
Game of Thrones-tronen kommer til København
Snart kan du sætte dig i jerntronen fra Game of Thrones, når den gæster København sammen med kostumer og rekvisitter fra serien
Den kommende mandag er en særlig dag for mange af os. Den dag skal vi nemlig alle sammen sidde klistret foran computeren og se premieren på sjette sæson af Game of Thrones. Er du hardcore fan af serien, vil det glæde dig at høre, at du snart vil kunne sætte dig i den berømte jerntrone, når den kommer til København i forbindelse med udstillingen Game of Thrones: The Hall of Faces.
Udstillingen åbner i Øksnehallen i København den 7. maj, og gæsterne kan glæde sig til at gå Game of Thrones-amok sammen med alle de andre GoT-nørder, der vil valfarte til udstillingen.
Når du træder ind på udstillingen, vil du som det første få taget et portrætfotografi, der vil blive vist på én af udstillingens Hall of Faces-vægge, der er en tro kopi af sjette sæsons reklamebillede.
Udover at blive en del af Hall of Faces kan du opleve nogle af de mange fantastiske kostumer fra serien, og du kan sågar posere med Aryas sværd, Needle.

Det største tilløbsstykke på udstilling er dog uden sammenligning Game of Thrones’ mest ikoniske rekvisit: jerntronen. Ikke nok med at du kan se den berømte trone, du kan også tage plads i den og få taget et vaskeægte fanbillede, der vil gøre alle dine Game of Thrones-begejstrede venner, som ikke når at opleve udstillingen, grønne af misundelse.
Fordel for dig med HBO Nordic-abonnement
Det er ganske gratis at besøge udstillingen, men er du HBO Nordic-kunde, kan du se frem til en roligere tur på udstillingen uden lange køer og ventetid. HBO Nordic-abonnenter kommer nemlig forrest i køen og bliver lukket ind på udstillingen før alle andre.
Alt, du skal gøre, er at vise, at du har et aktiv abonnement hos HBO Nordic, så har du sikret dig en plads foran alle de mange andre die hard-fans, og du kan få taget dit billede i tronen uden at vente utålmodigt på at alle andre får taget deres.
Det er ikke kun i Danmark, at man har kunne opleve Game of Thrones-universet helt tæt på. Udstillingen har turneret flere steder i verden blandt andet i Finland, Brasilien og USA, hvor den har været en kæmpe publikumssucces.