Læs også:

Close
køkkentips houzz

10 kloge køkkentips til bittesmå hjem

Bolig  | 

Små lejligheder med åbne planløsninger kræver gennemtænkte køkkener med smarte designtricks – her er 10 eksempler på gode køkkentips

Har du et lillebitte hjem, der har brug for nogle seriøse køkkentips for at udnytte pladsen fuldt ud? Look no further!

Af: Laura Wheat, Houzz.dk

De fleste af os ville næppe have noget imod lidt ekstra albuerum – eller bare mere plads til opbevaring af alverdens ting. Men i takt med at efterspørgslen på by-boliger stiger, bor mange i små hjem, og her bliver kvadratmetrene virkelig sat på arbejde.

Det ultimative multifunktionshjem er den åbne etværelses, der på én og samme tid er stue, køkken, soveværelse og arbejdsrum. Med de rette løsninger er det muligt at indrette et funktionelt og æstetisk hjem – også selvom køkkenet skal presses ind på et gulvareal på størrelse med et frimærke! Se bare de 10 eksempler her …

1. Noget at reflektere over

Klem diskret opbevaring ind i et køkken, der løber langs én enkelt væg og har skabe i fuld højde. Lækre hvidevarer i rustfrit stål er en klassisk vinder, mens en stænkplade i spejlglas skaber en illusion af dybde og får området til at virke større og mere luftigt.

2. Multifunktionel middag

Et fritstående spisebord kan være umuligt at få plads til i en mikroskopisk lejlighed. Pladsbesparende løsninger – som denne geniale udtrækshylde – gør det alligevel muligt at sidde ned og spise, hvad enten det gælder en middag for to eller havregrød for en. Og når du ikke skal bruge bordet længere, skubber du det bare på plads i skabet.

3. Glidende overgang

Hvis du vil have et super strømlinet mini-køkken, så prøv at udviske grænsen mellem skab og væg. De rene, skandinaviske linjer og lyse træoverflader i dette hjem strækker sig videre til køkkenet, hvor skabe og emhætte er beklædt med træ, der matcher det øvrige interiør. Skjulte, grebsfri låger og en lille induktionskogeplade fuldender det underspillede look.

4. Køkken bag låger

Effektivt ovenlys og moderne overfladematerialer giver dette køkken en ordentlig dosis wow! Frem for at lade køkkenet gå i ét med den rustikke bagvæg har man skabt en iøjnefaldende kontrast med blændende hvide skabsfronter. Man skal blot skubbe de smarte skydelåger til side for at eksponere det moderne mesterværk.

5. Sparsommelig med stil

Et af de bedste køkkentips: Keep it simple! Køkkenet i denne etværelses er i dén grad mikroskopisk trods den storslåede stil. Gå på jagt efter apparater i ministørrelse, så du får mest ud af den begrænsede plads. Er der ikke så meget luft i budgettet, er det klogt at holde designet simpelt: hvide låger og rustfrit stål er tidløse soulmates.

6. Alt på ét sted

Kombiner effektivitet med æstetik ved at planlægge dit køkken, så selv den mindste ting har sin egen plads. Denne lille lejlighed byder på et overordentligt veludtænkt køkken med krydderihylde, arbejdsbord, hylder, skuffer, induktionsplade, emhætte og en lille vask. Langs den tilstødende væg løber en række skydedøre, som skjuler en ovn samt ekstra opbevaringsplads.

7. Overdådige overflader

Selvom man bor i en etværelses, kan man sagtens nyde glæden ved at dekorere. Faktisk gælder det, at jo mindre plads, der er, jo færre materialer skal der til – og så har du måske råd til nogle lidt mere luksuriøse materialer? Prøv eksempelvis at finde overskydende bordpladeafskæringer, ensomme kasser med fliser til tilbudspris eller brug farveprøver i stedet for hele malerbøtter.

8. Smart og smalt

Forhåbentlig et af de køkkentips, du allerede bruger: Overskabe!

Få allermest ud af en besværlig krinkelkrog med et smalt køkkenelement, der ikke spiser for meget af gulvpladsen. Hvis du i øvrigt har skabe i standardmål, kan du måske bruge et overskabselement, da disse typisk er mindre dybe end underskabe.

9. Dekorererede døre

Dette hyttekøkken er udstyret med imponerende træfronter, der fremstår som en fusion af natur og design. Kombineret med fyrretræs-skabene og de brede plankegulve er køkkenet for skønt at holde skjult.

10. Tænk ud af boksen

Hvis din lejlighed er lille og har indendørs vægge, kan du måske føle dig ekstra begrænset i dine indretningsmuligheder. Men med et par skræddersyede justeringer kan dit køkken komme til at glide lige så fint ind mellem væggene som dette miniature-vidunder. Ved at lade køkkenbordet fortsætte i det tilstødende rum har ejerne sikret sig ekstra arbejds- og opbevaringsplads.

Læs mere: Skru op for funktionaliteten i køkkenet – 8 ting du kan gøre i dag

houzz
Læs også:
ananas mynte

· Mere fra samme kategori ·