Læs også:

Close
novelle, roman, gyser, bog, uhygge, efterår

Det var en mørk og stormfuld nat … Halloweenbøger til en uhyggeligt hyggelig aften

Boganmelder

Det er efterår, og det er oktober, og er der nogen bedre anledning til at læse en masse gyserhistorier, både alene og sammen med andre? Carina anbefaler uhyggelige halloweenbøger til en hyggelig læseaften

Jeg elsker gysere, halloweenbøger og spøgelseshistorier! Siden jeg var barn, har jeg slugt den ene historie efter den anden, og jeg storlæste bøger som “Skelettet med de røde strømper”, “Bøh, Kurt!” og min favorit: “Værelse 13”.

Noget af det bedste var, når min bedste veninde og jeg barrikaderede os på vores værelser med stakkevis af hjemslæbte bøger fra biblioteket, slukkede lyset og læste højt for hinanden i lommelygtens skær. (Jeg elskede det, lige indtil jeg skulle gå den 10 minutter lange tur alene hjem gennem skolegården i efterårsmørket).

Selv om jeg nu godt tør gå gennem skolegården alene i efterårsmørket (jeg slår en proper næve, hvis det endelig skulle være), labber jeg stadig de uhyggelige historier i mig, og her kommer mit bud på nogle gode og uhyggelige halloweenbøger.

De gotiske gys

halloweenbøger. Der er masser af fantastiske gotiske forfattere at vælge i mellem (Foto: Privat)
Der er masser af fantastiske gotiske forfattere at vælge i mellem. (Foto: Privat)

Du har sikkert set HBO-serien “Penny Dreadful”, men har du også læst romanerne, som serien er baseret på?
Vi kender alle sammen historierne, og jeg taler selvfølgelig om romaner som “Frankenstein” af Mary Shelley og “Dracula” af Bram Stoker.

Selv om bøgerne er over hundrede år gamle, synes jeg, de holder, og jeg får stadig kuldegysninger af Mary Shelleys beskrivelser og hjertebanken af Bram Stokers dagbogslignende fortælling om den onde grev Dracula, som er så virkelig, at man nærmest tror på det, og det er dét, jeg synes gør gotiske gys til noget særligt.

Foruden ovenstående, kan jeg også nævne forfattere som Edgar Allen Poe, Oscar Wilde og R.L. Stevenson, som alle har bidraget til denne genre med fantastiske og endda poetiske fortællinger.

 

Gys med vennerne

halloweenbøger. Der er lagt op til en hyggelig aften med venner, når der kæmpes i "Sværd og Trolddom"-bøgerne
Der er lagt op til en hyggelig aften med vennerne, når der kæmpes i “Sværd og Trolddom”-bøgerne. (Foto: Privat)

Hvis du var barn i 90’erne, er du sikkert stødt på bogserien “Sværd og Trolddom”. I serien var det dig, der var hovedpersonen, som skulle bekæmpe monstre og gøre en ende på onde kræfter og din skæbne blev afgjort af dine valg og kast med terninger. Serien var superpopulær, og jeg brugte rigtig meget tid på den.

Det gør jeg stadig, nu sammen med en veninde, som er lige så begejstret for bøgerne, som jeg er. Bevæbnet med papir, blyant, terninger OG rødvin bruger vi gerne en lørdag aften på at bekæmpe de selvsamme monstre, som vi gjorde som børn. Vi skiftes til at læse op og være hovedperson, mens vi tegner et minutiøst kort over den udvalgte bogs landskab og holder godt øje med vores noter og kampskema.

Det er kun lykkes os at gennemføre én af bøgerne, men det har måske noget at gøre med rødvinen …

 

All Hallow’s Read

halloweenbøger. Traditionen All Hallow's Read er en god måde at give inspiration til at læse spøgelseshistorier (Foto: Art by Christina Lilly Pedersen)
Traditionen All Hallow’s Read er en god måde at give inspiration til at læse spøgelseshistorier. (Foto: Art by Christina Lilly Pedersen)

Læs også: 6 uhyggelige halloween-kostumer fra gysergilm: Sådan gør du

Når nu jeg er så begejstret for denne genre, vil jeg lige nævne en ifølge mig rigtig fin halloweentradition, som kaldes “All Hallow’s Read”. Traditionen er startet af Neil Gaiman, som også selv er kendt for sine mystiske og uhyggelige romaner, blandt andet “Coraline” og “Fragile Things”.

Det går i bund og grund ud på, at man i ugen op til halloween forærer en uhyggelig roman til en anden person. Om du køber bogen i en boghandel eller låner den på biblioteket er underordnet. Det eneste krav er, at romanen er uhyggelig og passende til den person, du giver den til, for på den måde at give personen en god – og uhyggelig – læseoplevelse. For eksempel ville jeg forære “Værelse 13” til en 10-årig, “Dracula” til en voksen og “Sværd og Trolddom”-bøgerne til alle.

Denne tradition er en god måde at få folk i gang med at læse, og jeg vil helt klart støtte op om den. Jeg har i hvert fald en hel stak, som jeg vil give videre. Om ikke andet, så er der her givet et par anbefalinger.

Rigtig (u)hyggelig læselyst!

· Mere fra samme kategori ·