
#AldrigDinSkyld – demonstrationer mod voldtægt over hele landet i dag
Tre drenge er frifundet for voldtægt af en pige, der var så omtåget, at hun var ude af stand til at sige nej, og det vil flere tusinde demonstrere mod i København, Odense og Aarhus i dag. MY DAILY SPACE sætter dig ind i sagen
De sociale medier eksploderede torsdag i sidste uge, da Retten i Roskilde frifandt tre drenge for alle anklager om gruppevoldtægt af en teenagepige til en ungdomsfest i Herfølge, begået to år tidligere.
Under hashtagget #AldrigDinSkyld gik flere politikere, kendte og almindelige danskere til tasterne på de sociale medier, hvor de kritiserede rettens afgørelse i sagen. Blandt andet skrev Enhedslistens rets-, social- og ligestillingsordfører, Pernille Skipper på Facebook:
Demonstrationer i Danmarks største byer
Lynhurtigt blev en demonstration mod rettens afgørelse og Danmarks love på voldtægtsområdet stablet på benene, og nu er flere tusinde tilmeldt demonstrationer i Danmarks tre største byer under hashtagget #AldrigDinSkyld.
Demonstrationerne foregår i dag torsdag den 28. april fra klokken 17 til 19 på Nytorv i København, og fra klokken 17 til 18.30 i Flakhaven i Odense og på Rådhuspladsen i Aarhus.
– Vi er nu vidner til en sag, hvor flere mænd har forgrebet sig på en ung kvinde og er blevet frikendt. Offeret var påvirket af alkohol og syg på grund af insulinmangel. Alligevel blev de ikke dømt, fordi hun ”burde have kunnet sige nej”, skriver arrangørerne på begivenhedssiderne.
#AldrigDinSkyld samarbejder med Dansk Kvindesamfund og Maja W. Albrechtsen om de tre arrangementer i København, Odense og Aarhus, og en lang række debattører og politikere er tilmeldt som gæstetalere ved demonstrationerne. Du kan læse mere og tilmelde dig her.
Hun sagde ikke nej tydeligt nok
Hele sagen handler om, at Retten i Roskilde frifandt tre drenge for gruppevoldtægt af en teenagepige til en ungdomsfest i Herfølge, begået to år tidligere. Pigen led af sukkersyge og var ifølge sin advokat ude af stand til at modsætte sig handlingen den aften på grund af en blanding af alkohol og manglende insulinbehandling.
Pigen selv har forklaret, at hun ikke var i en tilstand, hvor hun kunne gøre modstand mod de tre drenge, og pigens søster har fortalt i retten, at hun fandt pigen livløs bag en busk og et træ til festen. Altså har hun ikke været i en tilstand, hvor hun kunne gøre det klart over for de tre drenge, at hun ikke ville have sex med dem.
Men retten mener ikke, at vidneforklaringer og læge-udtalelser har bevist tilstrækkeligt, at pigen var i en hjælpeløs tilstand og derfor ikke kunne sige nej. Retten mener heller ikke, at pigen har gjort det tilstrækkelig klart overfor de tre drenge, at hun ikke ønskede at have sex med dem, og derfor har de været i deres gode ret til at tro, at hun gerne ville have sex med dem.
Pigens anklager Lasse Biehl vil nu sende sagen til Statsadvokaten, som skal vurdere, om sagen kan ankes og køres én gang til i landsretten.
Ofre skal tages alvorligt
De tre demonstrationer skal ifølge deres sider på Facebook sætte fokus på syv ting:
- Vi oplever, at voldtægtsforbrydere bliver enten frikendt eller får minimale straffe.
- Vi vil have et opgør med den praksis, at overgrebsmænd kan voldtage og forulempe kvinder og ofte slippe ustraffet af sted med det.
- Vi mener, at det er nødvendigt med en klar regel om samtykke – samtykke er ikke blot, at man ikke kan sige nej.
- Vi vil råbe højt for de voldtægtsofre, hvis stemmer bliver gjort tavse og bliver negligeret af det danske retsvæsen.
- Vi vil vise vores solidaritet med de voldtægtsofre, som kæmper for retfærdighed.
- Vi oplever en hån mod voldtægtsofres retssikkerhed.
- Vi vil ytre et stort rungende kollektivt NEJ til denne behandling af voldtægtsofre i Danmark 2016.
Du kan også se denne video, hvor samtykke forklares gennem te:
Kilder: Ekstra Bladet, #AldrigDinSkyld.
Redigeret den 3. maj. Tidligere fremgik det, at pigen var bevidstløs. Det var fejlagtig information og er derfor rettet.