
Sådan valgte Laura gymnasium: Mine veninder har haft stor indflydelse
Egentlig havde Laura kig på et andet gymnasium, men det er vigtigt for hende at gå samme sted som hendes veninder
– Det, der trak i mig, var, at de fleste af mine tætte veninder skulle på Øregård.
Laura Lucia Gersdorff Stenbjerre er en af de 99.218 unge, der har søgt om at starte på en ungdomsuddannelse efter sommerferien. I dag går hun i 9. klasse på Oure efterskole, men til efteråret starter hun på Øregårds gymnasium – hendes førsteprioritet.
– Jeg har søgt Øregård gymnasium som førsteprioritet, Ordrup som anden og Gammel Hellerup som tredje. Jeg tog udgangspunkt i, at de lå tæt på mig, fortæller Laura Lucia Gersdorff Stenbjerre til MY DAILY SPACE.
Gymnasiet er de tre sjoveste og vigtigste år
Selv om det først var beliggenheden, 15-årige Laura kiggede på, var det dog hurtigt andre ting, der fyldte i vurderingen af gymnasierne. En af de faktorer, der var allervigtigst, var venindernes valg.
– Jeg svingede utroligt meget mellem Ordrup og Øregård. Jeg tænkte Ordrup, for der kender jeg mange, men det, der trak i mig, var, at de fleste af mine tætte veninder skulle på Øregård. De har haft en stor indflydelse, forklarer Laura og fortsætter:
– Det lyder åndssvagt, men jeg vil føle mig mere tryg ved at have mine rigtig gode veninder tæt på. Det er de tre sjoveste og vigtigste år, og dem vil jeg gerne nyde med dem, jeg har det rigtig godt med.

– Jeg vil føle mig mere tryg ved at have mine rigtig gode veninder tæt på. Det er de tre sjoveste og vigtigste år, og dem vil jeg gerne nyde med dem, jeg har det rigtig godt med.
Jeg kommer langt med en gymnasial uddannelse
Laura Lucia Gersdorff Stenbjerre har dog ikke hovedløst valgt gymnasium efter, hvor hendes veninder skulle gå, heller ikke selv om det ligger tæt på både hendes mor i Charlottenlund og far i Hellerup. Hun har nemlig tænkt over det længe.
– Jeg har altid vidst, at det var STX, jeg ville vælge. Jeg har også tjekket op på HHX, men det andet er mere mig. Jeg kommer langt med en gymnasial uddannelse, og Øregård er et superfedt gymnasium med gode faciliteter. Og så har de IPØ (international politik og økonomi), som interesserer mig meget.
Laura Lucis Gersdorff Stenbjerre er kommet ind på Øregård gymnasium, hvor hun begynder efter sommerferien sammen med alle sine tætteste veninder, der også er kommet ind.
