Læs også:

Close

Kan du overhovedet bruge latin til noget efter gymnasiet? Vi spørger en latinlærer

Mit liv  | 

Har du også undret dig over, hvorfor du skal have latin i gymnasiet? Hvad du får ud af det, og hvordan du kan bruge det senere i livet? Vi har spurgt en latinlærer, hvorfor latin er vigtigt

Alle linjer på studentereksamen, STX (gymnasiet) har faget AP, der står for “almen sprogforståelse”, i 1.g. Faget er delt op i almen grammatik og latin, og selv om latin er et dødt sprog, du måske er sikker på, du aldrig får brug for, er der en god grund til, at det er en del af den obligatoriske undervisning.

– Medmindre du bliver latinlærer, kommer du måske ikke til at bruge det i dit everyday life, men det er en god basis for at lære andre ting, fortæller Signe Søborg, der er cand. mag. i latin og engelsk og har undervist gymnasieelever i AP og latin i tre år.

– Jeg får tit spørgsmålet: “Hvad skal vi bruge det her til?”. Men når mine elever har haft forløbet, kan de godt se det.

Efter gymnasiereformen er latin blevet vigtigere. Nu kommer din eksamenskarakter nemlig til at stå på eksamensbeviset, når du bliver student. (Foto: /ritzau/)
Efter gymnasiereformen er latin blevet vigtigere. Nu kommer din eksamenskarakter nemlig til at stå på eksamensbeviset, når du bliver student. (Foto: /ritzau/)

Det ultimative kasussprog

Almendelen i AP har fokus på ting som dialekter og generel sproghistorie, mens latindelen tager sig mere specifikt af den hårde grammatik med basis i latinen. De to fag arbejder dog tæt sammen og handler for eksempel begge om at sætte kryds under grundled, bolle under udsagnsled og så videre.

– Der er latin særligt godt, fordi man kan se på ordets endelse, hvilken kasus det er i, forklarer Signe Søborg.

AP er altså et hjælpefag, der giver en bedre, generel sprogforståelse. I latin er der nemlig regler for alt, så alt passer ned i grammatiske kasser. Det tiltaler mange, fordi du slet ikke arbejder med undtagelser. Der er regler, der forklarer, hvorfor alt i sproget er, som det er.

Det er meget nemmere at gennemskue udenlandske menukort, hvis du forstår latinsk grammatik. (Foto: Pexels)
Det er meget nemmere at gennemskue udenlandske menukort, hvis du forstår latinsk grammatik. (Foto: Pexels)

Når først du har forstået grammatikkens regler, bliver det meget nemmere at arbejde med andre romanske sprog.

– De grammatiske kasser, vi har på engelsk, tysk og så videre er alle sammen presset ned i en model, der passer perfekt på latin. Det er det ultimative kasussprog – der er aldrig tidspunkter, hvor man må forklare noget sprogligt med “sådan er det bare, fordi sprog er uregelmæssigt”, fortæller Signe Søborg.

Læs også: Sådan valgte Laura gymnasium: Mine veninder har haft stor indflydelse

Man skal ikke undervurdere blærepointene

Latin er blevet en vigtigere del af undervisningen efter den seneste gymnasiereform. Nu kommer din eksamen nemlig til at gælde, for AP kommer til at stå på dit bevis, når du bliver student. Får du scoret dig en høj karakter, kommer du nok også til at gøre det i dine andre sprogfag.

– Latin og matematik er nok de to fag, der bedst indikerer, hvordan det kommer til at gå dig karaktermæssigt i gymnasiet. Hvis du kan de to ting, så er du flyvende, siger Signe Søborg, der også underviser i engelsk.

Der er blærepoint at hente, hvis du kan bruge latinske vendinger rigtigt, når du taler med andre, siger Signe Søborg. (Foto: Pexels)
Der er blærepoint at hente, hvis du kan bruge latinske vendinger rigtigt, når du taler med andre, siger Signe Søborg. (Foto: Pexels)

Læs også: Hvad sker der for uddannelsesloftet?

Når du så er gået ud af gymnasiet, SÅ har du virkelig ikke noget at bruge latin til, vel? Forkert. Fordi det giver dig en bedre sprogforståelse generelt, er du nu bedre til at gennemskue for eksempel menukortet, når du er på ferie i Portugal eller de spanske anmeldelser af det hotel, du overvejer at booke.

Derudover er der også en åbenlys bonus:

– Du kan bruge det til at virke dannet og få andre ned med nakken. Det giver blærepoint at kunne bruge faste, latinske vendinger som “in medias res” eller “quid pro quo” – hvis du selvfølgelig bruger dem rigtigt, ellers har det den modsatte effekt, siger Signe Søborg og fortsætter:

– Latin giver et rigere liv, fordi du har en større kulturel forståelse og ved, hvor vi som mennesker i den vestlige verden kommer fra, men du skal ikke undervurdere blærepointene. Der er for eksempel mange, der får tatoveret tekster på latin, så det er altså alment forstået, at latin er sejt. Især, hvis citatet er stavet rigtigt.

Læs også: Derfor valgte Anne Sofie, Amela og Ditte deres uddannelser

· Mere fra samme kategori ·