Læs også:

Close

“Jomfruhinden”: Myter og fakta om kønskransen, blod ved sex og en synligt mistet mødom

Sundhed  | 

Mødom, jomfruhinde, hymen eller kønskrans: Det er alle ord, der er brug om den samme ting gennem tiden – men hvad betyder de helt præcist, og kan man være jomfru med en bristet “jomfruhinde”?

“Jomfruhinde” har i mange år været et stort samtaleemne, der er præget af mange myter og misforståelser.

MY DAILY SPACE har snakket med Annemette Lykkebo, ledende overlæge på afdeling for kvindesygdomme og fødsler på Kolding sygehus, for at opklare nogle af de mange myter omkring den der jomfruhinde.

jomfruhinden, kønskrans, hymen, underliv, vagina, myter, fakta
Tænker du også tit over, om alle de myter, du har hørt om jomfruhinden passer? Nu opklarer vi dem for dig. (Foto: All Over)

Fakta: Jomfruhinden er slet ikke en hinde

Vi kendte den tidligere som jomfruhinden, men i 2013 besluttede eksperter at omdøbe den til kønskransen. Det er der ifølge Annemette Lykkebo en meget simpel grund til:

– Tidligere blev den omtalt som jomfruhinden, men det synes vi er misvisende, for det er ikke en hinde, der dækker. Det er en slimhindefold, der sidder i en krans ved skedeindgangen – som også er det snævreste sted i skeden – og derfor er kønskrans et meget bedre navn, siger hun og fortsætter:

– Jeg synes, det er skræmmende, hvor mange myter der kan opstå baseret på et navn. Bare se på, hvor mange forskellige misforståelser og myter, der er kommet frem med årene, fordi mange har haft en opfattelse af, at kønskransen er en hinde.

Netop navnet jomfruhinden har skabt mange bekymringer blandt unge kvinder, der endnu ikke har haft deres seksuelle debut, da der er en udbredt misforståelse om, at der altså er tale om en hinde, der sprænger, første gang man har sex. Men er det nu også tilfældet? Den myte – og mange andre – vil vi se nærmere på nu.

Læs også: Endelig: Fire kvinder vil gøre det rart at gå til gynækolog

krans, kønskrans, jomfruhinde, hinde, myter, fakta
Betegnelsen “jomfruhinde” er outdated, da der ikke er tale om en hinde, men snarere en krans. (Foto: All Over)

Myte: Jomfruhinden brister altid, første gang man har sex

Du har sikkert hørt udtrykket “at få taget sin mødom” mange gange. Heri ligger en opfattelse af jomfruhinden – eller kønskransen –  som værende en form for massiv væg, der dækker din inderste lady business og simpelthen skal trænges igennem, første gang du har sex, hvilket så vil resultere i, at jomfruhinden sprænger som en ballon.

Det er en rimelig udpræget opfattelse af jomfruhinden, og den er desværre langt fra sandheden, fortæller Annemette Lykkebo:

– Der er stor variation i forhold til, hvad der kan briste “jomfruhinden”. Jeg tror på, at der kan komme nogle rifter på kønskransen, hvis du for eksempel går i spagat eller rider, men der hvor det oftest skader, er når noget passerer forbi kønskransen – her kan der være tale om en finger, en tampon eller en penis, siger hun og fortsætter:

– Du kan sammenligne jomfruhinden med en elastik. Der sidder en elastik dernede: Hos nogle kan den strammes, uden at der sker noget. Andre gange kan der komme sprækker i, fordi den er lidt for stram i forhold til det, der skal forbi. Så udvider den sig, og det kan resulterer i nogle rifter.

jomfruhinde, kønskrans, vagina, underliv, skede, fakta, myter
Din jomfruhinde kan briste af andre ting end sex. Det kan for eksempel være ved brug af din første tampon. (Foto: All Over)

Myte: Det gør altid ondt og bløder, når jomfruhinden brister

En anden udbredt opfattelse er, at det altid gør ekstremt ondt og bløder ud over det hele, når din jomfruhinde brister. Det hænger lidt sammen med opfattelsen af jomfruhinden som en hinde, der skal trænges igennem, hvilket giver et klart billede af, hvor smertefuldt, det må være, når der kommer noget op. Men det er heller ikke helt tilfældet, mener Annemette Lykkebo:

– Det kan godt give lidt smerter, første gang du bruger en tampon eller har samleje, men der er ikke noget gældende. Der er færre kvinder, der bløder og flest, der ikke gør. Men alligevel er der en udbredt misforståelse om, at man skal bløde første gang, og det er simpelthen ikke tilfældet. Man siger, at halvdelen af alle kvinder – sådan cirka – bløder, når kransen brydes.

