvindeband, 3RDEYEGIRL, med en dansk kvinde som bassist. Han dyrkede kvinder, så dem som sine banemænd, tilbad dem og forstod at lege i spændvidden mellem kvinders liderlighed og deres romantiske følelser, som få mænd ellers har været i stand til.

Han satte kvinders virkelige følelser på kortet. Deri lå hans sexappeal, og det skaffede ham et ry som en fantastisk elsker og en sand gentleman.

Som teenager og ung kvinde var det en helt anden verden for mig, og det har senere haft en enorm betydning for mit eget billede af, hvad en kvinde er. At man skal stå ved sine meninger, man skal være den, man er, og at mænd og kvinder er lige.

Koncerten

Jeg har aldrig haft et behov for at møde mine idoler. Af den simple årsag, at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle snakke med dem om. Men jeg har forsøgt at opleve dem live mindst én gang i mit liv. Og det kan være forbandet svært, når man er født 20 år for sent. Men heldigvis nåede jeg at opleve Prince live.

På grund af min lave alder, og et virkelig dårligt timet sygdomsanfald på Roskilde i 2010, så jeg først Prince i 2013, hvor han gav koncert på Bøgescenerne til Smukfest. Var man kommet for at høre klassikerne og sing-along hits tror jeg, at man blev skuffet den aften.

Men kom man som mig for at se Prince folde sig ud som den live artist, han var, fik man den koncert, man havde drømt om. Der er ikke nogen tvivl om, at manden var et musikalsk vidunder, og at han ikke spillede for at opfylde sine fans’ forventninger, men for at give dem noget, de ikke fik andre steder. Det, der passede ham.

Kort før koncerten kom Princes danske, kvindelige bassist ud og bad publikum om at lade være med at filme eller tage billeder med deres mobiltelefoner under koncerten. Prince var kendt for sin kompromisløshed og ville have, at man oplevede ham selv, var i øjeblikket og ikke optaget af en skærm. Jeg har ikke et eneste billede af den koncert, men det behøver jeg heller ikke, for den står knivskarpt i min hukommelse.

Prince var min barndom, min ungdom og mit tidlige voksenliv. Ligesom efter Bowies død tidligere på året, står jeg tilbage med en lille smule tomhed inden i. Verden har mistet endnu en af de helt store. Tak for alt, Prince. Hvil i fred.