Læs også:

Close

10 ting, du skal gøre, første gang du er i New York

Rejser  | 

Du vil aldrig glemme din første tur til New York, hvis du inkluderer disse 10 ting, der skruer ekstra op for newyorker-stemningen

Tag op i Empire State Building, selv om køen er lang

Den store art deco skyskraber, der udgør Empire State Building, skal takke Hollywood for at være blevet en af New Yorks mest ikoniske bygninger. Den spiller store roller i film som King Kong, When Harry Met Sally, Sleepless in Seattle og Annie Hall, og vi vil vove at påstå, at dit første møde med bygningen også skete gennem biograflærredet.

Køen op til toppen er lang for at sige det mildt, men når toppen er nået, er det det hele værd. New Yorks storhed går for alvor op for dig, når du vender blikket fra den ene berømte bygning til den anden.

Drop Starbucks

For 10 år siden var det cool og eksotisk at gå på Starbucks. Nu har Starbucks indtaget Danmark, og vi må indrømme, at det aldrig blive det samme at bestille en Tall Latte with skimmed milk. I New York er Starbucks-magien for længst aftaget, og vil du drikke kaffe som en ægte newyorker skal du gå i en stor bue uden om kæden og i stedet finde en lille café, hvor kaffen er billig og atmosfæren hyggelig.

Køb en pretzel til overpris fra en food truck

Går du ind i et hvilket som helst bageri, koster en pretzel ikke mere end to dollars. Skal du have den fra en af de legendariske gadesælgere, der står i deres små food trucks på ethvert gadehjørne på Manhattan, kan den sagtens koste fem dollars. Men er det ikke også lige meget? Der er da ikke noget så New York’sk som at stikke den venlige gadesælger en 5 dollar-seddel og få en lun pretzel til gengæld. Hvem gider alligevel have kontanter på sig?

Det skal du lave i New York foerste gang
Pretzels er saltkringler, som kan købes fra små madvogne overalt i New York City. (Foto: Polfoto)

Nyd livet i Washington Square Park

Washington Square Park ligger i smørhullet af New York University og summer af liv fra morgen til aften. Der er en helt særlig stemning på den lille plads, der med sin lille bitte park og det lidt større springvand er blevet stedet med Manhattans mest afslappede atmosfære. Hovedsageligt er det studerende, der holder til på pladsen, men du kan også altid møde forældre, der leger med deres børn på legepladsen, ældre, der nyder solen på de mange bænke og forretningsfolk, der holder frokostpause.

Bliv væk i Central Park

Ja, bliv væk! Det er næsten uundgåeligt ikke at miste orienteringen, når du slentrer parken tynd. Heldigvis er Central Park allerskønnest, når den bliver udforsket uden kort. Den kuperede park er fyldt med små veje der giver anledning til afstikkere, som alle åbner parken på nye måder og præsenterer dig for det ene billedskønne kig ud over parken med skyskraberne i baggrunden efter den anden.

Gå en tur over Brooklyn Bridge

Den bro, du altid forbinder med New York? Yes, det er Brooklyn Bridge. Intet er så smukt, som det vue, du møder, når du på vej tilbage mod Manhattan har udsyn over hele New Yorks skyline. Vi foreslår, at du tager turen over broen, både når det er lyst, og når det er mørkt.

Turen er som regel mest populær i dagtimerne, hvor det ikke kun er turister, du møder på din vej, men også løbere, barnepiger med klapvogne og mænd i jakkesæt, der flyver forbi på cykler, der lægger vejen forbi.

Det skal du lave i New York foerste gang
Brooklyn Bridge er et af New Yorks største vartegn. (Foto: Polfoto)

Se Frihedsgudinden fra Battery Park

Mange tager turen forbi Liberty Island og Frihedsgudinden for at se den grønne kvinde helt tæt på. Men når du står foran den monumentale statue, lugter den mest af alt af turistfælde, og man kan undre sig over, hvorfor man vælger at bruge en halv dag på sådan en oplevelse.

Lyt til os, og smut forbi den nyanlagte Battery Park i spidsen af Manhattan, hvor du kan beundre statuen på afstand. Frihedsgudinden er pænest derfra, og de penge, du sparer på færgeturen, kan du eventuelt bruge på en frokost på den lækre cafe Pier A Harbor House i parken, der er placeret direkte ud til vandet med kig mod Frihedsgudinden.

Gå på New York High Line

Højt hævet over New Yorks gader, strækker sig en mere end to kilometer lang park, der lader dig se New York i et nyt lys. Den smalle park er fyldt med græs og bænke, hvor du kan slænge dig og nyde udsigten, solen eller frokosten. High Linen er endnu ikke blevet en kæmpe turistattraktion, og du kan derfor lægge vejen forbi parken på hvilket som helst tidspunkt af dagen uden at skulle bekæmpe menneskemasserne.

Tag i Saks Fifth Avenue, og lad som om, du har røven fuld af penge

Der findes ikke én ting i Saks Fifth Avenue, der er billig. Til gengæld er det hele så lækkert, at du har lyst til at tage alt med dig hjem i kufferten. Desværre er det de færrestes kreditkort, det kan klare en hel dag i Saks. Ikke desto mindre kan du jo altid lege, at du er så heldig at have råd til det hele.

Sæt et par timer af til at gå hele butikken igennem uden at lade dig skræmme af priserne: Prøv det tøj, du vil, bliv ikke intimideret af ekspedienterne, brug timer på at prøve stilletter, der er dyrere end din månedsløn, og forestil dig, at din pung er fyldt til randen med 1.000 dollar-sedler.

Det skal du lave i New York foerste gang
(Foto: Polfoto)

Prøv 4 pizzaer fra 4 forskellige pizzeriaer med næsten samme navn

Er der noget, New York er kendt for, er det pizza i lange baner – fra pizzeriaer, hvis navne minder så meget om hinanden, at du nemt kan tage fejl af, hvilket du spiste på i går. Gå på opdagelse i pizza-junglen, og find det slice, du vil mindes, når du sidder hjemme i Danmark med pizzabakken fra grillen og savner en fedtet newyorker-pizza med tyk skorpe.

Kilde: Fodors.com

· Mere fra samme kategori ·