– Det kan selvfølgelig gøre ondt, første gang du har sex, men det har ikke nødvendigvis noget at gøre med din “jomfruhinde”. Jo mere du slapper af ved første samleje, jo større sandsynlighed er der for, at det bliver rart. Det kan sagtens gøre ondt, hvis du ikke er våd nok, så det spiller også en rolle.

En af Annemette Lykkebos vigtigste pointer er, at det langt fra er alle, der bløder, og at blod i forbindelse med samleje ikke nødvendigvis kommer fra kønskransen, men kan skyldes, at man ikke slapper af. Det kan resultere i rifter i underlivet, der så kan være årsag til en eventuel blødning.

Læs også: Blærebetændelse: Myter og fakta om kulde, tranebærjuice og sexbakterier

jomfruhinde, hymen, kønskrns, underliv, vigina, fakta, myter
Du kan risikere at bløde, hvis din jomfruhinde brister. Ifølge Annemette Lykkebo er der dog større chance for, at du ikke bløder. (Foto: All Over)

Myte: Det er ikke alle kvinder, der har en kønskrans

En af de mindre udbredte myter lyder på, at det ikke er alle kvinder, der har en kønskrans – eller “jomfruhinde”. Det er dog endnu en myte, som Annemette Lykkebo skyder ned:

– Langt, langt, langt de fleste kvinder har en slimhindefold ved skedeindgangen. Det er egentlig bare en fold, men der er jo variationer i dens udseende. Der er også nogen, der har en lille antydning af det, hvor det ligner frynser. Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde: Vi har en alle sammen, men de er meget forskellige.

– De fleste kvinder har en slimhindefold. Det er langt det hyppigste. Der er dog også nogle kvinder, der har en halvmåneformet hinde. I de meget sjældne tilfælde – og her er tale om en ud af 2.000 eller 3.000 – har kvinder en decideret hinde, men det vil blive opdaget inden det første samleje, da menstruationsblodet simpelthen ikke kan komme ud.

underliv, vagina, skede, jomfruhinde, kønskrans, myter, fakta, kvinde, tissekone, fisse, kusse, skede,
Selv om kvinder er forskellige, har alle en kønskrans. Annemette Lykkebo sammenligner det med næser: Vi har alle en, men de ser forskellige ud. (Foto: All Over)

Fakta: Man kan gå et helt liv med en intakt jomfruhinde

Der er også en udpræget forståelse om, at du kun kan være jomfru, hvis du har en intakt jomfruhinde. Det er heller ikke tilfældet, fortæller Annemette Lykkebo:

– Det passer ikke, at du kun kan være jomfru med en intakt jomfruhinde. Der, hvor kønskransen sidder, er det smalleste sted i skeden, og for nogen er den fleksibel og kan give sig, og for andre er den stram. Det betyder også, at nogen altså har en meget eftergivelig elastik – altså kønskrans – og så kan den sagtens holde til sex, eller at et barn bliver født, uden der kommer rifter i kønskransen.

Det betyder altså, at du som kvinde sagtens kan have en intakt jomfruhinde, selv om du har haft reglmæssig sex, hvis din kønskrans er eftergivelig. Samtidig kan du også have din seksuelle debut til gode, men have en bristet jomfruhinde, fordi din krans er stram og dermed bliver nødt til at udvide sig for at skabe plads til for eksempel en tampon.

