Læs også:

Close
præstationskultur, stress, arbejde, resultater, computer, bærbar, mac, skrivebord, kvinde, tager sig til hovedet, opgaver, lektier

En syg, social præstationskultur

Mit liv  | 

Benita er holdt op med at tale om, hvilke resultater hun har opnået siden sidst – men hvad taler man så med veninderne om?

Jeg er begyndt at putte med info. Jeg er blevet karrig med at fortælle ting om mig selv, mit liv – i særdeleshed mit privatliv – bare for at se, hvad en god snak så handler om.

Det hele udsprang sig af en syg præstationskultur, som der opstod i min relation til en veninde. Der blev længere mellem vores møder, og når vi så endelig fandt et par ledige timer, skulle vi i rekordfart redegøre for, hvad der var sket siden sidst.

Og det blev sgu så resultatorienteret. HVAD har du lavet, og ikke hvordan, hvorfor, og vigtigst af alt: Hvad du tænkte undervejs.

Mit eksperiment har løbet over et par måneder nu og startede bare med, at jeg stoppede med at dele. Nu har jeg udvidet min nærige informationsstrøm til åbent at melde ud, at jeg ikke gider dele visse typer information, når nogen spørger.

Og det bliver taget vel imod. Og jeg har sådan nogle fine samtaler om alt muligt andet end mig. Om genbrugsmøbler eksempelvis, som jeg er begyndt at gå op i. Eller en podcast, jeg lige har hørt. Eller hvor uretfærdigt sygdom rammer enkelte familier, mens andre slipper lidt lettere.

Pointen er, at emnerne hverken er distancerende eller overfladiske. Ikke hele tiden i hvert fald. Det tager stadig afsæt i mig, men jeg skelner benhårdt mellem personlig og privat, og sidstnævnte holder jeg noget mere for mig selv.

To veninder griner på gaden, den ene har en smartphone i haanden
Nu har jeg samtaler om alt muligt andet end mig. Mega fedt! (Foto: All Over)

Vækst og opløsning

Mit eksperiment har just fået fornyet luft under vingerne, efter jeg er gået i gang med Svend Brinkmanns bog ”Stå fast,” der stiller spørgsmålstegn ved rigtigheden i det accellerende samfund og tidens krav om konstant udvikling.

I går læste jeg så afsnittet om, at vores samfund nærmest forventer ”at det går fint”, når man spørger, fordi vi er skolet til en jubeloptimistisk klapjagt på, at alt er fint.

Man kan således blive slået helt ud af kurs, hvis man lirer spørgsmålet af og får et svar ala:

– Det går af helvedes til. Vi skal skilles, Laura bliver mobbet i skolen, og vi har fået væggelus.

Læs også: Klumme: Respekt for det frie valg og den billige shampoo

Siden sidst?

Ikke langt fra den slutning ligger også kravet om, at vores samfund dikterer, at der altid er sket noget nyt siden sidst. Det forventes, at jeg har nået en milepæl på jobbet, kysset med en eller anden ny, mystisk mand, udøvet førstehjælp eller fundet 400 kroner på gaden. Hvis ikke bare ét flueben er sat ved en af de førnævnte, så er mit liv i opløsning.

Men mit liv har ikke nyhedsværdi. Jeg skal ikke pumpes for et ’”siden sidst”, og jeg nægter at fremvise resultater i mine sociale sammenhænge. Mange af mine dage går med at præstere middelmådigt på arbejde, gå hjem og lægge mig på sofaen for seks timer efter at rejse mig og gå i seng. Det er ikke noget, der bliver skrevet bøger om, men det er nu en gang sådan, mit liv også er.

Og jeg skal nok selv fortælle, hvis der sker ændringer på den front.

Kvinde ligger i sin seng og bruger netdating på sin iPhone.
Foregår mange af dine aftener også “bare” sådan? (Foto: All Over)

· Mere fra samme kategori ·