Læs også:

Close

USA: Derfor er Bernie Sanders ved at indhente Hillary Clinton

Nyheder  | 

Det, der for få måneder siden så helt umuligt ud, er måske ved at ske: Bernie Sanders haler ind på Hillary Clinton i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat

Kapløbet om at blive den næste præsident i USA er i gang, og de to partier – Demokraterne og Republikanerne – er ved at finde ud af, hvem der skal være hver deres spidskandidat. Præsidenten i USA kaldes ofte for verdens mest magtfulde person, og derfor er det et vigtigt valg for hele verden. Den, der bliver USA’s præsident, får magten til at gribe militært ind i konflikter verden over.

Da USA har en af verdens vigtigste økonomier, vil valget af præsident også betyde noget for antallet af arbejdspladser i Danmark.

Lige nu er det demokraten Barack Obama, der er præsident, men efter otte år på posten kan han ikke genvælges. Derfor har demokraterne kørt et af deres stærkeste kort i stilling til jobbet. Og denne gang er det en kvinde, hvilket er historisk.

Hillary Clinton har opbakning fra hele partiapparatet

Det skulle have været en walk-over. Alt var gjort klar til, at demokraternes præsidentkandidat i 2016 skulle være Hillary Clinton. Hun er tidligere udenrigsminister med mange års erfaring fra politik, gift med den tidligere præsident Bill Clinton og har lagt passende afstand til de mere upopulære dele af Obamas politik.

Demokraterne havde med andre ord fundet den perfekte kandidat, der kunne udvikle USA i den retning, partiet ønsker – og som har fået stor opbakning fra diverse sponsorer.

Men så kom Bernie Sanders.

Hillary Clinton fører pt. over Bernie Sanders, men hun har fået noget at tænke på efter meningsmålingerne nu spår dødt løb (Foto: Flikr.com)
Hillary Clinton fører pt. over Bernie Sanders, men hun har fået noget at tænke på, efter meningsmålingerne nu spår dødt løb. (Foto: Flickr.com)
Ifølge InsideGov.com, der forsker i og offentliggør officielle data, har Hillary Clinton samlet mere end 200 millioner dollars ind til sin kampagne – et beløb på langt over en milliard kroner. Med så stor en opbakning fra partiet og de rige og magtfulde sponsorer, er det ikke underligt, at hun indtil nu har samlet flest delegerede (stemmer fra de forskellige stater) og derfor har haft et forspring til Bernie Sanders, der er hendes eneste tilbageværende modkandidat.

Den perfekte modkandidat

Bernie Sanders er 74, meget venstreorienteret set med amerikanske øjne, og har i en årrække været medlem af det amerikanske senat. Han er erklæret demokratisk socialist, og han har flere gange fremhævet Danmark som et af sine forbilleder for, hvordan man kan indrette samfundet. Mange amerikanere synes, at de skandinaviske landes velfærdssamfund er det tætteste, man kan komme på kommunisme, hvor staten spiller en større rolle i samfundet. Derfor er Bernie Sanders med de markant anderledes holdninger en perfekt modkandidat til Hillary.

Bernie gør det umulige

Men det, der styrker Hillary Clintons kampagne, er samtidig det, der gør den svag, og det har Bernie Sanders brugt imod hende. Opbakningen fra partiets gamle, magtfulde mænd og de rige donorer er netop Hillary Clintons problem, og Bernie Sanders har med stor succes anklaget Clinton for at være i lommen på de magtfulde folk på Wall Street (Børsen i New York), bankerne og olieindustrien.

Det har han, fordi mange almindelige amerikanere oplever, at de ikke kan få lige så gode job, som de kunne før finanskrisen i 2008, og Bernie Sanders anklager Hillary Clinton for at være mere af alt det, den amerikanske befolkning er trætte af: En politisk elite, der ikke sørger for job og økonomisk fremgang for middelklassen og de svageste i USA.

Bernie Sanders har overrasket alle ved at føre en særdeles effektiv kampagne (Foto: Flickr.com)
Bernie Sanders har overrasket alle ved at føre en særdeles effektiv kampagne for at blive Demokraternes præsidentkandidat i USA. (Foto: Flickr.com)

Den ventreorienterede Bernie Sanders har derfor fået vind i sejlene, og flere og flere af de demokratiske amerikanere sætter kryds ved hans navn på stemmesedlen. Hans budskaber rammer tilmed de unge vælgere, som traditionelt har været meget svære at få til at stemme. Men det gør de nu – og de stemmer på gamle Bernie.

Hillary har intet modtræk

Samtidig er Hillary Clintons kampagne gået i stå, og hun har ikke et effektivt modtræk til Bernies angreb. De demokratiske vælgere i staterne Wisconsin og Wyoming er de seneste stater, der har afgivet deres stemmer, og der har vælgerne givet deres opbakning til Bernie Sanders.

Meningsmålingerne i USA peger på, at Hillary og Bernie stort set står lige. Det viser et gennemsnit af målingerne, som Huffington Post og Pollster løbende opgør, hvilket kan ses på denne figur.

Bernie Sanders stormer frem i alle meningsmålinger. Og dette gennemsnit af målingerne viser, at der nærmest er dødt løb mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders.
Bernie Sanders stormer frem i alle meningsmålinger. Og dette gennemsnit af målingerne viser, at der netop nu nærmest er dødt løb mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders. Huffington Post.

Og de viser også, at mens opbakningen til Bernie Sanders er stigende, er den faldende til Hillary Clinton. Derfor ser alle politiske observatører frem mod valget i staten New York den 19. april. New York er Hillary Clintons egen stat, og hvis hun ikke formår at vinde der, vil det være en kæmpestor og meget vigtig sejr for Bernie Sanders.

Måske er der altså ved at blive skrevet historie i USA: En ældre, meget venstreorienteret mandlig kandidat, der teoretisk set ikke burde kunne vælges til demokraternes præsidentkandidat mod forhåndsfavoritten, stormer frem mod kandidaten, der har hele partiets, de store sponsorers og den siddende præsidents opbakning.

Kilder: The Huffington Post, The Daily Dot, The New York Times, The Huffington Post, The New York Times

· Mere fra samme kategori ·