Læs også: 14 ting, du kender, når du har menstruation

jomfruhinde, kønskrans, hymen, myter, fakta, blødning, elastik
Annemette Lykkebo beskriver kønskransen som en elastik, der kan være mere eller mindre fleksibel. Hvis du har en eftergivelig elastik, kan du sagtens gå et helt liv med en intakt jomfruhinde, forklarer hun. (Foto: All Over)

Myte: Det kan ses, at din jomfruhinde er bristet

Det er en almen frygt blandt mange unge piger og kvinder, at det kan ses på dem, at deres jomfruhinde er bristet. Dette er ikke tilfældet, og Annemette Lykkebo understreger, at det næsten er umuligt, selv for erfarne kvindelæger, at identificere:

– Jeg var engang på en konference, hvor omkring en 20-30 billeder af kønskransen var udstillet. Her skulle vi gætte på, hvilke kvinder der havde haft samleje, og hvilke der ikke havde. Jeg tror, vi var 500 deltagere, og der var ingen, der gættede rigtigt. Det var simpelthen helt umuligt at identificere.

Fakta: Jomfruhinden kan gendannes

Det er muligt at få genskabt sin jomfruhinde gennem et mindre ambulatorisk indgreb med lokalbedøvelse. Metoden kaldes “hymenrekonstruktion”, og der er flere privatklinikker rundt omkring i Danmark, som er specialiserede i at lave “en ny mødom”.

Indgrebet bliver foretaget ved at gøre kransen ved skedeindgangen strammere. Formålet med det lille indgreb er, at kvinden kommer til at bløde ved første samleje efter operationen.

jomfruhinde, kønskrans, hymen, underlivet, underliv, kafta, myter
Her er et billede af en helt normal, ung kvinde. Måske har hun en bristet jomfruhinde, måske har hun ikke. Det er simpelthen ikke til at se på hende – heller ikke hvis hun er nøgen, og du kigger ind. (Foto: Pexels)

Selv om du får foretaget en hymenrekonstruktion, er du dog ikke garanteret en blødning, og det er samtidig værd at gøre sig bemærket, at din va-jay-jay ikke ændrer udseende af, at du får rekonstrueret din mødom. En eventuel kæreste eller kommende partner vil altså ikke kunne hverken se eller mærke på dig, at du har fået “en ny mødom” – uanset hvor meget vedkommende end påstår det.

Annemette Lykkebo har en meget klar holdning til gendannelser af jomfruhinder:

– For mig at se er det på kvindernes vegne lidt tragisk, at der er læger, der hopper med på den. Netop fordi det er mere almindeligt ikke at bløde end at bløde. Så fordi kvinderne skal leve op til en myte, udsætter de sig selv for en operation.

Læs også: Årtiers dusktrends: Kvinders kønsbehåring gennem tiden

jomfruhinde, kønskrans, hymen, underliv, vagina, myter, fakta
Nogle privatklinikker tilbyder en såkaldt hymenreduktion, men den er dyr, og du er ikke garanteret en blødning ved første samleje. (Foto All Over)

Kvinder, slap af!

Netop fordi det er umuligt at afgøre, hvorvidt din jomfruhinde er bristet eller intakt, og fordi det kan være svært at identificere årsagen til flænger i kønskransen, der kan være opstået af andre årsager end de seksuelle, mener Annemette Lykkebo, at jomfruhinden er blevet et kulturfænomen, der har fået stor betydning for kvinder:

– Der har været enormt fokus på alt det her med kønskransen, og der er rigtig mange myter omkring det. Men vi er simpelthen så forskellige. Det med jomfruhinden er talt op til en hel masse, som det slet ikke er, og jeg mener, at det lægger et enormt pres på kvinderne, der føler at de skal leve op til alle de her myter og fordomme. Det er endda kommet så vidt, at nogle kvinder tidligere har set sig nødsaget til at bruge teaterblod.

Derfor har hun et klart budskab til alle kvinder, der går og bekymrer sig om deres mødom, jomfruhinde, kønskrans eller manglede blødning ved første samleje:

– Kvinder, slap af! Det er helt normalt ikke at bløde første gang, det er helt normalt at se forskellige ud. Der er ikke noget, der nødvendigvis skal brydes dernede. Det er mere normalt ikke at bløde ved første samleje. Lad være med at bekymre jer.

jomfruhinde, kønskrans, vagina, underliv, fakta, myter
Annemette Wildfang Lykkebo mener, at kvinder skal tage det roligt og ikke lade sig dominere af myterne og fordommene omkring jomfruhinden, men i stedet nyde livet og slappe af. (Foto: Pexels)

Læs også: Kvinders forskelligheder: Nogen har et g-punkt, andre har ikke 

· Mere fra samme kategori ·