Læs også:

Close
Readathon oktober 2017

Readathon: Hvad er det, og hvorfor skal det prøves?

Kristina Vallentin er både skriveglad og eventyrlysten. To ting der kan komprimeres ned til næsten alt der har med bøger at gøre.
En ren kærlighed for at læse og grave dybere ind i andre verdener, giver grobund for at skrive om det på bloggen Readersworld.dk.

Kan kontaktes på readersworlddk@gmail.com

Er du glad for at læse, men mangler tiden til at fordybe dig i bøgerne? Så deltag i Dewey’s 24 hour Readathon den 21. oktober, og få styr på din læsestak

Dewey’s Readathon er et halvårligt event, der samler læseglade mennesker fra hele verden til sammen at læse i 24 timer. Det foregår i april og oktober hvert år. I år er det den 21. oktober.

Eventet blev startet tilbage i 2007 af Dewey, der selv var en ivrig læser og blogger. I 2008 gik Dewey bort, men hendes ideer til readathon levede videre og er i dag navngivet efter hende.

Det er blevet en kæmpe succes i en travl verden, hvor vi sjældent har tid til virkelig at sætte os til rette og nyde bøgerne. Der et intet krav om, at du skal læse i 24 timer. Kun at du sætter en mængde tid af i løbet af døgnet til at læse. Om det så bliver 1 time, 5 timer eller 18 timer, det bestemmer du helt selv.

Eventet har deres helt egen fine hjemmeside, hvor du kan finde meget mere information og tilmelde dig som læser. Ved tilmelding betyder det ikke, at du bliver spammet med alt muligt og skal have Visa-kortet frem. Det er fuldstændig gratis og helt uforpligtende. Det handler om at hygge sig med bøger sammen med andre fra hele verden.

Du kan vælge at lægge opdateringer ud om din læsestatus på sociale medier (jeg gør det selv på Facebook, Instagram, og Twitter) med #readathon, eller blogge om det gennem læsedøgnet, hvis man har en blog.

Readathon oktober 2017
Der skal sørges for masser af snacks og lækkerier, hvis man skal holde et helt døgn. (Foto: Kristina Vallentin)

Planlæg dit læsedøgn

Beslutter du dig for at læse så meget som muligt, måske endda i et fast antal timer, der strækker sig over det meste af døgnet, så er det vigtigt med lidt planlægning for at få den bedst mulige oplevelse. Du kan printe en liste fra hjemmesiden, hvor du kan skrive bøger og snacks ind. Så er der styr på tingene 😉

Bøgerne

  • Beslut på forhånd, hvilke bøger du gerne vil læse. Tag hellere for mange end for lidt, så er der noget at vælge mellem, hvis du ikke når dem alle sammen.
  • Vælg tynde bøger. Det kan godt være, du virkelig gerne vil læse Game of Thrones, Anna Karenina eller Saxo, og det er også helt fint. Men tænk på, at du skal sidde med bogen i mange timer i streg, og den kan derfor hurtigt blive meget lang at læse. Desuden giver det en skøn følelse af succes, når du har læst den første bog færdig (også selv om den kun er på 100 sider) og kan gå i gang med den næste. Der er større chance for at gå død i projektet, hvis du starter med en bog på 600 sider.
  • Du kan sagtens vælge lydbøger, e-bøger, comics, digte, you name it. Alt er tilladt. Så sidder du med hele Dragon Ball-serien og tænker, at det er længe siden, du dykkede ned i den, så værsågod.

Snacks

Intet readathon uden snacks, men vælg med omhu. Til mit første readathon havde jeg købt mig fattig i guf, kage og sodavand, men kunne slet ikke rumme det.

  • Lav sunde snacks. Grøntsagsstænger med hummus, frugtsalat eller lækre smoothies. Jeg kan anbefale en lækker grøn juice, der virkelig booster kroppen og smager skønt.
  • Drik masser af vand. Kaffe og te er vanddrivende, og det er virkelig irriterende at skulle ud og tisse hele tiden, når du sidder opslugt af en bog. Desuden giver kaffen kun et kortvarigt energikick, og så bliver du hurtigt træt igen, men en kop i ny og næ skader jo ikke …
  • Lav madpakke på forhånd. Smør nogle lækre sandwich, du kan sidde med, eller lav en god salat. De små mellemmåltider holder dig jo ikke mæt hele døgnet. Det er selvfølgelig også tilladt at bestille en pizza 😉
Readathon oktober 2017
Det er vigtigt ikke kun at fylde på med søde sager, men også variere med noget frugt og grønt, når der skal læses. (Foto: Kristina Vallentin)

Husk at hygge dig

Hvis du vælger at sidde og læse så længe som muligt, så sørg for at skifte stilling en gang i mellem. Din ryg vil takke dig dagen efter. Gå eventuelt en lille tur i ny og næ, bare for at klare hovedet, indtage indtrykkene fra din seneste bog og få noget frisk luft til hjernen. Det skal være en hyggelig event, ikke en konkurrence om flest sider på kortest tid.

Find andre deltagere ved hjælp af #readathon eller begivenhedens hjemmeside, og se, hvordan de forbereder sig. Lad dig ikke skræmme af nogle af læsestakkene. Der er folk derude, der læser sindssygt hurtigt og sagtens kan trawle sig igennem 1.000 sider under sådan et event. Men det er altså helt okay også at have et mål på 150 sider. Det er som sagt ikke en konkurrence.

Og vigtigst af alt: Hyg dig med dine bøger. Læs selv hjemme, eller aftal at mødes med en ven eller veninde, og læs sammen. Tag ud i en park og læs. Læs på biblioteket. Læs i toget. Læs, mens du vasker tøj, gør rent, laver mad. Lad dig ikke stoppe af hverdagens gøremål. Læs højt for dine børn. Læs højt for dig selv, din kat, din kæreste.

Bare læs.

Readathon oktober 2017
Dewey’s Readathon finder sted to gange om året: I april og i oktober. (Foto: Kristina Vallentin)

Inspiration

Mangler du inspiration til læsestof, får du her en lille liste af bøger, jeg selv synes godt om, og som er nemme at gå til.

Sjælehenteren af Katja Berger

Sjælehenteren af Katja Berger (Foto: Kristina Vallentin)

 

Alice i eventyrland af Lewis Carrol

Alice i Eventyrland af Louis Carrol (Foto: Kristina Vallentin)

 

Døde piger lyver ikke af Jay Asher

Døde piger lyver ikke af Jay Asher (Foto: Kristina Vallentin)

 

Monster af Patrick Ness

Monster  af Patrick Ness (Foto: Kristina Vallentin)

 

Skal du deltage i Redathon? Og hvilke bøger vil du læse? Jeg har ikke selv tilmeldt mig i år, men vil rigtig gerne følge med i dit læsedøgn, så skriv gerne, hvor jeg kan følge dig henne 🙂

God læselyst.

 

Læs mere: Besøg nogle af efterårets bogmesser

· Mere fra samme kategori ·