
10 ideer til messing i indretningen
Messing har taget den nordiske indretning med storm i løbet af de sidste par år, og trenden ser ikke ud til at aftage lige foreløbig
Ifølge farvepsykologien inspirerer guldfarven til bedre forståelse og kendskab til dig selv, øger din medfølelse, generøsitet og kærlighedsfølelse og giver dig lyst til at dele din visdom og rigdom med andre.
Messing er – bogstavelig talt – blevet fast inventar i både boligmagasiner og blogland, som efterhånden vrimler med smukke gyldne detaljer i alt fra skinnende guld-look til børstet mattering og brændt patinering.
Det glødende metal tilfører et eksklusivt touch til den afslappede bohemestil og giver varme og personlighed til den nordiske minimalisme, så det er slet ikke underligt, at denne 70’er-trend har gjort så stærkt comeback.
Uanset om du har mod på at købe en hel messingreol eller vil starte ud med mindre pyntegenstande, fungerer messing rigtig godt i et kontrastfuldt samspil med mere kølige materialer som sten, marmor, ben, beton og råt træ. Leg med materialerne for at opnå et personligt udtryk.
Her får du 10 budgetvenlige ideer (ja, okay, der har også sneget sig et enkelt drømmekøb ind undervejs) og brugstips til at invitere det gyldne metal med ind din egen indretning.
1. Magasinholdere holder
Magasinholdere har i den grad gjort indtog i dagligstuerne. Køber du ikke fysiske magasiner eller aviser, er en magasinholder også rigtig fin til at holde større coffee table books eller en sammenfoldet plaid. Du kan også tage den med ud i køkkenet til kogebøger eller træskærebrætter i forskellige størrelser.
Magasinholder, Ellos Home, 349 kr.
2. Dekorativ småopbevaring
Brug krukker, æsker og skåle til at samle de småting, du ellers ville lade ligge og flyde – eksempelvis hårelastikker, småpenge og nøglen til loftsrummet. Denne i børstet messing er et rigtig fint bud.
Lågkrukke, H. Skjalm P., fra 120 kr.
3. Udstil dine bedste øjeblikke
Her på redaktionen har vi lavet en billedvæg, hvor vi hver især hænger i glas og ramme. Rammen, vi har brugt, er denne fra H&M Home, som findes i to størrelser. Den har glas på begge sider, hvilket giver et let og luftigt udtryk og gør den oplagt til at udstille papirklip eller pressede og tørrede blomster og blade.
Ramme, H&M Home, fra 69,95 kr.
4. Lille spejl på væggen
Spejle er ikke bare dekorative og praktiske; de giver også dine rum dybde og kan få dem til at virke både større og lysere. Har du et bart stykke væg, kan det være meget smukt og effektfuldt at hænge adskillige spejle sammen i forskellige størrelser og former som en anderledes gallerivæg.
5. Samling på sagerne
Saml toiletrullerne, viskestykkerne eller håndklæderne i fine kurve eller spande. Du behøver ikke nødvendigvis at gemme dem væk, hvis du ikke har meget skabsplads – det er alt sammen et spørgsmål om præsentation.
6. Giv guldet en central plads i hjemmet
Sofabordet her er hele 60 centimeter i diameter, så der er masser af plads til at style det med kontrastfulde elementer i eksempelvis glas, keramik og marmor. Den matte overfladebehandling og det enkle design tager lige toppen af den gyldne overdådighed, så bordet let kan integreres i den moderne indretning uden at stikke for meget ud.
7. Drømmekøbet
Ak. GUBI har relanceret den fantastiske Multi-Lite-pendel, som blev designet af Louis Weisdorf i 1972. Skærmen kan justeres i flere forskellige positioner for forskellige visuelle udtryk, og udgaven i ren messing er den dyreste i serien. Men. Den skal bare nævnes. For den er jo helt fantastisk flot på alle leder og kanter.
8. Botanisk samspil
Vi er vilde med fingerfilodendron (eller monstera deliciosa, som den også går under) på redaktionen, så vi har naturligvis sat kløerne i dette fad til at skabe en rød tråd til vores store, grønne plante.
Monstera-fad, H&M Home, fra 69,95 kr.
9. Udnyt vægpladsen
Hylder, hængevitriner og vægreoler er en rigtig god måde at udnytte pladsen på og hjælper også rent visuelt til, at alt i hjemmet ikke “vokser” nedefra og op.
Hyldebærere, House Doctor, 95 kr.
10. Få lyset ud i de mørke hjørner
Nu er de lyse nætter så småt på vej, men Danmark er bare et virkelig mørkt sted at opholde sig det meste af året. Derfor er det en rigtig god idé at tænke belysning med ind i indretningen. Ved at kombinere pendler, standerlamper og væglamper kan du få rigtig meget godt lys ind i dine rum, uden at det kommer til at virke proppet. Denne lampe er en meget vellykket blanding af fransk industristil og dansk 50’er-design.
Sakselampe, Ellos Home, 599 kr.
Guld gør glad
Guld betragtes som en opløftende og positiv farve, som gør dig optimistisk og åndeligt bevidst. Farvens betydning omfatter også gavmildhed, glæde, tradition, succes, velvære, velstand, ekstravagance og prestige. Du har altså alt mulig god grund til at omgive dig med den elegante farve. Altså – når den ligefrem kan gøre dig til et bedre menneske, er det da ikke til at lade være!